Oppgående lys

Opgaaende lys.

David ber i Ps. 51, 12: «Forny en stadig aand inden i mig.» David hadde med smerte erfaret hvad en ustadig aand kunde bringe. Derfor bad han Gud fornye en stadig aand inden i sig. Det er den stadige aand de troende trænger. Ti sløvhet og tiltak veksler desværre altfor ofte hos mange. Den ene dag synes man sig brændende, den næste er man sløv. Den ustadige aand bringer megen uro og smerte. Bed derfor samme bøn som David.

En sand Herrens tjener er ikke tilfreds med bare tilhørere, han maa ha efterfølgere. Paulus sa: «Bli mine efterfølgere». Det er bedre at ha en sand efterfølger end hundrede tilhørere som ikke har behov av at følge.

Paulus sier: Ti jeg er viss paa at hverken død eller liv, hverken engle eller kræfter, hverken hvad nu er eller hvad komme skal, eller nogen magt, hverken høide eller dybde eller nogen anden skabning skal kunne skille os fra Guds kjærlighet i Kristus Jesus, vor Herre. Rom. 8. 38. 39.

Det er især «hvad nu er» og «hvad komme skal», der volder saa megen uro og ængstelse, og som faar sjælene til at glemme at fortrøste sig til Gud og kaste al sorg paa ham.

Rehabeams kobberskjold. Og det skede, da Rehabeams rike var befæstet og da han var blit sterk, saa forlot han loven. 2 Krøn. 12, 1. Men da tillot Gud Sisak, Ægyptens konge, at indta Jerusalem. Og han bortførte skattene i Herrens hus, blandt andet ogsaa de guldskjolde som Salomo hadde gjort. Men kong Rehabeam lot i deres sted gjøre kobberskjolde, og saa ofte kongen gik ind i Herrens hus lot han løperne bære disse skjold.

Naar en sjæl er blit sterk i Gud og befæstet, da ligger det nær til at se hen til sin stilling istedetfor til Gud, og i sin sikkerhet forlater man Guds vilje. Vi finder ofte slike sjæle. De var igaar aandelig, fulde av kraft, men saa holdt de i sin sikkerhet op at vaake, og gled bort fra den intime forbindelse med Gud. Idag kommer de atter sammen med andre; de merker da, at de har mistet noget kostbart — guldskjoldene — som fienden har røvet — men for at ikke andre skal merke noget, gjør de sig kobberskjolde som glinser som guldskjolde; de hyller sine ord og sine bønner ind i efterlignet aandelighet, i følelser, i begeistrede utrop o.l. Naar djævelen kun kan faa røvet de ædle guldskjolde, saa lar han gjerne en sjæl gaa om med kobberskjolde. Her gjælder det ogsaa at være paa vagt.