En stor tro

En stor tro.

«Ikke engang i Israel har jeg fundet saa stor en tro,» var Jesu ord om høvedsmanden i Kapernaum. Hvorfor kaldes hans tro stor? For at besvare dette spørsmaal maa vi ikke alene betragte hans stilling til Jesus, men ogsaa hans stilling til sig selv.

Han var en av de ydmyge personer som i motsætning til mange indtok den ringe plads: «Jeg er for ringe til at du skal gaa ind under mit tak!» Efter alt at dømme laa ikke grunden til hans ringhets-følelse at søke deri, at han var et umoralsk menneske. Tvertimot, jøderne agtet ham høit. «Han er vel værd at du gjør dette for ham, og det er han som har bygget synagogen for os.»

Det er heller ikke sandsynlig at det var av feighet, saa han skammet sig ved at ta tømmermandens søn i sit hus og under ydmyghetens skin søkte at undgaa det. Nei. Hans sande karakter træder klart frem i v. 7: «Derfor agtet jeg mig heller ikke værdig at gaa til dig.» Han følte sig ikke alene uværdig til at motta Jesus i sit hjem, men ogsaa til at komme til ham, og han agter sine venner værdigere end sig selv, og han sender dem.

For dem som er ringe og fattige er det ikke saa vanskelig at tro; i sin hjælpeløshet har de ingen støtte i sig selv. Hindringerne for troen ligger oftest i selvhjælp, idet man finder noget rosværdig hos sig selv og derfor søker at være noget. «Hvorledes kan I tro, I som tar ære av hverandre!»

Vi ser — særlig i vor tid — troens nødvendighet, og vi ber maaske om tro, og Gud som er trofast sender bønhørelsen i form av ydmygelser for at rydde av veien hindringerne for troen, idet han sønderknuser hjertet og gjør sjælen fattig og hjælpeløs, saa den i sin nød kan bli mottagelig for Guds gaver. Tvil trives i et ubøiet hjerte, og ofte ser man hen til redskapet istedetfor til Jesus. Eller man ser hen til sin tro. Det man kalder tro er ofte kun selvtillid og en krampagtig anstrengelse for at holde fast i løfterne, eller det er blot og bart kun fromme ønsker om at se undere, og disse ønsker utgir man for tro, istedetfor en tillidsfuld hvile i Gud og en fast overbevisning om opfyldelsen.

Denne sidste stilling finder vi hos høvedsmanden. Her møter vi end ikke den mindste tvil, heller ikke hentydning til hans tro eller til bøn om tro; han vender sig heller ikke til disciplene, han har i sin trang og i sin fattigdom kun en hjælpekilde — Jesus — og hans forventning er stor. «Si et ord saa blir min gut helbredet!» Han gjør ikke engang bønhørelsen avhængig av Jesu nærhet hos den syke som f. eks. synagogeforstanderen (Luk. 8, 41); men han ser i Jesus en person, der bare behøver at byde, saaledes som der er skrevet: Han sendte sit ord og helbredet dem. Ps. 107, 20; ti likesom han selv var en befalingsmand, hvis ordre blev utført, saaledes agtet han ogsaa Jesus, der kun behøvet at sende et ord for at det skulde ske efter hans vilje.

En urokkelig tillid og hvile præger troen. Den er blind for alle vantroens veie, idet den kun fæster sine øine paa Jesus.