Trellkvinnen og den frie kvinne

Trælkvinden og den frie kvinde.

Der er jo skrevet, at Abraham hadde to sønner, en med trælkvinden og en med den frie kvinde, Gal. 4, 22.

Men trælkvindens søn er født efter kjødet, den frie kvindes derimot ifølge løftet. I dette ligger en dypere mening under.

Herren hadde sagt til Abraham: Elieser skal ikke arve dig, men den som skal utgaa fra dit liv, han skal arve dig, 1. Mos. 15, 4. Abraham trodde dette, og det blev regnet ham til retfærdighet. Men tiden gik og Abraham blev 85 aar gammel; men fik endnu ingen søn. Sara blev utaalmodig og kom paa den tanke, at alt maatte da gaa naturlig for sig. Skulde Abrahams avkom bli talrik som stjernerne paa himlen, maatte han faa sig en hustru, hvis moderliv ikke var tillukket og som ikke var utover den alder da kvinder pleier at føde. Hun begyndte at raadføre sig med sin menneskelige forstand; hun vilde at Guds løfter skulde gaa i opfyldelse paa Abraham; men hadde ikke ro i sin aand til at bie, indtil Herrens tid kom. Hun vilde paaskynde utførelsen av Herrens vilje selv om det skulde ske ved at la Abraham faa sin trælkvinde til hustru; det hun under andre omstændigheter sidst av alt vilde tillate. Sara tjente i dette Guds lov paa menneskelig vis, og der blev ogsaa av hendes trælkvinde født med Saras vilje en søn efter kjødet.

Et menneske som paa naturlig maate gjør sit bedste for at behage Gud avføder gjerninger efter kjødet. Man vet Guds vilje (lov) og gjør den paa sit vis, paa en naturlig og menneskelig maate.

Disse kvinder er to pakter, den ene fra bjerget Sinai, og den føder børn til trældom; dette er Hagar. Ti Hagar er bjerget Sinai i Arabien og svarer til det Jerusalem som nu er; ti det er i trældom med sine børn.

Loven blev git paa Sinai; dette er Hagar. Denne lov føder børn til trældom. Den kræver hellighet og renhet av det naturlige menneske, som derved nødvendigvis formedelst sin ubevisste fordærvelse maa komme i trældom.

Da Hagar saa hun blev frugtsommelig blev hendes frue ringeagtet av hende, 1. Mos. 16, 4. Det gaar fremdeles saadan for sig. Naar lovtrællen avler børn, blir han stolt og ringeagter den sjæl som bier paa Herrens løfter, fordi han synes ufrugtbar i hans øine. Hagar svarer ikke alene til Sinai; men ogsaa til det Jerusalem som nu er; ti det er i trældom med sine børn.

Hvem er saa Hagars børn i vore dage; hvem er det jordiske Jerusalems børn, hvem træller efter loven?

Enhver som griber efter løfterne uten at bie paa den Herre, som virker i os at ville og utrette, er Hagars børn. Deres gjerninger er frugt av trældom og har intet med troens lydighet at bestille. De tilhører alle det Jerusalem som nu er i trældom med sine børn. Da Sara blev ringeagtet av sin trælkvinde for den gjerning hun trodde var av Gud, blev hendes øine oplatt, og hun forstod at det var menneskeverk. Straks gik hun til Abraham og sa: Den uret jeg lider er din skyld; jeg gav min trælkvinde i din favn, og nu, da hun ser hun er frugtsommelig, er jeg ringeagtet av hende; Herren skal dømme mellem mig og dig.

Efter dette forstaar vi, at Abraham og Sara var blit enige om, at han skulde ta trælkvinden tilægte. Abraham sa: Se, din trælkvinde er i din haand; gjør med hende hvad dig godt synes! Og Sara ydmyget hende, saa hun flyet fra hennes aasyn.

