Gjør du det du hater?

Gjør du det du hater?

I «Korsets Seir» for 1. april d. a. læses:

«1. Gjør du det du hater, da viser det sig at du er bundet til det du hater, da er du ikke frigjort.

2. Hvis vi forkynder at vi maa gjøre det vi hater, da har vi sluppet tøilerne løs.

3. Det er en farlig lære.

4. Hvis vi gjør det vi hater, da vil vort hjerte fordømme os.»

Dersom vi var fuldkomne som Kristus i herligheten eller som Gud i evighet, da vilde det være umulig at gjøre ting man senere maatte hate. Men er vi nu saa fuldkomne? Dersom vi var det, maatte ogsaa samfundet virke som et harmonisk hele. Men er det tilfælde? Nei, det viser sig, at man kan leve i partier endog efterat man har faat Aandens daab og tungemaalsgaven. Dette viser igjen, at man ikke er hørig den aand, hvis gjerning det er at veilede os til hele sandheten; men man lar lysterne i lemmerne være virksomme (Jak. 4, 1), saa der opstaar partier, hvilket ifølge Gal. 5, 19 og 20 henregnes til «kjødets gjerninger», det vil si «syndige gjerninger», der er opregnet sammen med utugt, urenhet, skamløshet, avgudsdyrkelse, troldom, fiendskap, kiv, avind osv. Vilde det ikke være godt om man kunde hate og avstaa fra aarsakerne til, at partierne opkom? Dersom alle kappedes om at tjene hverandre og at overgaa hverandre i dette, vilde partier umulig kunne opstaa; men naar den ene vil herske over den anden, da opstaar partier. Derfor har vi korset forat man paa det skal kunne dræpe alt som vil reise sig paa egenmægtig maate.

Naar et barn har gjort noget galt, og hele dets væsen vidner om, at barnet hater hvad det har gjort, kan da forældrene med god samvittighet tugte et saadant barn? Nei. Tugten er til for at frembringe erkjendelse; men naar barnet allerede hater sin daarlige gjerning, saa viser det, at tugten allerede er virksom og at barnet allerede er overbevist. Virker hatet i dette tilfælde derhen, at man binder sig endnu fastere til synden, eller virker det adskillende? Gud være tak, det virker adskillende. Eller binder man sig til den man hater? Eller er det ikke saa, at den som bærer hatet i sit hjerte er en manddraber? Jo, uten at vi hater til og med vort eget liv i denne verden, kan vi ikke være hans disciple. Hatet til eget liv dræper selvlivet. Hatet til selvgjorte gjerninger dræper disse. Ja, sier nogen, men lovens fordring skal jo fuldbringes i os, som ikke vandrer efter kjødet, men efter Aanden (Rom. 8, 4), hvorledes kan man da gjøre det man hater. Vil ikke det bli trældom?

Læg merke til: «Lovens fordring.» Hvad er lovens fordring, hvor langt strækker den sig? Dersom lovens fordring kunde bringe retfærdighet, da var troen overflødig, Gal. 3, 11. Lovens fordring er kun en varetægt, en beskyttelse for overtrædelsernes skyld, Gal. 3, 23.

Nu derimot — i Kristus — er vi kommet ind i et dypere renselsesforhold — et forhold hvortil «lovens fordring» aldrig kunde naa hen.

Loven fordrer ikke mer, end at man ikke skulde bedrive hor; men «Aandens lov,» kræver, at vi ikke engang skal se paa en kvinde for at begjære hende.

Altsaa slutter vi herav, at der eksisterer hos os ting som maa hates og dømmes — endog indenfor den horisont, hvor lovens fordring blir fuldkommet.

Det er overtrædelse av «lovens fordring» der bringer fordømmelse; men dersom jeg hater mit eget liv i denne verden paa felter, hvortil «loven» ikke har adgang, saa viser jo det, at vi er blit delagtig med Kristus i det som var loven umulig, idet den var kraftløs formedelst kjødet, Rom. 8, 3.

Aarvaakenhet og kjærlighet til sandheten vil bringe os til selverkjendelse, og i denne vil vi i Aandens lys — indenfor lovens fordrings rækkevidde — finde adskillig, som skal dødes ved Aanden; ti dersom I døder legemets gjerninger ved Aanden, da skal I leve. Rom. 8, 13.

Der findes altsaa gjerninger at døde for den som har faat Aanden; ti hvorledes kunde han døde dem ved Aanden, dersom han ingen Aand hadde? Men dersom man skal døde slike gjerninger ved Aanden, var det da noget underlig om man først hatet dem ved den samme Aand?

Levende dette liv faar man netop bruk for Kristi blod; ti blodet (ofret) vil rense bort og befri samvittigheten fra døde gjerninger.

Vi slutter herav, at