()

En troende søster bad om frelse for sin søn. Først bad hun i lang tid om hans frelse for sin egen skyld. Ti at vite ham frelst vilde gi hendes hjerte ro, spare hende for mange bekymringer, gi hende færre sorger og mindre kamp. Men en dag lyste Gud op i hendes hjerte og hun saa egoismen i sine bønner. Da bad hun i lang tid for sin søns skyld, idet hun tænkte paa hvor frygtelig det var for sønnen om han skulde gaa fortapt. Men ogsaa her kom Guds lys og dom. Fra den dag lærte hun at bede om sin søns frelse for Jesu skyld.

En anden søster fortalte: Første gang jeg reiste ut til hedningerne, var det for min samvittighets skyld. Jeg hadde uro for hedningerne. Derute lærte hun at elske hedningerne. Anden gang reiste hun ut for deres skyld. «Og nu», sa hun, «reiser jeg atter ut til dem, men da er det for Jesu skyld».