Nu var der opgaat lys for Sara, saa hun forstod at trælkvindens søn ikke kunde være den som Gud hadde lovet, ellers var hun ikke blit ringeagtet for sin handlemaate. Hun vendte atter sit aasyn mot den forjættelse Herren hadde git og ventet i haabet paa den søn, som skulde komme av hende selv. I dette haab fik hun saadan kraft at hun ydmyget trælkvinden i den grad, at hun flydde for sin frues aasyn.

Har vi gjort en gjerning efter Saras første maate at handle paa, vil det omsider bli klart for os, at den avfødte gjerning kun var en trælkvindes søn. Dette merkes derved, at selve gjerningen ikke bragte den fred og glæde som en troens gjerning vilde ha bragt os. I forbitrelse over den skammelige feiltagelse vender vi atter vort aasyn mot Guds løfter, blir styrket i troen og tugtet efter kjødet, saa man hater trælkvinden (sig selv) og hendes søn (den gjerning man gjorde for at tækkes Gud).

Især i den første tid, før man har en øvet sans til at skille lovgjerninger ut fra troens gjerninger kjæmper Sara og Hagar om magten. Hagar har flest gjerninger, men Sara lever i haabet paa at faa fuldbyrde en troens gjerning; og bare haabet paa dette gjør hende saa sterk, at hun ydmyger Hagar med alle sine gjerninger. Hagar flydde for sin frues aasyn. Herrens engel fandt hende og sa: Gaa tilbake til din frue og ydmyg dig under hendes haand!

Om vi efter den første skuffelse blir saa forbitret, at vi jager langt fra os trælkvinden og hendes søn, saa er det dog efter Herrens befaling hun vender tilbake til huset med besked om at ydmyge sig under Sara, den frie kvinde.

Disse to pakter kjæmper om magten den første tid efter vor omvendelse; ti det som er gammelt og forældet er nær ved at forsvinde. Vi træffer mennesker inden de frie forsamlinger som kjæmper med Hagar hele sit liv. De tror alt er trældom og alle er træller som ikke fører denne dødskamp. Dog, Sara fik ydmyget Hagar og tænkte ikke at faa noget mer ut av hende. Hun gjorde sig færdig med den sak og holdt senere Hagar altid ydmyget. Saaledes ogsaa vi; ved troens gjerninger holder vi kjødet paa den plads det skal være og taler nu ikke mer om kampen med Hagar; men strider troens gode strid for at opnaa løfterne.

De fleste kristne er Hagars børn og kommer aldrig forbi hende. Derfor heter det: Trælkvindens børn er langt fler end hendes, som har manden, nemlig Sara, Gal. 4, 27. De kan endog faa aandens daap; ti det heter: Endog over mine trælle og trælkvinder vil jeg i de sidste dage utgyde av min aand, Ap. gj. 2, 18.

Men selv om aanden er utgydt over dem, saa er de let at kjende; ti de kan ikke fornegte sin egen natur; de kjæmper og søker magt efter kjødet.

De skriver og taler som naturmennesket gjør det, og ikke som det Guds menneske. Alt dreier sig om deres egen person. De skriver om hustru og barn, som om andres frelse skulde avhænge av deres familieforhold. De priser naturen, fjeld, dal, indsjøer. De føder sit folk med fortællinger om hvorledes de selv pleier kjødet paa sine reiser, og lovpriser i skrift og tale dem som med sine midler er med paa at hjælpe til.

Guds menighet, som ved troens gjerninger søker forjættelsen, er deres svorne fiende; for de tror sig at ha alt i sin egen mor Hagar og hater derfor Sara, som synes ufrugtbar i deres øine. Hendes børn forfølger de for selv at bli ved arven og herligheterne.

Dog, det skal mislykkes. La Hagar og hendes børn, som er i stort flertal, kun rose sig av sine store forsamlinger, store pastor og prestetitler. La dem prise det jordiske Jerusalem ved naturbeskrivelser og reiseskildringer. Hadde de været av det Jerusalem her oventil vilde herligheterne hernedentil fordunkles i den grad, at man snarest mulig holdt op med at love og prise skapningen over skaperen.

