Udødelige ofre

Udødelige ofre.

Der er to vigtige sider ved Kristus og kristendommen, som ved første tanke kan synes at maatte ophæve hinanden gjensidig, men som i virkeligheten utfylder hinanden.

Den første er læren om den menneskelige personlighets uendelige værdi. Før Kristus kom hadde menneskene aldrig lært, at den aand, som bodde i dem, var mere værd end hele den ydre verden.

Den anden side er læren om offer i dets høieste betydning. Før Kristus kom, hadde menneskene aldrig lært, at den som vilde være den største maatte bli den mindste; aldrig før hadde menneskesjælene vidst, at den høieste ære bestod i at tjene, at den herligste stilling er at være alles tjener.

Som ved et guddommelig lynglimt aapenbares det for os at vor personlige aand er det herligste, som Gud nogensinde har skjænket til skapte væsener. Ved et andet glimt av det samme guddommelige lys ledes vi i virkeligheten til at gi slip paa denne uvurderlige eiendom — til at ofre, miste vort liv.

Hvad er da offer i kristelig betydning? Hvad ligger der til grund for Herrens underlige ord om at miste sit liv?

Der er mange som gaar med vrangforestillinger om hvad offer er.

Sorg er ikke offer. Sorg er ofte bare en mild uttryksform for oprør mot Guds vilje.

En anden erfaring som ofte feilagtig opfattes som offer er lidelse. Vistnok er lidelse og offer ofte forbundet, men lidelse i og for sig kan umulig utgjøre offer — d. v. s. i kristelig betydning. Megen lidelse er selvtilføiet; nogen lidelse er bare retfærdig gjengjældelse for usund maate at leve og tænke paa; megen lidelse er unyttig. Offer er noget andet end lidelse, og ubestridelig mer end lidelse.

Og endnu et — vi forveksler ofte offer og omkostninger. Vi vet rigtignok alle, at et offer koster, men ikke alt som koster paa er offer. For det kan ligge saa lavt, at det munder ut i selvbeundring og tragten efter menneskegunst. Hvem vil da driste sig til at si, at alt det som koster noget i sig selv indebærer de evige værdier, som er særegne for virkelige ofre?

Men hvad er saa kristelig offer? Hvordan skal en finde dets dype, fulde mening? La os gaa tilbake til ham, som i sig selv er det levende indhold av alle kristelige sandheter. Hvis vi skal forstaa den fulde mening med offer, maa vi se det i Kristus. La os betragte ham — som det fuldkomne uttryk for hans egne ord om at miste sit liv og finde det.

Kostelig offer er

ikke noget delt.

Jesus gav alt. Han gav sin tid, sin styrke, sit legeme i andres tjeneste — han gav sin forstand, sin hengivenhet, sine følelser. Tilslut gav han paa korset det sidste av livet. Offer i kristelig betydning er altsaa ikke noget delt. Vi blir kanske aldrig kaldt til at gi alt i den grad som Jesus gav alt, men vi maa være fuldkommen til at gjøre det. Vi kan ikke vælge at ofre bestemte ting til Gud og beholde andre for os selv. Det krænker den kristelige offeraand. Der maa ikke være noget utvalg, nogen reservation, nogen opdeling av vort liv mellem Gud og andre interesser: Alt maa være til hans disposition. Alt hvad vi er og har maa holdes rede til ham paa et øiebliks varsel. Hvilken særlig form vort næste offer skal komme til at anta, maa ikke bestemmes av vore særlige fortrin. Vi maa overbevise os om, at vi er like saa rede til at gi det ene som det andet, til at tjene likesaa vel paa den ene som paa den anden maate.

II. Et andet træk ved Kristi offer er at

det er frivillig.

Han tilbragte ikke sit liv i tjeneste for andre fordi han var nødt til det; han blev ikke tvunget til korset av en uimotstaaelig magt, han døde ikke uvillig. Han antok sin fars plan som sin egen. «Ingen tar det (mit liv) fra mig, jeg sætter det til av mig selv. Jeg har magt til at sætte det til og magt til at ta det igjen.» Paa samme maate maa det være med dem som bærer hans navn. De maa handle efter eget valg, naar de hengir sig som offer. En tjeneste eller en gave, som blir vridd os litt av hænderne kan ikke være noget offer.

Hvert offer maa være frivillig fra vor side; men det betyr ikke, at vi selv bestemmer det. Oftest kommer det til os som en aapenbarelse av Faderens ønske eller vilje: Vi har da at ta mot den og gjøre den til vor egen.

III. Kristelige ofre slik som vi ser dem i Kristus er for det tredie

ofre til Gud.

Hvem har læst evangelierne uten et sterkt indtryk av at det var Gud der i Jesu bevidsthet var det store maal for alt hvad han gjorde. Han underviste og præket for Gud. Han levet for Gud, han døde for Gud. Han tjente ikke et ideal; han tjente sin Fader. Han var ikke martyr for en sak. Han gav sig selv som et ulastelig offer for Gud. Dette er en av de store ting i Jesu liv, og det maa ogsaa være en av de store ting i deres erfaring, som vil yde et kristelig offer — det maa ofres til Gud. Dette er det mest aandelige krav, og de vanskeligste at opfylde. Saa meget, meget gjør man i virkeligheten for sin menighet, eller for sine aandelige ledere, eller for en kjær sak, eller for sine venner. Det blir gjort i Guds navn, men i virkeligheten er motivet og den aand som gjennemstrømmer handlingen langt under den høie aandelige egenskap som et offer til Gud har. Og derfor har heller ikke disse ting det virkelige offers værdi. Kristelig offer finder sin høieste ære i at være et offer som ydes direkte til Gud.

