Selvoppgivelsen

Selvopgivelse.

Aandens opgave er at vinde vore hjerter for Jesus. Men hvor ofte bløder han ikke ved vor troløshet.

Vi graater uten selvopgivelse.

Enhver stræben efter at bli hellig, strander paa mangelfuld overgivelse.

De troløse bader Herrens altere med taarer, og de klager: Hvor er dommens Gud? Mal. 2. De har endnu ikke trods sine mange løfter, erfaret nogen aandens fornyelse, og de fleste unddrar sig den dypere frelse fordi de ikke lar sværdet fare henover sit selvlivs-røtter. Nei, de har lettere for at graate end for at overlate sig til Herren, og de anvender større omsorg paa at beregne velsignelsen, end ansvaret ved en hel overgivelse. Naar de saa ikke vinder frem til sine længslersmaal, klager de og sier: forgjæves er det at tjene Gud.

De vil heller gi store løfter end at være tro i det lille. De synes mer om sangen: «Din jeg er» end at følge lammet paa hans bloddryppende færd. Hvor er de som vil synge: «Jesus, jeg mit kors vil bære, levne alt og følge dig, fattig, nøken, uten ære, du skal blive alt for mig». De synger som Herrens folk paa den anden side havet. Men de turde aldrig ha kjendt noget større ansvar for det liv, de lever. Kristus har mange bekjendere, men faa efterfølgere, og endog du, som la alt paa alteret, vil bevare dit liv og tjene Gud paa selvvalgte veie. Broder, hvorfor gjør du dette? Mener du, at endog den som lover at være Herren tro, kan tjene ham med halv lydighet, og kalde Sikims altere for «Israels Guds altere.» 1 Mos. 33. 20. Din Gud er Betels Gud, og bare der kan du finde ham, 1 Mos. 35. 1. Betal ham dine løfter!

Som en brudgom, der er forlatt av sin trolovede klager Herren — og bare den, som vet, hvad det er at føde sjæle med smerte, kan i nogen grad fatte, hvad denne klage indebærer: Hvad skal jeg gjøre dig, Efraim? Hvad skal jeg gjøre dig, Juda? Ti Eders kjærlighet er som morgenskyen, og som duggen der gaar tidlig bort, Hos. 6. O, om de hadde samme iver for paktens love som for dets fordele. Men skrev jeg min lov tusen ganger, sier Herren, blev den dog agtet, som noget fremmed. Hos. 8, 12. De graater for at vinde aandens gaver, men gaar bort til sine avguder. Hvor længe skal de holde paa at graate? Jeg vet ikke. Kanske hele livet.

Den ulydige søn kan ikke ved taarer nyde sin mors kjærlighet, men ved lydighet. Moderkjærligheten forbyder hende at nære barnets onde anlæg ved en kjælen opdragelse, ti hendes maal er karakterens grundlæggelse, og derfor maa barna kjende baade hendes retfærdige sindelag og hendes tilgivende kjærlighet. Selv om der flyter taarer. Selv om de er fremmede for sin mors hensigt, skal de engang med glæde skjønne, hvor høit hun elsket dem. Jo mer de kommer under indflydelse av hendes vilje, des mer skal de komme til at omfatte hende med et barns hengivenhet. Dette er hemmeligheten. Egenviljen maa brytes. Han gir alt og kræver alt. For han elsker dig, som en mor elsker sit barn. Og I skulle forstaa hverandre ved at eie hverandre. Hensigten er delagtiggjørelse i hans hellighet. Hebr. 12. Vi kjender Gud gjennem hans væsen. 1 Kor. 2. Men saa længe mennesket ikke har noget høiere maal end at bli velsignet, kan det ikke være velsignet, for bare ved overgivelsen til Herren kan det bli delagtig i ham. Man maa gi avkald paa sit eget liv, for at komme i besiddelse av Guds liv. Og at eie Guds liv det er mer end Guds velsignelse. Og hans hjerte, som har git sig selv for os, længter efter at være et med sit folk, likesom en mor ikke godt kan gi noget mindre end sig selv for sine barn. Brudgommen har noget høiere i beredskap for sin brud end «hellige følelser», eller hvad vi kalder velsignelse. Han vil gi hende kundskap om sin kjærlighet.

Min ven, har du ikke noget mere at gi ham, som gav alt for dig — ikke noget mere end dine taarer? Har du, som like fra morsliv har været hans formaal, intet større begjær end at bli velsignet? Naar han værdsætter din kjærlighet saa høit, at han ber om dit hjerte, hvorfor ikke gi dig selv til ham nu? O, knus ikke brudgommens hjerte med falske taarer, som et egensindigt barn knuser en mors sidste forhaabninger. Syng ikke: Din jeg er! helt til du er skilt fra Gud. Ingen faar magt over himmelens porte ved at rope: «Herre!» Kristen, hvor er du?

Vi vælger ofte et arbeide for Herren istedetfor at hellige vore liv til hans tjeneste. Du vil gjøre noget for Gud. Men se til at du ikke er blandt dem, som hindrer Guds verk ved sin iver for at tale, naar de skulde høre. Mesteren hadde villet aabenbare sig for dem, men for det meget arbeides skyld hadde de ingen ro til at være stille, og kanske har du paa lignende maate undertiden gaat fra din ven? Det er likesom Martha altid optat og har ikke tid til at høre, før en grav aapnes eller stormen tvinger dem til at kaste anker. Og mangen stanser kanske ikke, før Herren har hat dem avsides, der hvor han ikke hører nogen anden lyd end Herrens egen røst. Et saadant ophold i sorgens og lidelsens ørken har for mangen sjæl blit en trolovelses tid. Hos. 2.

