Han er

I en sjæl i forening med Gud finder vi uttryk som synes at staa i direkte motsætning til hverandre i deres betydning.

1. “Han er død og er levende igjen.” Dette vil si, død fra egne hensigter, interesser, skader, selviske følelser og fornøielser, verdslig ry og ære. Han er levende for Gud og for hans interesser, for den ære som kommer fra Gud og kun fra Gud.

2. “Han er uten virksomhet og dog virksom.” Det vil si, han er altid i harmoni med Guds førelse. Han bevæger sig eftersom han blir bevæget. Han gaar tilbake, gaar frem eller staar stille, netop saaledes som Guds stemme i hjertet lyder. Virksomhet er likesaa naturlig for ham, som liv; men det er virksomhet i Gud og for Gud.

3. “Han er altid lidende og dog altid glad.” Motsætningen mellem freden i hans egen sjæl og de ting som er rundt ham foraarsaker sorg; men i sjælens indvendige stilhet forblir troen urokket — en tro som stadig har Gud for øie — derfor er han altid lykkelig.

4. Han er uvidende og føler sig ogsaa selv saaledes, og dog er han fuld av guddommelig visdom. Han kan med oprigtighet si: “Jeg vet intet,” fordi at menneskelig visdom sammenlignet med den guddommelige altid er uvidenhet. Han har aldrig nogen visdom fra sig selv; Gud er altid hans lærer.

5. Han er fattig og dog har han alle rigdomme. Fattig, fordi han ikke har noget som han kan kalde sit eget. Det som verden kalder sit, kalder han Guds. Han er en fattig søn med en rik Fader.

6. Han er svak og dog har han al kraft. Han har avstaat fra sin egen kraft, han har ingen kraft i sig selv; og dog har han al kraft i Gud.