Leve og herske

Leve og herske.

Hvor døden hersker fortrænges livet; men hvor man hersker i livet ved den ene Jesus Kristus fortrænges døden.

Saaledes skal I agte eder som døde for synden; men levende for Gud i Kristus Jesus, Rom. 6, 11. Vi har i S. S. talt meget om døden, at den skal være virksom i os, at vi skal være død for synden. Er da denne død virksom, kan vi med rette tale om at anse os som levende i Kristus Jesus.

Hvad følger blir av at anse sig som levende maa forstaaes i forbindelse med at herske.

De som har faat naadens og retfærdighetsgavens overvættes rigdom skal leve og herske ved den ene Jesus Kristus, Rom. 5, 17.

Et menneske kommer ikke til sin ret, før han er modnet til at kunne leve og herske.

Hvad vil det si at leve og herske?

Enhver av os er omringet av synd og ugudelighet paa alle kanter. Kan du være seierherre, da lever du og hersker.

Religiøse hyklere og farisæere søker at snikmyrde dig fra alle kanter. Kan du slaa dem med aandens sverd og blotte deres træskhet, da lever du og hersker.

Korah reiser sig av avind inden din egen midte, staar du da i forbindelse med Gud saa jorden revner og opsluker dem, da lever du og hersker.

Saakaldte dannede mennesker søker at overrumple og daare dig. Dersom du lever og hersker vet du selv hvilken mottagelse du bør gi enhver.

Staar du i Guds raad, da er du skikket til at leve og herske. Du blir selvstændig og av saadanne er der rum for mange; ti det bør os alle at vokse op til hodet, Kristus. Men staar du i forbindelse med hodet, da behøver du ikke at søke mellemmand for at høre hvad Aanden sier i menigheten. Du kan ved denne røst selv leve og herske.

Men har du ikke tillid til dig selv og tør du ikke forlate dig paa Kristi aapenbarelser, da forsøk aldrig at herske. Sirak sier: I alt hvad du gjør, stol paa dig selv! ti ogsaa det er at holde budene, Sir. 32, 23.

Ved at leve og herske i Kristus Jesus seirer du over dig selv, korsets fiender og al satans magt, saalangt Gud har faat oplyse dig.

Men der kræves troskap. Litt undfaldenhet her og litt eftergivenhet der, enten av høflighetshensyn eller feighet, duer ikke.

Naar flertallet inden Guds menighet begynder at leve og herske kan man forvente den store offensiv som skal beseire al motstand av Kristi kors. Den løsslupne falske frihetslære som raader og holdes vedlike ved falske læreres hykleri skal faa dødsstøtet; og Kristi kraft og evangelium skal atter komme til sin rett.

Dersom du lever ved Kristus, da øv dig i tro ogsaa til at herske ved ham.

Derfor sier skriften: Dersom I lever i Aanden, da la os og vandre i Aanden, Gal. 5, 25, hvilket vil si det samme som at gaa frem i Aanden. Men har nogen kunnet gaa frem i Aanden uten motstand? Nei! Derfor maa nødvendigvis den som gaar frem i Aanden herske ved Jesus Kristus.

Dersom vi hersker ved Jesus Kristus blir følgen den, at menigheten vokser op til mands modenhet, Ef. 4, 11 og flg. Men vil nogen herske efter kjødet, da kaster han herlighet om sin egen person, om sit eget blad og alt hvad der kommer i berøring med selvet.

Samfundet i Guds menighet er grundlagt paa Kristi død og vandring i lys saa døden blir virksom.

Hvor Kristi død hersker i menigheten vil ogsaa livet herske. I saadanne menigheter vælger man ikke hyrder, evangelister, profeter og lærere; ti Gud har allerede ansat dem.

Nu derimot sier man det er «bibelsk» at skrape sammen flest mulig i en ministrialbok, og derefter ansætte paa menneskelig vis personer, som Gud for manges vedkommende aldrig har ansat.

Den som hersker ved Kristus Jesus finder aldrig paa slik daarskap. Gud selv har dannet sig sin menighet. Vi har ingensomhelst ret til at utelukke nogen fra menigheten ved at lave en menighet. At man paalægger sine faar at staa paa god fot med andre menigheter gjør ikke galskapen god igjen.

Vi har synagoger mer end nok om man nu ikke skal lave fler av dem. Men den som kan lave noget og ansætte nogen blir jo selv stor og det er vel det som veier mest. Man slipper under megen beklagelse den ene synagoge og sætter samtidig foten ind i en ny.