Men de som vælger et arbeide for Herren, gjør endog Aandens manen til at hellige sine liv til en missionsbefaling og sier: «Jeg kan ikke bli velsignet, før jeg kommer ut paa missionsmarken». Og medens de selv har sat sig fore at være Herrens vidner, er det saa meget større grund til at forlate sin plads nu, som de av længsel efter Karmels seier, har gaat tapt av Herrens under med melkrukken. Nu kan de til og med av omstændighetene forstaa Guds vilje, ti de har set hans ledelse i alt, og det kunde ikke falde dem ind, at Herren hadde kaldt saa begavede mænd og kvinder som dem til at vogte Jetros faar. Allikevel har de fleste Guds mænd hat sin klasse at gjennemgaa i ørkenens skole. Og de har til og med efter firtiaarigt studium dirret for livets høie eksamen. Men det tar tid for mennesket at lære, hvor litet og ringe det er.

Likesom sjøgutten ikke duer til befalingsmand, saaledes kan ingen uerfaren behandle dyrekjøpte sjæle uten skibbrud. Men er vi altid vaakne for, at missionen ikke skal drives med vakre ord, men av personligheter? Og har de unge missionskandidater tænkt paa, at personen selv er prædikanten og ikke det budskap, han frembærer? Det hænder ikke sjelden, at unge mænd gaar avsted i egen kraft, og istedetfor at vinde andre, redder de med nød og neppe sit eget liv, slik som tilfældet var med en av Herrens egne disciple? Og hadde han git agt paa Herrens advarsel istedet for at ordne sine vaaben, saa hadde han ikke faldt. Joh. 13. 38. Og hadde Moses været stille, til han var sin opgave voksen, saa hadde han skaanet sig selv for det store nederlag. Prædikegjerningen gjør ikke mennesket bedre, hvis det ikke har nogen høiere hensigt end at tale. Endog den, som gjør store ting, kan være saa langt borte fra Gud, at Herren sier: «Jeg kjender dig ikke?» Matt. 7. Vi har sørgelig mange eksempler paa det.

Den aandelige virksomhet er ingen tilflugt for daarlige kristne. Likesom fienden retter sine angrep mot hærføreren, saa er læreren og prædikanten særlig utsat for djævelens og verdens raseri. Om nogen resikerer at tape sin sjæl, saa er det prædikanten.

Saaledes er det ikke missionen, som helliger missionæren: Tvertimot trænger den, som skal gaa ut paa missionsmarken at være helliget. Guds rækkefølge er altid: Helliget og sendt! Gud virker og vi arbeider. Ikke omvendt. Derfor er det ikke spørsmaal, om hvad du skal gjøre, men hvad du skal være: hans eller din egen. Den som ikke er hans, gjør sin egen gjerning. Og det er sikkert faa, som vandrer i tilrettelagte gjerninger. Ef. 2. 10.

Men helhjertet overgivelse til missionens herre gjør den ringeste mission opbyggelig. Den som gjør alt for Herrens skyld føres nærmere Gud ved at tjene ham. En følelse av helligt ansvar gjør mennesket alvorlig.

En tredje hindring for Guds verk i vore hjerter er, at vi i vor stræben efter at faa mer av Gud, ikke gir mere av os selv. Kristus har indgaat et saa nært samfund med os, at vi er lemmer paa hans legeme. Ef. 4. Det nye liv mættes av en paatrængende livsfylde saaledes som alt inden naturens verden. Men vi faar aldrig mer av Gud, hvis ikke han faar mere av os. I samme grad som han eier os, eier vi ham. Der maa øses av kilden med tomme kar. Sjælen kan fyldes av Gud saa meget som den selv er tom.

Hvem ønsker ikke at bli velsignet og fyldt til al Guds fylde? Vi formelig hungrer efter at kunde sige: «Alt dit er mit!» Og da alt er skjænket os, som hører til liv og gudsfrygt, 2. Peter 1, saa er det Guds vilje at velsigne sine barn. Men vi kommer aldrig til at erfare Guds fylde, før vi uskrømtet kan si: Alt mit er dit! Utgangspunktet for et guddommeligt liv er den selvopgivelse, som indeholdes i de ord: «Alt mit er dit!» Min person, min ære, min indflydelse, mine rettigheter, min tid, mit liv, min vilje, mit blod, — alt er dit. Joh. 17. 10.

Den som vil erfare, hvad det er at være «som den, der intet har og dog eier alt», maa ikke ha sit liv kjært. Paa hvert punkt, hvor mennesket lever sig selv, er det uberørt av Guds liv, og den fineste form av egennytte er en om end skatskyldig amalekit, som stadig uroer sjælen. Men bare aanden utgransker hjertet. Bare Herren kjender dypet i vor selviske natur. Bare følelsen av hans kjærlighet kan føde hellige beslutninger i vore hjerter.

Du spør: Hvorledes skal jeg opnaa hjerterenhet og bli et kar til ære?

Overlat dig som du er, helt, ubetinget, slik som du er til Herren. Hvad har leret at gjøre for at bli kar? Overlate det til pottemakeren. Hvorledes har min pen kunnet meddele en persons tanker til levende væsener?

Den bare hvilte i min haand. Jeg virket, og den arbeidet, ikke i egen kraft, men behersket av min vilje. Saa helt avhængig har den været av mig, at det ikke vilde falde nogen av mine læsere ind at spørre, om jeg bruker «E» eller «F» penner. Og allikevel kan jeg ikke undvære den. Overlatelse til Herren utvisker al egen berømmelse. Vi er ikke bare svake. Vi er intet. Og allikevel kan Herren ikke undvære os. Hans hjerte utvælger, og vi maa bli hans.