IV. Kristi offere var

til hjælp og velsignelse for menneskene.

Jesu gjerning var ikke et skuespil. Hans liv og død var ingen utstilling, ingen opvisning av mot og hengivelse. Han hadde en ophøiet hensigt med alt hvad han gjorde — at bringe guddommelig lys og guddommelig hjælp til menneskene. Han levet for andre, og han døde for andre. Medens det endelige maal for hans offer var Gud, var den praktiske hensigt med det hele for menneskenes skyld. Den som vil ofre til Gud maa gjøre det for at bringe menneskene velsignelse paa en eller anden maate, ikke som tom opvisning, eller for at demonstrere, en naadegrad man bekjender. Intet er sandt kristelig, som ikke søker at naa andre sjæle. Vi har misforstaat Herren, hvis vi ikke i ham har fundet en lidenskap for andres bedste. At bringe menneskene Kristus, eller nogen av de utallige fordele, som kommer med Kristus, er det element, som er absolut nødvendig, hvis vi skal faa et offer i kristelig betydning. Dette var det Jesus mente, naar han talte om at miste sit liv for at finde det.

To ting til: At miste sit liv betyr ikke at forspilde det. Men netop det motsatte. Hvis mit liv skal hengives i tjeneste for andre la mig da bevare det, for at min tjeneste kan bli av lang varighet, og la mig utvikle alle evner i mit liv til det yderste, for at min tjeneste kan bli saa effektiv som mulig, og varig i sine resultater. Den som har faat se, hvad det vil si at miste sit liv for andre vil arbeide som aldrig før paa at skaffe sit sind den sterkest mulige utvikling; han vil ogsaa søke som aldrig før at opnaa den bedste helse og fysiske styrke, for sindets funktion og omfanget av ens tjeneste er mere end man oftest tænker avhængig av helsen og legemets styrke. Det offer man yder Gud i tjenesten, vil da ha en saa god fysisk basis som mulig, saa skarp og veltrænet forstand som mulig, og fremfor alt saa vel utviklede aandelige evner og kræfter som mulig. Dette er Gud værdig. Intet mindre sikrer os delagtighet i det kristelige offers udødelige værdier.

Det andet formaningsord er dette: Kristelig offer er ikke en handling, ikke en række handlinger; det er i det hele tat ikke noget ydre: det er en vis aand, offeraand. Der er nogen handlinger, som menneskelig set synes at ha alle offerets egenskaper; men den aand, som ligger til grund for disse handlinger er ikke ret og berøver dem pladsen blandt de ofre som anerkjendes av Gud. Paa den anden side gives der mennesker, hvis ydre liv ikke bringer tanken hen paa offer. Men ingen uten Gud kjender den aand, der ligger bak det ydre skin, og ingen uten Gud kjender sjælens anstrengelser for at leve for andre. Og saaledes kan ingen uten Gud se en kristelig aands egte offer i slike tilfælder.

Nogen av de mest lovpriste «offere» har kanske ikke været berørt av offeraand; nogen av de reneste offere for Gud har været helt overset av mennesker. Forretningsmanden har i det moderne forretningslivs hvirvel samme anledning til at miste sit liv som missionæren paa en ensom missionsstation. Kristelig offer skal ikke bevises ved visse slags ydre levemaater eller visse aapenbare religiøse handlinger. Det er en aand, og her er personlig granskning meget nødvendig, for et rent kristelig offer er forholdsvis sjeldent.

Kristus døde for os med hensyn til synd, for at vi ikke skulde dø; men hvad tjeneste angaar døde han for os for at vise hvordan vi skulde dø. Han tjente menneskene med sit liv her paa jorden, ikke for at betale vor gjæld til vor næste og for altid frita os for tjeneste, men for at vise, hvordan hver eneste menneskesjæl skal tjene andre, naar han har mottat Kristi aand. Kristus gav sin tid, sin styrke, sit liv i tjeneste for andre, for at vi kunde lære tjenestens omfang naar vi har mottat Kristus som Herre. Det første skrik fra en sjæl som kommer i berøring med Kristus og kristendommen maa bli: O, at min sjæl maa bli frelst. Men det er ikke det sidste skrik. Ropet fra den som i sandhet har møtt Kristus angaar andres sjæle. Der er

et uhyre kvantum av elendig selviskhet

i vore saakaldte religiøse erfaringer. Den som graater mere over sig selv end over andre har ikke sandt samfund med frelseren, heller ikke den som beder mere for sig selv end for andre, som anvender mere energi og tid paa sine egne behov end paa andres, som fryder sig mere over sin egen velsignelse end over andres.

Vi glemmer ofte at vor Herre er en martyr Herre. Discipelen er ikke over sin mester. Alle sande, dype kristne er martyrsjæle. Han levet og døde for andre — et stedfortrædende liv. Alle som i sandhet er hans lever et stedfortrædende liv. Vi kan ikke bære andres synder — det kan bare Han gjøre; men vi kan bære deres utallige byrder. Det vil si vi maa miste vort liv

for hans og for deres skyld.

Og da skal vi finde vort liv igjen. Der trænges bare et slutningsord for at minde os om, at det liv, som er mættet med kristelig offeraand, slik som vi har undersøkt det, er et liv som er fyldt med udødelige værdier. Naar vi mister vort liv for hans skyld og for evangeliets skyld, da har vi det reneste samfund med ham. Og bare i de ting, hvor vi deler hans samfund er vi sikre paa at dele hans evige belønninger. Den eneste maate at sikre sig et evig liv paa er at miste sit liv i fortsættelse av Kristi tjeneste mot andre sjæle.

(Oversat fra «The Alliance Weekly.»)