Dannet til å ligne ham i hans død

Dannet til at ligne ham i hans død.

For at jeg kan faa kjende ham og kraften av hans opstandelse og samfundet med hans lidelser, idet jeg blir gjort lik med ham i hans død. Fil. 3, 10.

Kristi død var korsets død. Denne død var hans hovedseier. Uten denne død hadde han ikke været Kristus. Det fremtrædende skillemerke, det eneste merke, hvorved han paa jorden saavelsom i himlen er adskilt fra alle andre væsener, baade blandt guddommelige og menneskelige, er: at han er den korsfæstede Guds søn. Av alle slags likheter maa dette nødvendigvis være den fornemste og herligste — likheten med hans død.

Det var dette som gjorde den saa tiltrækkende for Paulus. Hvad der var Kristi seier og velsignelse, maate jo ogsaa være hans seier. Han visste, at den inderligste likhet med Kristus er likheten i hans død. Hvad denne død hadde været for Kristus, vilde den ogsaa bli for ham, efterhvert som han blev likedannet dermed.

Kristi død paa korset var syndens ende. Under hans liv kunde den friste ham. Da han døde paa korset, døde han fra synden; den kunde da ikke længer naa ham. Likheten med Kristi død er den magt som kan bevare os fra syndens magt. Naar jeg ved den Hellig Aand blir bevaret i min stilling som korsfæstet med Kristus og i mit korsfæstelsesliv lever som den korsfæstede selv lever det i mig, blir jeg bevaret fra synd.

Kristi død paa korset var et vellugtende offer for Faderen. Og jo nærmere jeg kan komme ham, jo mere jeg blir delagtig i hans sindelag, og jo mere likedannet med hans død jeg kan bli, desto sikrere vil jeg komme til at trænge ind i hans inderste kjærlighetsvæsen. Kristi død paa korset var hans indtrædelse i opstandelseslivets, evighetens uforanderlige livs kraft. I vort aandelige liv maa vi ofte sørge over de feil, fald og mangler der beviser at der endnu mangler noget paa, at det fulde opstandelsesliv kan fremtræde i den fulde kraft hos os. I likheten med Kristi død er der en ende paa vort eget jeg. Vi hengir os selv til at leve og dø for andre; vi blir fyldt med troen paa at overgivelsen av os selv til at bære over med andres skrøpeligheter antas av Faderen. Vi opstaar fra denne død med kraften til at elske og velsigne.

Og hvad er denne likhet med korsets død som bringer os saadan velsignelse og hvori bestaar den? Vi ser det hos Jesus. Korset betyr fuldstændig selvfornegtelse. Korset betyr jeg’ets død — den yderste overgivelse av vor vilje, saa vi lar Guds vilje faa styre hele vort liv og gjøre med os, hvad den behager. Dette var hvad korset betød for Jesus. Det kostet ham en skrækkelig kamp før han kunde overgi sig selv dertil. Naar han var saare angest og nedbøiet, og hans sjæl var bedrøvet indtil døden, var det fordi hans hele væsen gyste tilbake fra korset og dets forbandelse. Tre gange maatte han be, før han fuldt ut kunde si: «Ske ikke min, men din vilje.» Hans overgivelse til at korsfæstes vil si det samme som: La mig fremfor alt handle saa at Guds vilje kan bli gjort. Jeg opgir alt, blot Guds vilje kan ske.

Dette er at bli lik Jesus i hans død, at vi saaledes overgir os selv og hele vort liv med dets kraft til at ville og til at utrette. Og et saadant liv kaldes likedannet med Kristi død, ikke blot fordi det har noget til fælles med hans død, men fordi det er ham selv, som ved sin Hellig Aand gjentar i os og overfører paa os det liv som besjælet ham i hans korsfæstelse. Var det ikke saa, da vilde den blotte tanke paa en saadan likhet næsten bli en gudsbespottelse.

