Ingen lukt av ild

Ingen lugt av ild.

Og satraperne, statholderne, landshøvdingerne, og kongens raadsherrer forsamlet sig. De saa disse mænd, at ilden ikke hadde magt over deres legemer, og at haaret paa deres hoder ikke var svedet, og at deres skjorter ikke var forandret, og at lugt av ild ikke var kommet paa dem. Dan. 3, 27.

Hvorfor denne nøiagtige beskrivelse om disse mænds legemer, haar og klær? Hvorfor denne bemærkning at der end ikke var lugt av ild paa dem? Hvorfor er dette klare faktum tilføiet, at mens deres klær var ganske uskadt, saa blev de baand som bandt dem, da de blev kastet i ovnen, aldeles opbrændt — ja endnu mer, selv de mænd som kastet dem i ovnen blev brændt ihjæl.

Lugten av ilden.

La os formode at de tre mænd var kommet ut av ildovnen delvis skadet, eller med lugt av ild paa sig. At ilden baade her og der hadde sat et merke enten paa deres legemer eller klær. Hvad vilde da babylonierne ha sagt? Aha! Vor Isbar, vor ildgud (den magt vi bruker) har ikke været istand til at ødelægge disse mænd, men de har ialdfald faat hans merker paa sig. De vil ikke bære sine klær mer og deres venner vil neppe kjende dem igjen saaledes som de engang var. Lugten av ilden vil ikke saa snart forlate dem. De er ikke kommet ut av ilden uten skade. Vor Isbar (de midler vi bruker og tror paa) er dog en gud, som vi endnu kan kjendes ved. De vil ikke nok engang saa hurtig finde paa at være ulydige mot kongens ordre. En anden gang vil de neppe komme saa godt ut av ildovnen som denne gang.

Og den hele moralske virkning av disse tre hebræeres protest vilde ha været mislykket.

Men nu var det umulig for verden at undslippe, end ikke det mindste hul var dem aapen. De maatte erkjende at Jehova hadde seiret.

Av denne beretning kan vi hente mange lærdomme, men vi vil kun behandle en av dem: Der er ildovne som kun er ophetet for Guds børn.

De frygtelige firti dage i ørkenen, de jødiske herskeres forfærdelige ondskap, Getsemane og Golgata, var forbeholdt vor Frelser alene. Ilden i disse ovne vilde aldrig blit antændt, hvis ikke han hadde været. Ja, de blev fremtvunget av ham, saaledes som Nebukadnezars ildovn blev fremtvunget ved de tre hebræeres utfordring. Helvede holder altid sin ild rede til dem som fornegter dets kraft. Og fordi Guds barn altid maa fornegte dets kraft, saa vil de faa dets ildovn at kjende. Gud forhindret ikke at de tre venner fik deres ildovn. Han tillot at den blev ophetet syv gange sterkere end tænkt. Han formindsket ikke de firti dage for vor Frelser, heller ikke jødernes hat, heller ikke Jesu frygtelige kval i Getsemane og paa Golgata. Det var en overmaate ophedet ovn, hevnende, ødelæggende og forfærdelig, med intet til at motstaa dens rasende stormløp mot det hjælpeløse offer.

Kristi ildovn.

Men hvorledes kom han ut av ildovnen? Den ildovn, som helvede specielt hadde tilberedt for ham. Han kom ut uten saa meget som lugt av ild paa sig. Helvedes nederlag var endelig og avgjørende. Saa triumferende var hans utgang av ildovnen, at han ikke hadde nogen klage, nogen bebreidelse, noget rop om hevn, noget ondt blik, nogen bedrøvelse, nogen protest mot verdens uretfærdighet, heller ikke nogen snaksom tilbøielighet til at gyde hele sin lidelseshistorie ind i andres øren. Han kom frem uten lugt av ild.

Hvor forskjellig verden vilde ha bedømt ham, om hans klær hadde lugtet av ilden. Hvor ivrige de vilde være om at vise, at han dog ikke kom ut av ilden uten skade.

Det er just her at mange Guds børn trænger til at advares. De har hat deres ildovn. Det er ingen andens, men deres egen. Virkeligheten av og troskapen i deres kristenliv har gjort ildovnen til en nødvendighet. Og de har ikke tøvet med at gaa ind i den. De har ikke adspurt sine fiender i den sak. Ildovn eller ikke, de ønsker kun at lyde og følge Kristus. Og til deres forundring og glæde finder de at en, «som ligner en gudesøn», er dem nærmere end nogengang før, saa at ildovnen var en promenade av lys og dens flammer Guds tjenende engler.

Og dog, hvorledes er de kommet ut? Ak, ofte med lugten av ild paa sig. De gaar tilbake selv, og de tar sine venner med sig, og de gaar tilbake til ovnens dør og sier: Se der, der er den frygtelige plads. Hvad vilde du ha sagt, om det hadde været dig. Og se, her er nogen av repene tilbake, som bandt os, og der bor nogen av de mænd som anklaget os for kongen, og de bærer sit hode like høit...

De kræver sympati. De roper om dom over sine fiender, og de glemmer, at de er fuldstændig fri; alle som møter dem kjender lugten av ilden.

«Han oplot ikke sin mund.»

Hvor ganske anderledes med andre. De har ogsaa gaat ind i ildovnen uten at tøve, uten ængstelse, idet de taus har set hen til Gud, og uten nogen klage over mennesker. For disse er ildovnen mere himmel end nogen anden plads, de kjender. O, hvor velsignet det var! De kunde ønsket at bli der, naar kun Guds søn var der. Men de kunde ikke forbli der. Verden maatte se dette under; den maatte lære gjennem dem at Gud er sterkere end satan. Den maatte se hvilken herlig befrielse Gud har for sine børn. Og han bringer dem ut likesaa rolige, ja roligere og mer tillidsfulde end de gik derind, en ny glæde omstraaler deres aasyn, en ny fred har grepet deres hjerter, en ny vellugt har gjennemtrængt deres tale og deres handlinger, en ny mildhet utgaar fra deres læper likeoverfor unge og gamle; et nyt vidnesbyrd om Herrens nærhet paa nødens dag, en ny kjærlighet og barmhjertighet mot de mænd som var djævelens redskaper til alle deres gjenvordigheter. Stille om sig selv, talende om Herren, taknemlige for det som er hændt, haabefulde og sikre paa fremtiden — vinder de mennesker med et kristusligt sindelag. Deres seire er de største verden kjender. Baade menigheten og verden erkjender, at sorgen ikke har gjort dem bitter, at ilden ikke har skadet, og at de, lik de tre mænd, er kommet ut av ilden endog uten lugt av ild.