Dobbelt frelse

Dobbel frelse.

Syndernes forlatelse er ikke den hele frelse. Det er stort for en synder i Jesu navn at kunde si sig fri fra syndens fordømmelse; men der ligger en frelse av en dypere art bakom denne frelse, en frelse der kræver bevisste offere, en frelse ved egoismens hengiven i døden.

Det fuldkomne er altid at være meddelende. Gud lar det regne over onde og gode og lar sin sol skinne over retfærdige og uretfærdige. Jesus var fattig; men han var altid den, der hadde fuldt op at gi. Den verdslige formue tar slut, naar man øser meget ut av den, men Guds rigdomme tar aldrig slut. Jo mer man øser ut av dem, desto mer skjænker Gud i. For nu at bli altid givende væsener, maa Gud frelse os mere end fra vore gjorte synder; han maa frelse os fra vort syndige «Jeg,» fra det som søker sit eget. For at komme dette tillivs maa Gud ind i det centrale i menneskets liv. Det sjælen klynger sig til, maa tages fra den.

Syndernes forlatelse er karrets rensning utenpaa, befrielse fra lovens dom og Guds vrede. Men dermed er ikke karret beredt og nyttig til al god gjerning. Der maa ske en indre rensning før alt kan sies at være rent. Det er denne renselse man kan kalde for den anden frelse. Syndernes forlatelse søker man for syndebyrdens skyld; man ønsker befrielse fra Guds dom og vrede. Den indre renselse søkes, fordi man har lært at elske Gud og ønsker at bli delagtig i hans natur.

Syndernes forlatelse gir ikke kraft til at leve et Gud velbebagelig liv.

Guds vilje praktisert og gjennemført ved Guds kraft i det daglige liv blir til indre renselse og helliggjørelse.

En sjælisk gudsdyrkelse fører ikke til maalet; men at tjene Gud i vor aand vil føre dit. Ti sjælen staar i forbindelse med synden i legemet og kan saaledes aldrig tjene til Guds velbehag. Derfor uttømte Jesus sin sjæl indtil døden. Den første Adam blev til en levende sjæl. Denne første Adams levende sjæl har Kristus ofret paa Golgata og er selv som den anden Adam — blit en levende gjørende Aand.

Kristus vort liv, heter det. Den Hellig-Aand skjænker os opstandelseskraften, og i denne kraft befinder sig alt hvad der tilhører legem, sjæl og aand i det opstandne liv.

Denne indre dødsproses, den anden frelse, ophæver tilfulde den anden død, og man dør døden i Kristi legeme. Ilden fortærer og bortrenser indre syndige tilbøieligheter, og den guddommelige natur bryter sig frem gjennem ruinerne. Det var ved Guds kundskap om legemet at Peter kunde fortælle, at den første jord forgik ved vand; mens den jord som nu er opbevares ved det samme ord til ilden. Er vi avtvættet paa legemet med rent vand (syndernes forlatelse), saa opbevares vi derefter til ilden. Den kommer efter mig, hvis skorem jeg ikke er værdig til at løse, han skal døpe eder med den Hellig-Aand og ild. Ilden aabenbarer sig ikke som en søt følelse, men som en rensende og fortærende kraft, idet den arbeider og gjør sin gjerning med sjælen i samfundet med Kristus i hans lidelser.

Samfundet med Kristus i hans lidelser utdyper samfundet og den indbyrdes kjærlighet lemmerne sig imellem; idet man i fortrolighet kan nyte sammen den Guds kundskap og visdom Gud ved sin uendelige godhet har nedlagt i legemet, og hvortil ingen har adgang uten ved selv at bli splittet efter kjødet, saa forhænget for det allerhelligste kan vike avveien for den nye Guds skapning, der har ret til — ut av det gamle — at træde ind i det nye, — det aller helligste.

Du skal kalde hans navn Jesus; ti han skal frelse sit folk fra deres synder. Han aabenbares for sit folk med syndernes forlatelse, men for sin menighet (legemet) har han beredt endnu en frelse, nemlig frelsen ved hans liv: frelse ved ilden. Skal vi ha en rik indgang i Guds rike, saa la os ta imot hvad vi kan faa av Gud. Intet er forgodt at vrake for at erholde denne frelse. Gud skal gi os kraft til løn for utholdte strabadser, og gi os liv til bytte for død. Sælg døden for livet, avmagt for kraft og uvidenhet for Guds kundskap. Træk av det gamle og ifør det nye; ti dette sømmer sig for Kristi brud.