Det naturlige menneske kan ikke være Guds lov lydig. Hvad hjælper aandens daab og profetisk tale, naar man atter fortrøster sig til Hagar og det jordiske Jerusalem. Hvad gavner Aanden, naar man ikke lyder den; men ved alliance og forbindelser av enhver tænkelig art søker man at tækkes det folk hvis love kommer direkte fra Sinai? Sandt er dette ord: Ogsaa over mine træller og trælkvinder vil jeg i de sidste dage utgyde av min aand.

Men det Jerusalem som er deroppe, er frit, og det er vor moder, Gal. 4, 26.

Den som har sit borgerskap i det nye Jerusalem lovpriser aldrig det jordiske Jerusalem. Aandens sans vil forbyde ham det. Hvad han hører og ser deroppe er saa meget mer værd. Han gaar som en kvinde tilhyllet ved sine medbrødres hjorde og spør: Fortæl mig dog, du som min sjæl elsker: Hvor vogter du hjorden? Hvor lar du den hvile om middagen? Høis. 1, 7.

Han spør efter ham som vogter hjorden og efter hjorden. Men har du nogensinde hørt eller set, at Herrens hjorde ligger Hagars børn paa hjertet? Herrens hjorde fødes herovenfra, og dør om de ikke faar sin næring fra det himmelske Jerusalem. Reiseskildringer og beskrivelser av jordisk herlighet er dem som stener for brød, og de dør av sult om de kun skulde leve paa en hel del religiøst kjødelig snak om herligheter, som for deres indre liv forlængst ikke er herlighet mot den herlighet der aabenbares for dem fra det nye Jerusalem.

Derfor, gaa aldrig til sprukne brønde for at hente vand. Søk aldrig trøst hos de religiøse masser av Hagars børn; de er født til at være dine fiender. Gjør dig fortrolig med den tanke, saa blir du aldrig skuffet.

Men vi, brødre, er løftets børn, likesom Isak, Gal. 4, 28. Løfterne opfyldes ikke ved menneskelig stræv; de opfyldes i ham og av ham som lovet. Hagar er hernedenfra og stræber opover mot Sinai; løftets børn er født ovenfra med uforkrænkelig sæd ved Guds ord, som lever og blir evindelig. Hagars herlighet findes inden det jordiske Jerusalem; derfor ser vi dem med begjærlighet gripe de jordiske goder; mens løftets børn blir sendt tomhændet bort i den haabets kraft, som venter paa den stad som har de faste grundvolde, og som Gud er begynder og skaper til.

Da Sara saa, at Hagars søn ikke var arvingen, fik hun ved tro kraft til at grundlægge en æt, og det tiltrods for sin alder, da hun agtet ham trofast, som gav løftet, Hebr. 11, 11.

Løftets børn sætter sin tillid til forjættelser, der ligger langt utenfor naturmenneskets rækkevidde; og de opnaar løfterne ved tro. Hagars børn maaler sig med sig selv og ligner sig med sig selv og kan ikke fatte, hvorledes man kan naa frem til noget uten ved egen styrke. De forsøker derfor heller ikke at opnaa større herligheter end de, der kan tilfredsstille deres natur og som alt findes inden det Jerusalem som nu er. Man skal derfor ikke undres over, at de er henrykt over en automobiltur, et prægtig lokale, en skjøn sommeraften osv. osv.

La dig derfor ikke daare av deres mangehaande lovprisning av naturen og de jordiske herligheter. Vi har de himmelske herligheter for øie; de herligheter, som blir staaende, naar himmel og jord forgaar. Derfor, dersom vi forsaker de synlige ting og ikke har dem for øie, men fæster vort blik paa de usynlige, de evige og uforgjængelige, da skal vi vistnok faa lov til at lide med Kristus efter kjødet; men vi skal til gjengjæld bli herliggjort med ham!