Menigheten

Menigheten.

Næst Kristus er intet skjønnere navn git os end “menigheten”, den han forhvervet sig ved sit blod. Der er mange slags forstaaelse av ordet “menighet”; men Gud har kun een forstaaelse, den han har aabenbaret os i Ef. 5, 31 og 32.

Derfor skal manden forlate far og mor og holde sig til sin hustru, og de to skal være ett kjød. Denne hemmelighet er stor; men jeg tænker hermed paa Kristus og paa menigheten.

Det heter “ett kjød” til forskjel fra een aand. Manden, — Kristus, forlot sin himmelske far, og han forlot sin jordiske mor, idet han døde paa korset. Han overlot sin mor til sin discipel Johannes, og han sa til sin far: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forlat mig. Han led døden efter kjødet for i sit kjød ved døden at kunde opta i sig selv sin menighet. Men er Kristus efter kjødet korsfæstet, saa er hans menighet det i like maate. Og den, som ikke er korsfæstet efter kjødet, kan umulig være “ett kjød” med ham, og tilhører som saadan ikke menigheten, selv om han ansees for en av de øverste i en eller anden av de talrike menigheter hernede.

Det er velsignet at praktisere menighetslivet, eftersom det er det dyreste eie vi har. Vi er jo alle døpt med een aand til at være ett legeme — d. v. s. “een menighet”, enten vi er jøder eller græker, enten vi er trælle eller frie; og vi har alle faat een aand at drikke. 1. Kor. 12, 13.

Gud trækker bestemte linjer. Men menneskene leker menighet, og danner masser av menigheter paa daab, brødsbrydelse, forsamlingsmaater, om en eller anden person o. s. v. Gud dannet og danner fremdeles sin menighet paa korset; idet han der har slaat og fremdeles slaar alt fiendskap ihjel. Korset er altsaa det sted, hvor Gud holder alliancemøter med mennesket, og der lykkes det ham at faa istand eenhet og faa dræpt fiendskapet. Nogen anden menighet og nogen anden maate at faa istand eenhet paa findes ikke. Skjønt nu dette er saa liketil, saa er det allikevel en stor hemmelighet, at Kristus og menigheten er “ett kjød.”