Guds ære

Guds ære.

Efterat profeten Jonas hadde forsøkt at flygte bort fra Herrens aasyn blev han igjen en tidlang lydig mot Gud og gik frem i tro. Han holder den præken for niniviterne som Gud byder ham, og den forunderligste vækkelse følger hans ord. Folket i Ninive, fra kongen paa tronen til den laveste av hans undersaatter, kaster sig ned for Jehovas føtter og roper om naade.

Men i det øieblik Gud hører deres rop og tilintetgjør Jonas’s forutsigelser om deres ødelæggelse, falder profeten helt sammen og faar et anfald av trodsighet og vrede, fordi Gud hadde undlatt at gjøre, hvad han hadde truet med, og saaledes ødelagt hans ry som profet.

Dette var kun Jonas’s gamle selvliv som kom igjen paa en anden maate end før. En mand kan opgi sin selviskhet, der søker sin tilfredsstillelse i verdens glæder, og han kan dog søke det samme selvlivs tilfredsstillelse i en eller anden religiøs form. En kvinde kan ophøre med at være sine helters avgud i verden, og dog kan hun svælge i behagelig glæde ved sit herredømme over menneskers sind og hjerter i sit arbeide for Kristus.

Taleren kan, mens han holder tusener fængslet ved sin tale om Kristus og frelsen, være likesaa selvisk og selvbevisst som skuespilleren paa scenen eller politikeren paa talerstolen, der kun taler for sin personlige triumf. Selve Jonas’s fremgang var den snare der bragte ham til at glemme sin Mesters ære, og det folks gode, han var sent for at frelse.

Vi kan aldrig gjøre fremgang, før vi lærer selv at bli borte under Mesterens ære og herlighet. Ak, om vi kunde se op i vor Frelsers aasyn og saa for evig glemme os selv!

Vi ser i Jonas en mand, hvem Gud maatte ydmyge i støvet for at redde ham fra at ødelægge sit eget verk.

Gud vil gjerne gjøre os delagtig i frugterne av vort arbeide. Saaledes hædrede han Moses, Samuel og Paulus, og deres navne er git os i forbindelse med deres velsignede tjenester for Mesteren. Men det var, fordi de glemte sig selv, og kun søkte Mesterens ære. Hvor anderledes var det ikke med Jonas! Han søkte sin egen ære, og Gud maatte ydmyge ham og la ham fuldstændig mislykkes i det, han ønskede at ha lykke i. Jesus sier: Om nogen er min tjener, han følge mig, og hvor jeg er, der skal ogsaa min tjener være; om nogen er min tjener, ham skal Faderen ære. Joh. 12, 26.

Jonas mistet Faderens ære, fordi han søkte sin ære, mens Paulus fik den, fordi han ga avkald paa sin ære. Han søkte kun at leve for at tilfredsstille Jesus, om han endog selv for evig skulde bli glemt. Dette er den rette tjeneraand. Jonas derimot finder vi sittende i skuffelse under sit visnende kikajontræ, og der ender historien om ham.