Tilbedelse

Tilbedelse.

Tilbedelsen i lønkammeret er en gudfrygtighetens øvelse, som til stor skade og til stort tap for den troende ofte blir forsømt og underordnet. Det er altfor almindelig at tilbringe tiden i lønkammeret næsten utelukkende med bøn for os selv og andre mennesker, kanske med litt bekjendelse og litt taksigelse ved siden av. Altfor ofte har den kristne ikke som sit virkelige maal og sin bestræbelse at se hen alene til den hellige, til vor velsignede Gud og far i Kristus Jesus, i hellig tilbedelse og ydmygelse. Men forholder det sig saa, da forfeiler vi en av lønkammerbønnens hensigter og taper en av dens store velsignelser.

Naar vi gaar ind paa emnet om tilbedelse med det formaal at ta beslutningen om at handle i denne sak, saa la os først huske paa hvad tilbedelse er, saa overveie nogen forberedelser for den, og tilsidst merke os nogen av de mangfoldige velsignelser der følger den.

1. Hvad er sand tilbedelse?

Det er en sjælens bevægelse henimot Gud og indfatter dens betragtning og dens beundring av ham. Men det er dog meget mer end det, meget mer end beundring. Det er ydmygelse, det er underkastelse, det er underdanighet, det er tilegnelse. Det er at knæle ned i vort indre i den dypeste ærefrygt og i høitidelig troskap for den evige og hellige. Det er en viss grad av bevissthet om den usigelige forskjel mellem skapningen og skaperen, mellem vort mørke og hans lys, vor synd og hans renhet, vor fortapte tilstand efter naturen og hans vidunderlige frelsende barmhjertighet; med et ord, mellem vort intet og hans alt. Noget av denne motsætningsfølelse ligger i al sand tilbedelse, og dog er hovedsaken synet paa hvad han er. Dette maa dog altid i den sande tilbedelse komme i en viss sammenhæng med bevisstheten om, hvad vi er.

Tilbedelse ser med glæde, ja, med stor glæde hen til den hellige; men den glemmer aldrig at den ser op. Den tilegner sig, den lovpriser, paa en maate taper den sig i Gud; men aldrig som om tilbedelsen ikke var bundet til den tilbedte i sin usigelige ringhet, avhængighet og pligtskyldighet. Den fryder sig i Gud for «hans store herlighets» skyld; men glæden er gjennemtrængt av den velsignede bevissthet om tilgivelse: «Jeg sier til Herren, du er min Herre.» Salme 16, 2.

2. Saa vil vi tænke over nogen forberedelser for tilbedelse. Her maa jeg lægge vegten paa den pligt, paa den usigelige forret vi har i den forberedelse som bestaar i hellig betragtning av den aapenbarede Gud, fremforalt slik som han har aapenbaret sig i sit skrevne ord. Her er et arbeide som er meget forbundet med lønlig tilbedelse, arbeidet i stille granskning av bibelen, naar vi søker «i alle skrifterne», Luk. 24, 27, i tilbedelsens aand efter deres uuttømmelige stoff for tilbedelse. Hvor skal vi begynde, hvor skal vi slutte slike granskninger? Skal vi undertiden dvæle ved Guds absolute skapermagt som den er aapenbaret i hans ord (Aap. 4, 11), den store grundsandhet, saa meget, meget mere avgjort i skriften end mange kristne betænker? Skal vi dvæle ved hans aapenbarede overherredømme i naade og omsorg? Ef. 1, 11. Ved hans uransakelige og frygtelige, men ogsaa lyksalige og velsignede hellighet? Aab. 4, 8. Ved hans væsens kjærlighet, ved ham selv som kjærligheten, 1 Joh. 4, 8, 16. Skal vi se med troens blik paa de aapenbarede kjendsgjerninger, at Gud paa den ene side elsket verden med en slik kjærlighet, at han gav sin søn, Joh. 3, 16, og paa den anden side at de faar faderen har git ham aldrig skal fortapes, Joh. 10, 28? Skal vi veie, i skriftens hele fylde, løfterne om evig barmhjertighet mot den vakte, bodfærdige, som har tat sin tilflugt til ham, mot den frafaldne discipel, som vender tilbake til sin herre, Jer. 3, 14, mot den svake og trætte troende som ser hen til ham efter forløsning fra synd og kraft til at tjene og lide? Salme 25, 15. Es. 31, 31. Skal vi se hen til «Guds herlighet i Jesu Kristi aasyn», 2 Kor. 4, 6, til Gud — aapenbaret, forsonet, forenet med det troende menneske, meddelende sig til det i sin kjære søn, gjennem sin velsignede aand? I enhver retning vil der være uuttømmelig stof for tilbedelse. Og vi skal erfare, naar vi saaledes virkelig ransaker skrifterne, at dette arbeide ikke bare er en forberedelse for tilbedelse, men at det efter sin natur vil gaa over i og gaa op i tilbedelse.