Men nu er det ikke saa. I den Hellig Aands kraft, i den korsfæstede Jesu Kristi Aands kraft, vet den troende, at det velsignede opstandelsesliv har sin kraft og sin seier derfra, at det er et korsfæstelsesliv, faat fra korset. Han overgir sig selv dertil. Han tror, at det eier ham. Han forstaar, at han ikke selv har kraft til at tænke eller gjøre noget godt eller helligt, han indser at kjødets kraft forsvarer sig selv og besmitter alt, som er i ham, han opgir alt sit eget, og søker at holde al egen kraft, saa vidt, som det staar til ham, paa fordømmelses- og korsfæstelsespladsen. Han opgir og overdrager enhver kraft, som han har i legeme, sjæl og aand, til Jesu bruk. Mistillid og fornegtelse av jeg’et i alt, i forbindelse med tillid til Jesus i alt, utmerker hans liv. Selve korsets aand aander gjennem hele hans væsen.

Og det er saa langt fra at være, hvad det kunde synes, en smertelig kamp og voldsom anstrengelse saaledes at beholde korsfæstelsespladsen — for en, som kjender Kristus i hans opstandelseskraft; ti Paulus fremsætter dette først og saa likheten med ham i hans død; det er hvile, styrke og seier. Det er nemlig ikke det døde kors, ikke jeg’ets selvfornegtelse, ikke et verk i egen styrke, som han har at gjøre med, men den levende Jesus, hos hvem korsfæstelsen er en fuldbragt gjerning, der allerede er gaat over til opstandelseslivet. «Jeg er korsfæstet med Kristus: Kristus lever i mig»; det er dette, som gir mot og ønske om en altid voksende, altid dypere indtrængen i den mest fuldkomne likhet med hans død.

Og hvorledes kan denne velsignede likhet opnaaes? Paulus gir os svaret: «Hvad der var mig en vinding, det har jeg for Kristi skyld agtet for tap. Ja, jeg agter ogsaa i sandhet alt for tap mot ypperligheten av kundskapen om Kristus Jesus, min Herre, for at jeg kan kjende ham.... idet jeg blir likedannet med ham i hans død.» Perlen er kostbar, men den er værd at kjøpe. La os opgi alt, ja alt, for at faa adgang til en plads med Jesus paa hans kors.

Og skulde det end vise sig vanskelig at opgi alt, og dernæst som vor løn kun ha en hel levetid paa korset, o la os da igjen lytte til Paulus og høre hvad han sier, der gjorde ham saa villig til at opgi alt og saa villig til at vælge korset. Det var Jesus — Kristus, — Jesus min Herre. Korset var den plads, hvor han kunde træde i nærmeste forening med sin Herre. At kjende Ham, at vinde Ham, at findes i Ham, at bli lik Ham — det var den brændende attraa efter dette, som gjorde det let at kaste alt bort og som ga korset en saa sterk tiltrækningskraft for ham. Han vilde ofre alt bare for at komme Jesus nærmere. Alt for Jesus, var hans motto. Det indeholder det dobbelte svar paa dette spørsmaal: Hvorledes kan jeg opnaa denne likhet med Jesu død? Det ene er: Bortkast alt. Det andet: Og la Jesus faa komme ind. Alt for Jesus.

Ja, det at kjende Jesus kan alene muliggjøre likheten med hans død. Men la kun sjælen finde ham, findes i ham og kjende ham i hans opstandelskraft, og det skal bli mere end mulig at bli likedannet med hans død, det skal bli en velsignet virkelighet. Derfor, elskede Jesu efterfølger, se op til ham, den korsfæstede. Se paa ham, indtil din sjæl lærer at si: O min Herre, jeg maa bli dig lik. Besku ham, indtil du faar se, hvorledes han selv den korsfæstede, i sin altid nærværende almagt opslaar sin bolig i dig og gjennemaander dig med sit korsfæstelsesliv. Det var gjennem den evige aand, at han ofret sig selv til Gud, denne aand bringer og meddeler alt det, som korsets død er, betyder og utvirkede, nemlig dit liv. Ved den samme Helligaand bevarer Jesus selv i hver sjæl, som har tillid til ham, korsets kraft som en stadig død fra synden og jeg’et, og en aldrig ophørende strøm av opstandelseslivets kraft. Derfor endnu en gang, se paa ham, den levende, korsfæstede Jesus.

Men kom fremfor alt ihu, at medens du av al kraft skal søke det bedste og høieste, saa kommer den fulde velsignelse ikke som en frugt av din anstrengelse, men uforskyldt, som en fri gave fra oven. Det er, eftersom det behager den Herre Jesus at aapenbare sig selv, at vi blir likedannede med hans død. Søk det derfor og motta det fra ham selv.