Stillhetens makt

Stilhetens makt.

For nogen aar siden puttet en ven en bok i min haand, og denne blev midlet til et vendepunkt i mit liv. Den het: «Sand fred.» Det indeholdt et gammelt budskap, og den hadde kun en tanke, og det var at Gud ventede i det dypeste av min tilværelse for at tale med mig, hvis jeg kun kunde bli stille nok til at høre ham.

Jeg tænkte at det vilde være en meget let sak, og saa begyndte jeg at være stille. Men jeg var ikke før begyndt før et virvar av stemmer naadde mit øre, tusener skrikende indtryk utenfra og indenfra, indtil jeg ikke hørte andet end deres støi. Nogen av dem var min egen stemme, nogen mine egne spørsmaal, nogen mine interesser og nogen mine egne bønner. Andre var fristelser og stemmer fra verdens larm. Aldrig før syntes jeg at jeg hadde hat saa meget at gjøre, saa meget at si og saa meget at tænke, og i enhver retning blev jeg trykket og drevet, og jeg hadde en usigelig uro. Det syntes for mig nødvendig at lytte til nogen av dem, og at svare nogen av dem; men Gud sa: «Vær stille og vit at jeg er Gud.» Nu kom en kamp i tankerne for morgendagen med dens pligter, men Gud sa: «Vær stille». Og saa kom mine bønner som mit rastløse hjerte forsøkte at presse paa ham; men Gud sa: «Vær stille.»

Og som jeg lyttet og efterhvert lærte at lyde og lukke mine øren for enhver lyd, fandt jeg efter en stund at de andre stemmer ophørte, eller jeg ophørte at lytte til dem, at der var en stille og sagte stemme i dypet av min tilværelse. Som jeg lyttet blev det for mig en bønnens kraft, en visdoms stemme og en pligtens stemme, og jeg behøvet hverken at tænke saa haardt eller bede saa hardt eller hengi mig saa haardt. Men den Helligaands stille, sagte stemme i mit hjerte var Guds bøn i min sjæl, var Guds liv og styrke for sjæl og legeme og blev indholdet av al kundskap og velsignelse, for det var den levende Gud selv som blev mit liv og mit alt.