Og saadant kalder man at gaa til ham utenfor leiren.

Nei, utenfor leiren er det for meget bryderi at passe paa faarene. Men blir de først under tilstrækkelig opsyn puttet ind i en synagoge, da er de fint der under laas og lukke.

Og saadant kalder man frihet.

Det skulde ikke forundre mig om fler endnu begyndte at lave sammen nogen saakaldte «bibelske» menigheter. Der findes fuldt op av «religiøse løsgjængere», som aldeles ikke endnu er moden for friheten utenfor leiren. Hvad korset ikke faar gjøre, faar nu de nyansatte menighetsvogtere søke at greie.

Vi ser der er mange som søker at leve og herske i disse dage; men om de alle hersker ved den ene Jesus Kristus er et andet spørsmaal.

Der er nemlig nogen som søker at herske over menigheterne, og som aldrig har fremstillet sig som et efterfølgelsesværdig eksempel, saa de i sandhet kunde si: Efterfølg mig, som jeg har efterfulgt Kristus.

Man kan se prædikanter fort væk optræde blandt Kristi menighet i en by; blandt frie venner i en anden og blandt fri mission i den tredje; alt eftersom fordelene er bedst og mest.

Er det at leve og herske?

For mig ser det ut, som det er Beliams vildfarelse som hersker; han løp ogsaa efter vinding og ære.

Gud har fremstillet en menighet i Kristi blod. Slut med at lave menighet. Han har ansat nogle til apostler, nogle til profeter, lærere osv.

La os være befriet fra at lave en hyrde og lærer. Og be Gud frelse dig fra at kalde slikt mørke «bibelsk».

Ordet «bibelsk» er svært moderne som slagord. Det er beregnet paa at gjøre et dobbeltslag. Først at trykke ned modstanderen som er sandt og ret; «bibelsk». Ogsaa denne og derefter sætte sig selv op i høide med alt daarskap skal vi ved Guds naade herske over ved den ene Jesus Kristus, han som verner om sin ære og ikke deler den med kjød av nogensomhelst art. Enten kjødet er oplært i en synagoge, saa det har faat navn av pastor, eller det er oplært til krig, saa det heter krigsmand, er like galt for Gud. Vi har kun en som er Gud; men vi er alle brødre.

Nogen gir sig selv skudsmaal og navn for «prædikant», andre for «evangelist» og atter andre for «pastor».

Slik ser det ut naar kjødet hersker og folk er forblindet nok til at bite paa. Og saadan daarskap kalder man «bibelsk». Maa Gud frelse sit folk fra denne saakaldte bibel.

Man trøster sig til at være en veileder for blinde, et lys for dem som er i mørke, Rom. 2, 19 og tvers imot alt som er bibelsk vil man gjerne la sig kalde pastor, gjerne prædikant, gjerne evangelist.

Dersom vi vandrer i lyset, likesom han er i lyset, da har vi samfund. Men nu er det «bibelsk» at lave samfund og bryte samfund uten hensyn til denne vandring i lyset. Bare det ytre hellighets skin er iorden og navnet notert i boken, saa er alt i orden. Ja, det er endog «bibelsk».

Guds folk gaar fra den ene galskap til den anden, og nogen staar tilrors som aldrig har gjort andet end grundstøtninger al sin levetid.

Men nu sisst av alt ser det da ut som om «Bevægelsen» har rendt sig saa grundig fast paa en boe, at de finder det utilraadelig at forsøke fartøiet trukket av grunden. De har derfor nu bestemt sig for at bygge og bo paa dette skjær; ti det er allikevel tryggest. Det var fælt under seilassen: mulm, mørke og undervandsskjær, daarlig kjendskap til farvandet, storm paa storm.

Men nu er alt stille. Nu kan man leve i fred og dyrke telttjenesten inden leiren. Der utenfor var det umulig. Nu kan man da faa hvile ut efter strabadserne.

Ja, jeg vil tilraade: Gi dig aldrig ut paa slik seilass uten at gjøre op bestikket i forveien, uten at gjøre dig kjendt med farvandet. Det er farlig der utenfor leiren.

Men vogt dig ogsaa indenfor leiren; hvilen er nok søt; men det er allikevel «bibelsk», at det menneske som forvilder sig fra klogskaps vei, skal hvile i dødningers forsamling, Ord. 21, 16.

Det er farlig uten kors, uten at taale vanæren at begi sig utenfor leiren.