2. Korintierne 4, 10

2. Kor. 4, 10.

Hvorledes skal 2. Kor. 4, 10 forstaaes: Altid bærende Jesu død med os i legemet for at ogsaa Jesu liv skal aabenbares i vort legeme.

Her er tale om noget som Paulus har med sig i sit legeme, likesom han i v. 7 sier, at han har denne skat i lerkar. Her var det Jesu død han bar med sig, hvor han gik, Jesu død over synd og selvliv, og denne død fører man med for at Jesu liv og ikke det gamle skal aabenbares i vort legeme.

Det var netop i de trængsler Paulus var utsat for, at han hadde anledning til at vise, at han levet Kristus og ikke sig selv, ti han sier: Idet vi altid er i trængsel men ikke kuede, tvilende, men ikke mistvilende osv. v. 8 og 9. Trængselen fører en gudfrygtig sjæl altid videre ind i Kristi død, som Paulus selv uttrykker det. Trængselen virker taalmodighet.

Ordet død i 2. Kor. 4, 10 heter paa græsk: «nekrosin» og (betyr dødelse paa eng. dying, putting to death). I norsk sprog har man samme ord i medicinen: nekrosis som betyr koldbrand, tæring, hentæren. At ombære Jesu død er saaledes en stadig virkende dødsproces i det gamle selvliv. Den som mister livet, finder livet. Han skal vokse, jeg skal avta. At bli korsfæstet med Kristus er en troesakt, men at bli dannet til at ligne Kristus i hans død, Fill. 3, 10, er en helliggjørelsesproces. At ombære Jesu død vil saaledes si, at hans fuldbragte værk er i stadig virksomhet i mit indre. Det var sandt i ham, nu blir det ved tro sandt i os. Det er det som kaldes det objektive og subjektive: Det er fuldbragt i ham for os, og det fuldbringes ved aanden i os. Døden er virksom i os, sier Paulus. V. 12.

Hvorfor ombar Paulus Jesu død? For at Jesu liv skulde aabenbares. Derved kunde han bli en duft av død til død og en duft av liv til liv 2. Kor. 2, 16. Det var Kristi liv Paulus tragtet efter. Om og vort utvortes liv gaar tilgrunde, saa fornyes dog det indvortes dag for dag, ti vor trængsel som er kortvarig og let, virker for os en evig fylde av herlighet i overmaal paa overmaal, saasom vi ikke har det synlige for øie, men det usynlige, ti det synlige er timelig, men det usynlige er evig.

Om Kristi død mer fik herje i forsamlingerne, skulde vi se mer aabenbarelse av Jesu liv og menighetens vekst som legeme, og vi skulde se mindre av kjødelig stræv, av baktalelse, kiv, avind, pengekjærlighet, usædelighet, og ran av alle slags, vi skulde se mindre av en masse forfængelige planer som man paa kjødelig vis uttænker, men som det sees idag, at Gud har blæst bort.

At hele selvlivet er uttat av mennesket, naar det faar aandens daab, hører intet sted hjemme, uten i en opblæst falsk hellighet, som derved frigjør sig baade fra formaninger, korset og blodet. Maa Gud bevare sit folk fra en drømmende og indbildt hellighet og føre dem ind i den rene virkelighet om sig selv og om Kristi fuldbragte værk.