Guds fred

Guds fred.

«Guds fred, som overgaar al forstand skal bevare Eders hjerter og Eders tanker i Kristus.»

Dette er den herlige virkning av et liv i bøn. Hvad det end ellers bringer, bringer det Guds fred til at bevare vort hjerte og sind. Den bevarer vor aand i den stilhet og vor sjæl i den hvile som er mere for os end alle ydre omstændigheter og timelige vel signelser. Guds fred er meget mere end fred med eller endog fra Gud. Det er intet mindre end selve Guds hjerte utøst i vort hjerte paa en slik maate at vi gaar ind i dets fuldkomne hvile og nyter en dyp, guddommelig og usigelig fred. Det er selve den fred han selv nyter, der han dvæler i evig ro over tidens omskiftelser og den jordiske strids tummel, urokket som himmelens sol og stjerner av firmamentets skyer, eller som sjøens dype barm av de bølger der fraader paa dens overflade. Det er den fred, som Jesus hadde, da han sov under stormen paa Galilæa sjø, eller da han stod urokket i den mørke nat, han blev forraadt, og midt i korsfæstelsens rædsler. Han kunde si: «Min fred gir jeg Eder. Eders hjerte forfærdes ikke og ræddes ikke. I verden skal I ha trængsel, men vær ved godt mot, jeg har overvundet verden.»

Den er beskrevet som en fred, der overgaar al forstand. Den forklares ikke ved menneskelige slutninger eller av omgivende omstændigheter. Det er ikke stoikerens hvile, han som rolig veier livets spørsmaal og bestemmer sig til at møte de skiftende omstændigheter med resolut likegyldighet i rolig standhaftighet og koldblodighet. Det er ikke buddistens Nirvana, en slags selvtilintetgjørelse, en fred som kommer ved at avstumpe al følsomhet og undertrykke alle følelser. Det er ikke den fred som naaes ved vore egne slutninger og haab og utsigter om en lysere dag, for den er ofte dypest og herligst, naar alt omkring os stormer. Det er en fred som en ikke selv kan forstaa, og vi undres ofte at vore hjerter kan være saa stille og fredfulde under omstændigheter der ved bare menneskelig indflydelse vilde gjøre os ængstelige og forvirrede. Hvor ofte har vi reist os fra vore knæ i en farens eller ængstelsens time med en hvile saa dyp og guddommelig at vi selv har undres over denne naade, der var tilstrækkelig i den mørkeste time, hvor vi ellers vilde være blitt helt nedbrudt.

Denne Guds fred skal bevare vort hjerte og vore tanker. Den fylder hele vort indre væsen. Enhver evne til at tænke og føle holdes i fuldkommen fred, selv ikke en flakkende tanke eller indbildt bekymring skal tillates at drive vort lille skib bort fra fredens anker. Dette fremstilles ikke som noget vi skal frembringe, men som et løfte om Guds overflødige naade. Vor opgave er at negte at være ængstelig og at bringe alt til ham i bøn og lovprisning. Hans sak er det at fylde vor aand med sin evige hvile, og ved sin fylde bevare vort hjerte og sind i stadig fred. Og er vor aand i rigtig stilling, vil alt andet ordnes av vor trofaste Gud, vi behøver ikke engang at være bekymret for de ting der omgir os, men bare bli hos ham i fred og tillid. Det er ikke nødvendig for ham at forsikre os om, at han vil føde og klæde os, for vor «himmelske far vet at vi trænger alle disse ting.» Det eneste nødvendige er at vi ikke bekymrer os om disse ting, men heller søker «Guds rike og hans retfærdighet» og stoler paa at han gir os det øvrige i tilgift. Det er ikke nødvendig at procedere med ham om at hellige os, helbrede os, bistaa os i vore vanskeligheter, men bare at vi vandrer slik med ham, at han i disse ting kan gjøre efter sit store, kjærlige hjerte. Løftet til et liv i bøn er derfor at det vil bevare vor aand i en tilstand av fredfuld hvile, som i sig selv er pant paa enhver anden velsignelse.

Du har sikkert i en eller anden elv set en færgebaat som blev ført fra den ene side av elven til den anden ved hjælp av et taug, der var forsvarlig fæstet paa begge strandbredder. Det eneste du hadde at gjøre var at staa i baaten og dra i tauget. Dette bragte ikke strandbredden over elven til dig, men det bragte dig over paa den anden side. Saaledes er det med bønnens aand. Den bringer ikke Gud til os, for han er nær hos alle som kalder paa ham, men den bringer os til Gud og gjennemtrænger aanden med hans fred og hvile, saa det vilde været velsignelse nok om der ikke hadde været en anden velsignelse i selve svaret.

Det var mens vor velsignede Herre bad, at hans aasyn forvandledes og hans hele ydre skinnet av glansen fra den himmelske verden. Slik er bøn istand til at forvandle livet; og om ansigtet ikke altid skinner av glansen fra Herren, saa glemmer dog hjertet sin frygt og sorg og staar op fra den stille stund styrket, forfrisket, fornyet, seirende, og «sterk i Herren og hans vældes kraft» til alle veiens vanskeligheter og byrder.

Og da, naar troen har triumfert i fristelsen, se! det viser sig at forsynets svar fulgte tæt paa naadens seier; fristelsen er borte; skyerne er drevet bort og verden omkring os er likesaa forandret som vort hjerte er omdannet.

Elskede, la os gaa fremover og «sitte i den høiestes skjul og bo i den almægtiges skygge.» Da skal vi bevares i enhver prøvelse og utfries av enhver vanskelighet, og finde det løfte sandt: «Du Herre er min tilflugt. Den høieste har du gjort til din bolig, intet ondt skal vederfares dig, og ingen plage skal komme nær til dit telt.» «Ti ved mig hænger han, og jeg vil utfri ham; jeg vil bringe ham i sikkerhet, ti han kjender mit navn. Han skal paakalde mig, og jeg vil svare ham; jeg er med ham i nøden, jeg vil utfri ham og føre ham til ære. Med et langt liv vil jeg mætte ham og la ham skue min frelse.»