(Kjærlighetens vesen)

Kjærligheten er livets urkilde. Det er den store magnet, der drar os til Gud. Vi elsker, fordi han elsket os først. «Elsk først,» saa lyder ogsaa kaldet til os. Elsk dine fiender, elsk dine venner; men elsk først. Elsk i offer, i handling, i stilhet til gavn og gode. Elsk hvor hatet gnistrer og hvor satan raser. Elsk hvor du faar ondt til løn for godt og hat til løn for kjærlighet. Sterk som døden er kjærligheten.

Livets store forret er kjærlighet.

Elsk først; kom andre i forkjøpet, vær ikke sen med at bringe dit kjærlighets offer, der er til behag for Gud og for den som er sønderknust i hjerte og aand. Kjærligheten skjuler og dækker og bringer naade der hvor haabløshet raader og mørket ruger. Kjærlighet tøver ikke naar kaldet lyder, og dens frelse er nær, hvor nøden roper. Ingen kalder forgjæves efter den. Altid har den tid og altid er den rede, og til rette tid bringer den trøst.

Den som elsker, lider. Lider for og lider med. Den skaper nødrop og bønner til ham som kan hjælpe. Kjærlighet gjør ensom. Lidelsens mand traadte persekarret alene. Av folkene var ingen med ham. De største offere bringer man i ensomhet, I smerten fødes de fuldkomne offere.

Opvæk ikke kjærligheten før den selv begjærer det; ti kanske du ikke magter at følge den paa dens underbare stier. Den gaar hvor mennesket bæver tilbake, den skyr intet offer og den griper ind der hvor foragt og skam raader. Den er ven med faldne syndere, og den hæver de fortapte op og tar dem til sin brud.

Hvo er at ligne med den?

Den er balsam i smerter, trøst i ensomhet, glæde i lidelser. Den vender for os ondt til godt, bitterhet til fred, smerter til glæder. Den er den gode olje paa vort hode.

La os gaa uten at bli trætte, ti kjærligheten utholder alt, den tror alt, den taaler og haaber alt. Gjennem lange tider viser den sin troskap, ti den falder aldrig bort.