Venner

Venner.

En troende sa: “Jeg besøkte mine venner, men jeg gik fra dem saa tom i hjertet.” La os vælge vore venner saaledes som Jesus. Han sa: “I er mine venner, dersom I gjør hvad jeg byder eder.” Joh. 15, 14. De som gjør hvad Jesus byder, er Jesu venner; og disse, kun disse skulde ogsaa du kalde dine venner. Da blir du ham lik ogsaa i dette stykke. Læg nu mærke til hvorledes dette aandelige venskap er. Jesus sier derom: “Eder har jeg kaldt venner, ti alt hvad jeg har hørt av min Fader har jeg kundgjort eder.” V. 15. Det er tegnet paa, at man er venner, naar man kundgjør hverandre hvad man har hørt av Gud. Da gaar man ikke fra hverandre med tomme hjerter. Naar man gaar fra nogen med tomt hjerte, da viser dette flere ting: for det første, at du ikke har været hos venner, men hos røvere, som tok hvad du hadde og lot dig gaa tomhjertet bort, for det andet, at du manglet Aandens sverd til at forsvare det som var i hjertet, for det tredie, at du pleier venskap med røvere.

Paulus sier: “Der er mange gjenstridige som farer med tom snak og daarer folks hu — disse skal du maalbinde.” Tit. 1, 10—11. Du lot dig daare og gik med paa deres tomme snak, og istedetfor at ta op kampen mot dem og maalbinde dem, lot du dig frivillig røve, og endda kalder du disse røvere venner. Naar du har kjærlighet til Gud og hvad han gir, da vil du vaake saa ingen bryter ind og stjæler, og naar du det gjør, skal der ikke findes nogen magt som kan røve hvad du har faat av Gud. De sande venner kundgjør dig hvad de har hørt av sin himmelske Fader, og deres ord er fyldt med himmelske skatter, som de rikelig utøser i dit hjerte. La dig nu ikke længer daare og kalde røvere for venner, men vælg hvad ret er.