Bli i meg så blir jeg i dere

Bliv i mig saa blir jeg i eder.

I.

Hele hemmeligheten til et seirende liv er: at bli i Kristus.

At bli i Kristus kan bedst belyses gjennem sin motsætning.

Eksp. En dag finder jeg at jeg er tør i min aand; jeg har ulyst til bøn, Guds ord smaker ikke; og med tørheten følger alle dens ledsagere: kjedelighet, liten taalmodighet, misnøie og kanske litt hykleri, idet man nødig vil synes tør.

Da kan jeg spørre mig selv: Hvor er jeg nu? Er jeg i Kristus? Der kan der dog ikke være saa tørt? Nei der er ikke tørt; ti Jesus sier: Av dens liv som tror paa mig skal der flyte strømme av levende vand. Og Paulus sier: Vi er velsignet med al aandelig velsignelse i himlen i Kristus Jesus. Altsaa:

Jeg er kommet paa feil plads.

Her flyter ingen strømme; mit sind og mine tanker er ganske andre steder end i Kristus. Trods jeg er et Guds barn, saa passer ikke ordene «bli i mig,» paa mit liv.

Kan man være et Guds barn, uten at bli i Kristus?

I 1 Kor. 1, 30 finder vi: I ham er I i Kristus Jesus, som er bleven os visdom fra Gud og retfærdighet og helliggjørelse og forløsning.

Man kan i Kristus ha mottat retfærdiggjørelsen ved tro. Dette er en akt. Men mange har ikke kjendt ham til helliggjørelse. Straks man griper Kristus til helliggjørelse kommer man ind i en vedvarende proces som varer hele livet.

Naar man faar kjende Kristus til helliggjørelse, da blir man kvit sit eget hellighetsstræv, som de fleste, der kun har mottat ham som sin retfærdiggjørelse ligger under for.

(Nu er der nogen som tror at likesom retfærdiggjørelsen er en akt, er ogsaa helliggjørelsen en akt. Og straks de har smakt Kristus til helliggjørelse, da tror de at de dermed er færdig. Dette er den meget utbredte falske hellighetslære, som satan har benyttet meget i vore dage.)

At bli i Kristus til helliggjørelse er en meget var stilling. Det var til sine disciple som var rene paa grund av de ord Jesus hadde talt til dem, at han sa denne formaning: bli i mig.

Paulus taler om Guds fred som skal bevare vore hjerter og vore tanker i Kristus Jesus.

Er vore tanker altid i Kristus? Nei. Man kan vaagne op for at ens tanker har næret havesyke, nydelsessyke, og de har faret hit og dit i de ytre ting. Værre er det, naar hjertet helt eller delvis kommer ut av den inderlige kontakt med Kristus.

.... «Merket en dag at der laa noget beklemt over mig. Ved at undersøke kom jeg til det resultat at jeg var glad, men kunde ikke rigtig faa sangen frem for den trykkende fornemmelse som laa over mig. Det var som om min aand var sunket litt under det normale, og den laa under for et tryk. Saa spør jeg: Er der noget pres paa aanden, naar man er i Kristus? Nei! Der er frihet!

Jeg fornegter dette pres!

Og straks svandt det hele og hjertet fyldtes med jublende glæde.....»

Jeg kan komme paa et møte. Der er lukket for aanden. Et tungt pres ligger over det hele. Jeg kjender paa dette pres, og jo mer jeg kjender paa det, desto mer merkes det. Da reiser der sig noget i mig: Er der saadant pres i Kristus? Nei! Der er frihet!

Enten dette pres kommer fra mig selv, fra andre eller fra satans aandehær, saa vet jeg: at Kristus er sat ved Faderens høire haand over enhver magt og myndighet og vælde og herredom og ethvert navn som nævnes ikke bare i denne verden, men ogsaa i den tilkommende, og han lagde alt under hans føtter og gav ham som hoved over alle ting til menigheten. Efes. 1, 20. 22.

I ham er ogsaa dette under mine føtter. I ham er frihet. Jeg fornegter dette pres paa min egen aand, og stiller mig i ham. Der er seier.

Ofte gaar man til mennesker og spør om raad for tørhet og tryk, for liten iver. Nogen sier: «læs mere.» Andre: «bed mere.» Og du stræver og læser og ber og borer din aand ind i mer mørke.

I Kristus er forløsning.

I ham er frihet.

Er der mismot i Kristus?

Er der forsagthet?

Er der utaalmodighet og knur?

Er der rastløshet?

Er der lunkenhet?

Nei!

Spør dig saa selv, naar du er i nogen av disse tilstande. Er dette i Kristus? Nei. Hvor er da jeg kommet hen? «Jeg har været utro» roper erkjendelsen i dit indre. Og atter gaar du ind i ham med dit sind og dine tanker. Da kom freden igjen og glæden kom, og forsagthet og mismot svandt.

At bli i Kristus er et sart forhold. Vi maa øve stor troskap mot aanden for at bli der.

«Dersom nogen ikke blir i mig, da kastes han ut som en gren og visner, og man sanker dem sammen og kaster dem paa ilden og de brænder.»

Saasnart den intime forbindelse med den salvede er borte, og ens tanker og sind blir flakkende og tørt, merker man at der begynder en proces inden i os. At bli tør er det samme som at begynde at visne. Se paa de naturlige grene. Og følg retningen og se den peker mot døden. Kastes ut og brændes.