Ser man op til ham slik, da begynder straks den himmelske tilbedelsessang: «Hellig, hellig, hellig!» Es. 6, 3. Aap. 4, 8.

Der er ikke grund til at gaa mere i detaljer. Skrifterne er helt igjennem belastet med anledninger og anvisninger til øvelse i tilbedelse, netop fordi dens centrum er Gud. Tilbedelsens dype gjenstand er hans herlighet, dens velsignelse for mennesket er at den aapenbarer for ham Gud i Kristus.

Av hele mit hjerte vil jeg fremholde den herlige vinding av en saadan granskning av Gud i hans ord; det vil altid avføde en direkte og ydmyg tilbedelse. Men dette maa vi gi os tid til, hvis vi skal skyte dypere røtter nedentil og bære frugt oventil. Es. 37, 31. Vi maa til det yderste søke at undgaa hastverk; vi maa heltut fornegte hastverkets aand.

Om tilbedelsens plads i lønkammerbønnen behøver jeg ikke at si meget. Vi kan der bedst gaa i enkeltheter i vor bøn. Og saaledes er det den bedste anledning til ved Guds naade at utvikle og glædes ved den bestemte himmelske tilbedelsens øvelse.

3. Av de mangfoldige velsignelser ved tilbedelsen skal jeg bare peke paa nogen faa.

For det første vil denne hellige øvelse, hvis den blir vedholdende efterfulgt, baade tugte og vidunderlig varme og oplive hele vor erfaring indenfra og utover. Er der ikke mange kristne i vore dage som i høi grad trænger enten tugt eller opmuntring eller begge dele? Jeg tror at forsømmelsen av denne pligt — inderlig tilbedelse i lønkammeret — ligger meget nær roten til denne mangel.

Og igjen — dette lønlige sjælearbeide vil direkte føre til et dypere bekjendtskap med Herren selv, og vil derfor bli et kraftig middel til vor vekst i evangeliets fred, fred med Gud og fred i Gud, og saa til den stille kraft, den lykkelige tjenestedygtighet og indflydelse, som kommer med og gjennem saadan fred. Naar den gjenfødte og troende sjæl saaledes tilbeder sin aapenbarede og velsignede Gud og Frelser, lærer den lekser som ikke kan læres andre steder om sin forbindelse med ham, om sin hvile under hans vinger, om sikkerheten i hans pagt som er beseglet med blod, om sit evige liv i den opstandne Forløsers liv, om haab om en himmel, hvis salighet skal bli at forherlige Gud og fryde sig i ham fuldt ut altid. Og en saadan tilnærmelse til ham er saa langtfra at være uten sammenhæng med det daglige livs slit og slæp, at den tvertimot er den bedste forberedelse til det. Den som har set og ser Gud, kan ogsaa staa ansigt til ansigt med mennesker. Den som virkelig har tilbedt, er bedst forberedt til og færdig til at tjene.

Tilslut vil utøvelsen av lønkammertilbedelsen ogsaa virke som motgift mot al fordreielse og forvanskning av de dyre og herlige sandheter om overflødig tilgivelse, om fri frelse, om nærværende og fuld mottagelse av Jesus Kristus ved tro, den vil samle og begrænse vore tanker og vort sind om det som er til vort gavn. Den vil bidra til altid at holde denne velsignede fordel i forbindelse med Giverens herlighet og derfor ogsaa i forbindelse med andres trang og velsignelse. Den sande tilbeder av den sande Gud kan ikke leve sig selv. En av Herrens hellige tjenere som hele livet igjennem stadig øvet tilbedelsens arbeide skriver: «Det er to motsætninger jeg gjerne har dvælet ved disse 40 aar; det er min ringhet paa den ene side og herligheten i Jesu Kristi aasyn paa den anden side; og jeg har altid syntes at de bør betragtes sammen. Vor lovprisning skulde aande av tilbedelse — vore dages religion er ufuldstændig paa dette punkt. Jeg opdager ikke den hellige, ærbødige frygt for Gud.» To aar før sin død, en død i tilbedende fred og glæde, skrev han igjen: «Jeg har ofte ønsket der var mere av hellig ærbødighet i de kristne, naar de taler om Gud og det han har utarbeidet til deres frelse. I skriften ser jeg ikke noget tilfælde av Guds underlige aabenbarelse for menneskene hvor det ikke øieblikkelig frembringer en ydmyg ærbødighet og selvfornedrelse i hjerte og handling. Hele min erfaring bør være en fortsat følelse av, for det første min intethet og min avhængighet av Gud, for det andet min skyld og min tomhet indfor ham, for det tredje mine forpligtelser mot den forløsende kjærlighet som slik overvælder mig i sin ubegripelige bredde og høide og længde og dybde.» La vor erfaring være slik, baade naar vi lever og naar vi dør. Og la os ved den Helligaands naade praktisere — som denne Herrens tjener gjorde det sent og tidlig — lønkammertilbedelsens hellige pligt og velsignede forret.