Døm ikke etter synet, men døm en rettferdig dom!

«Døm ikke efter synet, men døm en retfærdig dom!

I dømmer efter kjødet; jeg dømmer ingen. Til dom er jeg kommen til denne verden. Dette er dommen, at lyset er kommet til verden. Saa dømmer ikke jeg ham. Det ord jeg har talt, det skal dømme ham,» Joh. 7, 24. 8, 15. 9, 39. 12, 47. 48.

Der er to forskjellige slags handlinger som kaldes for at dømme.

Den ene, den sædvanlige, er at bebreide andre for noget man selv synes de skulde ha gjort anderledes. Man uttrykker da gjerne sin forundring over at nogen kan gjøre saadant galt som de har gjort, idet man da indirekte faar plads for en ond selvros.

Denne dom staar gjerne i forbindelse med baktalelse; det er en dom efter kjødet, den smaker av fordømmelse, og følges ad med ondt øie, hat, avind og ubarmhjertighet.

Den anden, den guddommelige, er at vidne om sandheten, til gavn for dem, som hører det. Da er selve sandheten dommeren, mens det i første tilfælde er det onde fordærvede «jeg».

Den første er en ond dom. Den anden er en god dom: Guds dom.

Den første har ødelæggelse for øie. Den anden har, nu i naadens tid, frelse som maal.

De som elsker Gud (lyset, sandheten, retfærdigheten, renheten), elsker dommen. Guds domme hjælper dem. Ps. 119, 43. 52. 120. 156 og 175.

De som har velbehag i uretfærdigheten og elsker løgnen, hater dommen, fordi den vidner om at deres sind og gjerninger er onde.

De som ikke elsker dom er ugudelig av sindelag.