Herre, lær oss å be

Herre, lær os at bede.

«Og det skedde, at han var etsteds og bad, og da han holdt op, sa en av hans disciple til ham: Herre, lær os at bede.» Luk. 11, 2.

Alene Jesus kan lære os at bede. Der var noget ved Jesu bøn som henrev hans disciple, trods det, at de var kjødelige; og da han holdt op at bede, bad en av dem at han skulde lære dem at bede, slik som han bad.

Den som beder i Aanden, vil altid fange deres opmerksomhet som hører paa, selv om disse er kjødelige. Hvis en mand finder guld, følger andre efter for at dra nytte av hans opdagelse. Slik var det med Frelserens bøn; disciplene fandt her en grube med aandelige rigdomme. Vi gjorde vel i, om vi mer omhyggelig gav agt paa denne side av Frelserens tjeneste, saa skulde vi opdage ikke alene hemmeligheten til hans magt, men ogsaa kilden til den.

Jesu bønneliv strækker sig ikke bare gjennem de tre og et halvt aar, han tjente hernede, nei, han tjener fremdeles sine hellige i bøn. «Han lever altid til at gaa i forbøn for os.» Heb. 7, 25. Han er ikke bare den som lærer os at bede; men han er bønnens liv. Vi ber ikke bare gjennem ham, men i ham og ved ham.

Hvad end et menneske kan lære andre om bøn, kan han kun gi det han har mottat av sin himmelske læremester. Et menneske kan gi megen undervisning i praktisk grubearbeide; men hvad gavn har jeg av al verdens bergvidenskap, naar ikke selve guldet er der. Det samme gjælder om bønnens store rigdomme. Vore teorier kan være baade gode og rette; men for at faa selve guldet i eie, maa vi sitte ved hans føtter, hvis hele liv var bøn, for at lære at bede som han bad.

Hvorledes skal vi bede? I Matt. 6, 6 fortæller Jesus hvorledes vi skal bede: «Gaa ind i dit lønkammer og luk din dør, og bed til din Fader som er i løndom, og din Fader som ser i løndom, skal lønne dig i det aabenbare.»

Her er seks ting at lægge merke til: For det første: «Gaa ind i dit lønkammer», det lønkammer, hvor Guds Aand bor og som alene Gud har adgang til, det aller helligste i det gjenfødte menneske, hvor sjælen kun har samfund med sin Fader, hvor det liv er som er skjult for de nærmeste og kjæreste venner, et rum uten forbindelse med noget andet rum. ja, i sandhet et lønkammer, hvor hele det aandsfødte liv finder uttryk i bøn til den Usynlige. Derfor sier Jesus: «Gaa ind i dit lønkammer». Paulus har den samme forstaaelse herav, naar han eftertrykkelig skriver: «Beder i Aanden med al bøn og paakaldelse.» Dette er en bevisst handling, akkurat som naar man gaar ind i et værelse og laaser døren, saa ingen kan komme ind. Vor aandelige vekst sker ved at skille os fra det ytre og gaa gjennem det indre til det inderste. Opover er indover, utover er nedover. Det vil si, Gud danner midtpunktet, det aller inderste, det materielle danner utkanterne. Det ytre er Guds fotskammel, det indre hans trone.

For det andet maa døren være lukket. Det sier ikke saa meget at vi stænger inde, som det at vi stænger ute. Er det ikke forunderlig, at i det øieblik sjælen skal bede, blir sindet, som like til da var uvirksomt, pludselig virksomt, helt optat av allehaande tanker, uten noget andet bestemt maal end det at hindre dig i at bede. Derfor er det nødvendig at døren er lukket. Det er ikke en blot og bar viljeshandling for at holde alle tanker borte fra vort sind; men det er en bøn om guddommelig kraft til at staa imot alle Satans angrep. Gud alene kan føre denne strid, og vi trænger til at lære, at bøn forbereder bøn. Der maa bøn til, forat legeme og sind kan stilles til ro ved Guds Aand.

Det tredje vi lægger merke til er: Bed til din Fader. «I fik barnekaarets Aand, ved hvilken vi roper: Abba, Fader.» Den Helligaands vigtigste arbeide er at faa et Guds barn til at skrike; ti skrik vidner om liv. Et dødt barn kan ikke skrike, og det første tegn paa det naturlige liv er, at det nyfødte barn skriker. At vi ber til Faderen, er et vidnesbyrd om, at vi har barnekaar, derfor lærer Jesus os, at vi altid skal bede til vor Fader; andre steder i skriften læser vi, at vi skal bede i Jesu navn og ved den Helligaands kraft. Saaledes skal vor bøn omfatte Fader, Søn og Helligaand.

Gud er en Aand, derfor maa vi bede til vor Fader, som er i løndom, forat det lønligste i ham og det lønligste i menneskets aand kan smelte sammen i en herlig forbindelse — Gud og mennesket. Der er to skjulte kræfter i bøn. Først meddeler den menneskelige aand sig under den Helligaands ledelse, saa Guds Aand som intet menneske har set. Endskjønt disse kræfter er usynlige for det naturlige menneske, saa ser dog Faderen, som gjennemtrænger menneskets aand, hvad der er utenfor sprogets rækkevidde. «Han ser i løndom», derfor, naar vi ikke har ord til at uttrykke hjertets trang, kommer den Helligaand os til hjælp, idet han træder frem for os med «uutsigelige sukke».

Mens bøn er en gjerning i det skjulte, saa er bønnens belønning uigjenkaldelig et aabenbart vidnesbyrd om Guds herlighet. «Din Fader, som ser i løndom, skal lønne dig i det aabenbare». Derfor har Jesus sagt: «Vaak og bed.» Hvor mange av Guds barn speider efter svar paa sine bønner, hvor mange vaaker her paa en forstandig maate? Bønnens svar er aabenbar, dens begyndelse skjult.

Mens det ene er skjult hos Gud, saa er det andet aabenbart i ens eget liv, i andres liv, i byer, land og verdensdeler. At følge bønnens virkninger saaledes som de passer ind i Guds planer, er en av de mest styrkende troesøvelser for et Guds barn. «Jeg vil bede med aanden, men jeg vil ogsaa bede med forstanden.» 1 Kor. 14, 15.