Hvem skal frembære Guds mat?

Hvem skal frembære Guds mat?

Herren underviser Moses i 3die mosebok 21. kapitel om hvem der skal træde frem for at frembære sin Guds mat. Det skulde være en mand paa hvem der ikke var noget lyde. Ti ingen mand paa hvem der er et lyde skal træde frem, ikke en mand som er blind eller halt eller lemlæstet i ansigtet eller har et lem for stort, eller en mand som har bræk paa fot eller bræk paa haand, eller som er pukkelrygget eller dverg eller har en hvit plet paa sit øie eller har skab eller utslet, eller hvis stene er knuste.

Ingen mand av Arons, prestens, avkom paa hvem der er et lyde skal træde frem for at frembære Herrens ildoffere; der er lyde paa ham, han skal ikke træde frem for at frembære sin Guds mat.

Vi vet, at alt i den gamle pakt er skrevet os til undervisning, eftersom det er skyggerne av de tilkommende goder. Skyggerne er imidlertid nu borte, og vi er sat ind i den person, som kastet skyggen — i Kristus selv. Maatte derfor den gamle pakts prester (dvs skyggens prester) være uten lyde for at kunne frembære sin Guds mat, slutter vi, at den nye pakts tjenere (aandens tjenere) end mere maa være fri for lyde, om de skal kunne træde frem for Herrens aasyn og motta fra hans bord aandelige retter for at bære disse ut til folket.

Han maa ikke være blind. Hans hjerte skal ha oplyste øine. Ef. 1, 18. Han maa klart kunne se at skille rent fra urent, hellig fra vanhellig. Han maa grant kjende sine faars utseende. Hans øine maa altid skue ut efter de bedste græsgange. Han skal paase, at ingen lider og har det ondt.

Han maa ikke være halt. Han skal ikke halte til nogen av siderne. Han maa kunne løpe i den ham foresatte kamp, og altid befinde sig forrest i rækken. Han skal med Paulus altid kunne si: Følg mig, som jeg efterfølger Kristus. Faarene maa til enhver tid leve under følelsen av, at de ved flugt ikke skal kunne unddra sig sin hyrde for at nyde utilladelig frihet. Han skal være rask paa foten, ombundet med den færdighet til kamp, som fredens evangelium gir. Han maa kunne indhente og fordrive enhver fiende, som vil bryte ind i faarefolden.

Han maa ikke være lemlæstet i ansigtet. Hans aandelige aasyn skal være frit for lyde. Et lemlæstet ansigt vilde frarøve ham frimodigheten. Han maa ikke ved sig selv føle en viss hang til at skjule sit aasyn. Han maa ikke være lemlæstet i ansigtet, om han skal kunne frembære sin Guds mat.

Han maa ikke ha et lem for stort. Han maa ikke øve ensidighet i sin gudsdyrkelse, saa et lem vokser sig stort og sterkt og de øvrige forkrøbles. Han skal være noget for alle, om han skal kunne gi alle av sin Guds mat. Han maa ikke ha et lem for stort.

Han maa ikke ha bræk paa fot eller bræk paa haand. Bræk paa fot eller bræk paa haand vil sinke tjenesten. Han kan ikke faa frem maten i ret tid. Skulde brækken være lægt, vil han allikevel selv ha følelse av svakhet. I et knipetak — om det skulde gjælde — kan han ikke ta saa haardt i, som han kunde ønske det. Han har bræk paa haand eller bræk paa fot og maa ikke frembære sin Guds mat.

Han maa ikke være pukkelrygget eller dverg. Er nogen ved sit fald blit pukkelrygget, skal han ikke frembære Guds mat. Han har faat et knæk i sit fald. En dverg skal ikke nærme sig Herrens bord for at frembære Guds mat, han har stanset i sin aandelige vekst og er ikke dygtig til at undervise andre.

Han maa ikke ha hvit plet paa sit øie. Hans øie skal være uplettet. En plet paa øiet vil gjøre, at han ser skjævt paa tingen. Han vil feile i synet og vakle i dommen. Troskapen og tilliden skal kunne læses i hans øine. Nogen plet maa ikke faa skjule dette kostelige klenodie. Han maa aapent kunne skue ind i Guds aasyn, og maa ikke ha nogen plet, bak hvilken han kan skjule sin sjæls tilstand for den Herre Zebaoths øine.

Han maa ikke ha skab eller utslet. Der maa ikke hænge ved ham et ondt rygte, ei heller maa kjødet være virksom, saa syndens utslet kommer tilsyne paa hans legeme. Han skal til enhver tid være avtvættet paa legemet med rent vand og hans kjød være friskt som en ung drengs kjød. Skab og utslet vil virke vanærende, han maa ikke frembære sin Guds mat.

Han skal ikke ha knuste stene. Han maa ikke være gildet av mennesker. Han skal være i besiddelse av livsmot, ikke være træg og aandelig motfalden. Han skal være en person, for hvem man kan ha respekt, om han skal kunne frembære sin Guds mat.

Ingen mand av Arons, prestens, avkom paa hvem der er et lyde, skal træde frem for at frembære Herrens ildoffere. V. 21.

Naar Gud vil ha bragt en sjæl frem paa ildofferalteret, kan han som medarbeider ikke bruke nogen, som selv har lyde. Han vil altid bruke en sjæl, som selv er fortrolig med ilden.

Dog maa han æde sin Guds mat, baade av de høihellige ting og av de hellige ting. V. 22.

Gud, i sin uendelige kjærlighet, vil ikke formene nogen sin aandelige mat. Han vil at alle skal æde, baade av det hellige og det høihellige. Blinde, halte, lemlæstede, pukkelryggede, de som har plet paa øie, bræk paa haand eller fot, skab og utslet, alle kan faa lov til at æde av sin Guds mat, baade av de høihellige ting og av det hellige.

Kun skal han ikke komme til forhænget og ikke træde frem for alteret, fordi der er lyde paa ham; og han skal ikke vanhellige mine helligdomme; ti jeg er Herren, som helliger den. V. 23.

Vi lærer herav, at Gud kan ikke bruke nogen som har lyde til at frembære den aandelige mat. De kan faa lov til at æte sig mætte baade av det høihellige og hellige; men de maatte ikke vanhellige helligdommen ved at nærme sig forhænget.

Forhænget revner ved doms og fortærelses aand. Nogen med lyde vil ikke kunne bestaa her og maa ikke nærme sig. Paa indsiden av forhænget aabenbares Guds herlighet, og derfra skal Guds mat bæres frem. Men vil nogen derind for at hente frem aandelig føde, maa han først ha ofret sig selv paa ildofferalteret, hvor alle lyder brændes op.

Beder høstens Herre, at han utdriver mange saadanne tjenere i sin høst.

(Fortsættes.)