Til ettertanke

Til eftertanke.

Job. 42, 7. Og det skete, efterat Herren hadde talt disse ord til Job, da sa Herren til Temaniten Elifas: Min vrede er optændt mot dig og dine to venner; ti I har ikke talt ret om mig, som min tjener Job.

8. Og nu, tar eder syv okser og syv vædere og gaa hen til min tjener Job og ofrer brændoffer for eder! Og Job, min tjener, skal be for eder; kun ham vil jeg bønhøre, saa jeg ikke handler med eder efter eders daarlighet; ti I har ikke talt ret om mig, som min tjener Job.

Dersom det ikke var Gud selv som talte, saa skulde man ikke ha trodd det. Tænker man efter, saa hadde Elifas og hans venner kun talt Guds interesser. Jobs tale derimot ser ut som en klage over Gud og retfærdiggjørelse av sig selv. Allikevel sier Gud, at hans vrede er optændt mot Elifas og begge hans venner, og at Job skal be for dem. Hvorledes skal man forstaa det, o min Gud! forklar det selv. Aarsaken er den, at de ikke har talt oprigtig. Gud, du vender dig ikke til ordenes skal, men til sindelaget hos dem som taler. Bebreidende ord og gjerninger talt og handlet av et oprigtig sind, der intet andet forsæt har end at behage Gud, blir av Gud bedre optat end de skjønneste ord fyldt med den meste kjærlighet, naar hensigten med talen er at rette opmerksomheten paa sig selv.

Disse Jobs venner, som gav skin av at forsvare Guds saker, hadde kun til hensigt at forklare sin uskyldighet i de samme ting, hvori de erklærte Job skyldig. Dersom rigdom var et kjendetegn paa uskyldighet (her menes aandelig rigdom) og fattigdom var et tegn paa laster og overtrædelser, saa hadde de dermed erklært sig for uskyldige; ti de sa og bekjendte, at de var rike, men Job var fattig, hvorfor de dømte ham at være en overtræder. Guds vrede syntes optændt imot Job alene, og kun han blev tugtet. Men saasnart straffen var fuldbyrdet, blev Gud Jobs talsmand, og de tre venner blev alene tilgit for Jobs skyld. Herav ser vi hvor sandt det er, at en sjæl, som bærer sit kors er mægtigere for Gud, end alle de helliges hellighet uten kors.