Man føler sig kastet ut av det intime forhold til Kristus, kastet ut av det sande forhold til de brændende Guds barn, og man befinder sig snart i bakerste række, hvor man er som et salt der har mistet sin kraft. Man væmmes over sin egen lunkenhet, og man duer hverken i jord eller gjødning. En vintrækvist duer kun til at bære frugt. Ellers blir den brændt. Se Ezek. 15, 3. 4.

Hemmeligheten til hele livets vekst og til hele dets lyksalighet ligger gjemt i dette:

«Bliv i mig.»

Gaa dit liv i sømmene og se hvor avmægtig du er, og hvor sandt det blir hvad Jesus sier: uten mig kan I intet gjøre.

Du ber kanske paa møtet. Du vil være glad; men du kan ikke faa det til, du forsøker at være inderlig, det lykkes ikke, du vil være ydmyg, og du lar din stemme passe ind i de forskjellige tilstande med begeistring, med klynk eller hvad som passer bedst. Endelig synes du at det hele blir hykleri og uærlighet. Næste gang vil du være sand. Du vil være som du er. Du vil ikke vite av nogen forstillelse. Nu skal jeg være ærlig. Og du begynder at bede.... men heller ikke det vil gaa. Du forsøker baade at være sand og ærlig. Men intet lykkes.

Da opgir du det hele, og du faar atter se: at Kristus er bleven os til visdom, retfærdiggjørelse, helliggjørelse og forløsning.

Tilbake til ham — gaven fra Gud — ind i hans aand. O, da kunde jeg bede, da fløt der strømme av lys over mig selv, da fik jeg se med klare salvede øine, at jeg hverken kunde være sand ydmyg, sand glad, sand sønderknust, sand ærlig, uten at være i ham.

Nu i aanden fik jeg se, at jeg var helt igjennem en løgner og aldeles uduelig.

Nu fandt jeg sandhetens aand, denne aand som verden ikke kan faa. Nu kjender jeg ham, og han skal herefter bli hos mig og i mig. (Se Joh. 14, 17). Nu kunde jeg bede, vidne og leve i sandhetens aand; baade bønner og liv blev sandrue.

La os forstaa hvad det vil si at

bli i ham.

De fleste har ingen fast stilling i ham. Vi er utvalgt til at være i ham. Læg vinn paa at gjøre eders kald og utvælgelse fast, sier Peter.

For at bli i Kristus maa vi være iført Guds fulde rustning. Vi maa opta kampen mot al urenhet, vaake og bede.

«Bliv i mig, saa blir jeg i eder» sier Jesus. Betingelsen for at han blir i os, er at vi blir i ham. Betingelsen staar til os, løfterne til ham at opfylde. Kampen for os ligger netop i betingelsen, seiren ligger i løftet fra Kristus.

At bli i ham er det ene fornødne.

Ta vare paa dette ene.

Det forenkler livet!

Naar man kjender denne hemmelighet søker man ikke mange kunster for at tækkes Gud. Guds fortrolige samfund er med dem som blir i ham.

Nøklen til brevet til Efesierne

er netop dette.

Læs Efes. 1, 3: Han har velsignet os med al aandelig velsignelse i himlen i Kristus Jesus.

(Bli derfor i ham hvor velsignelsen er.)

Vers 4: Utvalgt i ham. (Gjør eders utvælgelse fast.)

Vers 6: Han gav os sin naades herlighet i den elskede.

Vers 7: I hvem vi har forløsning ved hans blod.

Vers 10: Han vil samle alt til ett i Kristus.

(I ham blir de troende ett. Naar de er i ham, da fører ikke lysterne krig i lemmerne.)

Vers 11: I ham har vi faat arvelod.

(I Kristus har vi del i de helliges arvelod i lyset. Ved aapenbarelses aand faar vi rede paa hvor rik paa herlighet denne arv er.)

Vers 13: I ham har vi faat til indsegl den Hellige Aand.

2 kap. v. 6: Vi er opreist og sat i himlen i Kristus Jesus.

Vers 10: Vi er skapt i Kristus Jesus.

Vers 12—13: I Kristus er vi komne nær til ved Jesu blod, nær til løfterne og pakterne og borgerretten.

Vers 20. 21: Hjørnestenen er Jesus Kristus selv, i hvem hver bygning føies sammen, og vokser til et hellig tempel i Herren.

V. 23: i hvem ogsaa I bygges op med de andre til en Guds bolig i aanden.

Se, hvilke herligheter man møter ved at bli i ham. Naar vi nu møtes i ham, da blir der enhet. I ham føies vi sammen. I ham vokser vi sammen endog til et hellig tempel.

Dette er de helliges samfund.

For dette arbeider vi.

Det er intet parti, det er ingen sekt, det er de troendes samfund i aanden.

Saa har Gud elsket verden at han gav sin søn. Sønnen er en gave. Naar nu alt som tjener til frelse og liv, enhet og opbyggelse ligger i denne gave, da blir al vor ros utelukket.

Kan man stræve sig til en gave?

Nei, ti da blev det løn for vore gjerninger. Men nu er det en gave, derfor er

Alt av naade.

Dermed er al trældom her utelukket. Og om man vilde stræve sig til noget, da vilde det hele kun ende i den sorteste elendighet.

Gud er uendelig god som har git os en saadan gave. Maa vi tilegne os den.