Bileams villfarelse

Bileams vildfarelse.

For vindings skyld har de kastet sig ind i Bileams vildfarelse. Judas 11.

Bileam var en Herrens profet, og Gud kunde visselig ha brukt ham til store ting i sin tjeneste, om han hadde været tro. Men desværre hang hans hjerte ved jordisk gods og ære.

Moabs børn og Midjan frygtet saare for Israel. De visste om, at Gud med sterk arm hadde ført dem ut av Ægyptens land, og nu laa de der — like overfor Moab. 4. Mosb. 22, 5. Gode raad var nu dyre. Balak, Moabs konge, vilde gi hvad det skulde være, om han blot kunde faa forbandet og tilintetgjort Israel.

I sin store nød sendte han saa bud efter Bileam. Sendemændene var av de ældste og fornemste, og spaamandsløn hadde de med sig.

Bileam, som ved siden av sin profetiske gjerning, elsket baade penger og ære, blev her rigtig sat paa prøve. Vistnok vilde han gjerne være tro mot Gud; men de høie sendemænd og spaamandslønnen —! Hvad skulde Bileam gjøre? Han vaklet frem og tilbake. Gud paa den ene side, rigdom og ære paa den anden.

Hadde Bileams hjerte været ret for Gud, hadde han straks avvist sendemændene. Nu derimot siger Bileam: Bliv her inat, saa vil jeg gi eder svar, eftersom Herren vil tale til mig. Og Moabs øverster blev hos Bileam. V. 8.

Moabs øverster var ansete folk og hadde rike gaver med. Bileams hjerte var i oprør. Tænk om han skulde miste denne prægtige anledning til at vinde rigdom og ære! Men saa var det Gud? Han kunde vel ikke saadan uten videre gi slip paa ham heller.

Bileam skulde ha været en aandelig autoritet, men nu var han solgt. Skridt for skridt gir han efter for Balak. Sendemændene blev flere og mere ansete, gaverne større, Bileam mer daaret. Tilslut gik det saa vidt at Balak blev herre og Bileam hans lydige slave, som trolig fulgte med fra høi til anden for at forbande Israel.

Gud forhindret imidlertid Bileam. Han kunde ikke forbande folket. Balaks vrede optændtes, og han gav endog profeten irettesættelser. Isandhet gik disse ord i opfyldelse: Den man fremstiller sig til tjeneste for, dens tjener er man blit. Bileam hadde været en Guds tjener. Nu tjente han Balak. Hvilken sørgelig vildfarelse. Guld og ære daaret profeten og gjorde ham kraftesløs.

Naar nu Bileam ikke kunde faa forbande folket, maatte han gi Balak noget til vederlag for den ære og de gaver han mottok. Han lærte derfor Moab, at de skulde forføre Israel til hor og avgudsdyrkelse, og saa vilde Herrens forbandelse komme over dem. Dette lykkedes ogsaa. Ti da Israels stridsmænd vendte tilbake efter at ha slaat Midjan, sa Moses til dem: Har I latt alle kvinder leve? Se, disse var de, som paa Bileams raad forledet Israels børn til troløshet mot Herren i saken med Peor, saa plagen kom iblandt Herrens menighet. 4. Mosb. 31, 16.

Pengegjerrighet drev Judas til at sælge sin Herre og Mester for 30 sølvpenge. For penger og ære lærte Bileam Balak at lægge anstøt for Israels børn, at æde avgudsoffer og drive hor. Aab. 2, 14.

Moses valgte heller at lide ondt sammen med Guds folk, end at ha en kortvarig nydelse av synden. Hans endeligt blev ogsaa derfor velsignet. Gud førte ham op paa bjerget og lot ham skue ind i det forjættede land; og saa døde Moses, og Gud selv begrov ham.

Bileam gjorde motsat av Moses. Han gik bort fra Guds folk for at vinde syndens kortvarige nydelse sammen med verdens fyrster; og med disse skulde han ogsaa ende sit liv.

Gud gav Moses befaling, at han skulde hevne Israels børn paa midjaniterne. Da lot Moses et tusind mand av hver av Israels stammer ruste sig til strid. Disse stred mot Midjan, likesom Herren hadde befalet Moses, og de ihjelslog alt mandkjøn. Og foruten de øvrige ihjelslagne ihjelslog de ogsaa Midjans konger, nemlig Evi og Rekem og Zur og Hur og Reba, Midjans fem konger; ogsaa Bileam, Beors søn, ihjelslog de med sverdet. 4. Moseb. 31, 8.

Bileam naadde hvad han tragtet efter. Han blev æret sammen med fyrster, men han maatte ogsaa dø sammen med dem.

For vindings skyld kastet Bileam sig ind i denne forvildelse. Nu sier apostelen Judas, at saadanne mennesker findes indenfor menigheten. De var skamflekker ved kjærlighetsmaaltiderne, idet de uten blygsel holder gilde med og fodrer sig selv.

Maa vi ta imot formaningen i Aab. 3, 18: Salv dine øine med øiensalve, forat du kan se.