Råd og vink til nyfrelste

Raad og vink til nyfrelste.

Har du sagt synden og verden farvel og faat fred med Gud i en god samvittighet saa fortsæt at vandre med din Gud, som du mottok ham. Kast dig ikke blindt i armene paa en eller anden sekt, hold dig for god til det. Bliv ikke et rov for mennesker som kun prædiker vanddaab, men som selv forlængst har brutt sin gode samvittighets pakt, eller for den, der prædiker Aandens daab, men som aldrig har hørt hvad Aanden taler i sjælen og til menigheten. Vi lever i en tid, da den kristne sier sig at være rik, at ha overflod og fattes intet; en tid da man vælger sig lærere i hobetal eftersom ørene klør. Den nyfrelste kan tro sig vel bevaret i hænderne paa en eller anden av alle disse ledere uten at vite om, at lederne selv indbyrdes lever i krig og splittelse. Han vil derved istedetfor den uforfalskede melk indsuge partiaanden og faar allerede i begyndelsen av sin aandelige løpebane et knæk, der fravrister ham den barnlige tro han hadde paa Kristus, før han kom under de beskyttende lederes vinger.

Jesus betrodde sig ikke til dem, fordi han kjendte alle, og fordi han visste selv hvad der bodde i mennesket. Joh. 2, 24. 25. Det er maaske en haard kur for den nyfrelste at følge Jesus i dette; men naar man som han faar kundskap om hvad der bor i mennesket, saa staar man det over, og vil ved stadig at vandre i Aandens samfund snart lære selv at finde næring og kraft. Man vil paa denne maate bli bevaret fra meget, man ellers er utsat for at maatte gjennemgaa, og som endogsaa kan føre helt bort fra Gud.

Den nyfrelste trænger støtte, og denne støtte skulde være menigheten. Derfor heter det i Ap. gj. 2, 47: Og Herren la hver dag dem som lot sig frelse til menigheten. Hvor velsignet skulde det ikke være at ha en saadan menighet at by de nyfrelste. Men hvad Gud gjør foran, søker Satan at gjøre efter, han søker ogsaa at lægge til menigheten de nyfrelste, fordi han vet trangen til støtte er forhaanden. Efter enhver vækkelse vrimler det derfor av “aandelige haier,” der alle søker at trække de nyfrelste til sit eget eneste rette troessamfund. Og har det lykkes dem at fange en sjæl, saa gjør de en aandelig dødning av ham paa en høist forbausende kort tid.

Er du nyfrelst saa vit, at mennesker fyldt med partiaanden indtil nidkjærhet efterstræber dig paa alle dine veie, de benytter sig av din uvitenhet, og du skal være meget gudfrygtig og høre vel efter Aandens røst, om du skal kunne bevare dig ren og fri i din aand — uten at bli fanget.

Gaa ind i vort samfund, her har du anledning til at arbeide, her blir du bevaret, her har vi det rigtig efter Guds ord o. s. v. summer det for den nyfrelstes øren. Lar han sig saa lokke, kommer han til at sitte der som en rekrut, en nykommer, der har at lyde formanden, viceformanden, bestyrelsen og en hel del andre ældre, som med rette gjør fordring paa, at den nykomne viser dem alle tegn paa respekt og æresfølelse. Den nyfrelste, som før hadde Gud nær hos, faar ham nu saa langt borte, at han neppe kan øine ham. Han ser Gud og fuldkommenheten gjennem hele denne stab av mennesker, som han anser og blir oplært til at anse, for at være langt mer aandelig end sig selv. Paa denne maate blir Gud saa langt borte. Sin sjælstilstand betror han da ogsaa til disse veiledende kræfter, og dermed er han solgt. Han er blit en slave; han har latt sig fange. Han har mistet den enfoldige og umiddelbare tillid til Gud og spør nu mennesker tilraads.

Hvem er nu disse formænd og viceformænd og denne bestyrelse, han har git sin sjæl ivold?

Dersom du har faat litt av den øiensalve, hvormed Gud salver sine vidners øine, Aab. 3, 18, saa vil du se, at det er de mest ansete efter kjødet, som indehar æresstillingerne. Den mindre ansete har al utsigt til at forbli menigmand i samfundet alle sine dage. Det er altsaa de ansete efter kjødet den nyfrelste nu betror sin sjæl. Jesus hadde ingen anseelse at man kunde ha lyst til ham. Den nyfrelste har heller ikke mer lyst til ham. Han er fanget av Satan til at anse personer efter kjødet og lever ikke mer saadan, at han ikke kjender nogen efter kjødet, men er tvertimot blit kjødets skyldner; ti han har faat mange at tækkes.

Den nyfrelste faar nu hygge efter kjødet i sine nye omgivelser, men er blit en fanget slave efter aanden. Menighetens ældste og lemmerne, som før hans indtræden i “deres samfund” ikke ansaa ham som deres “indviede”, skjænker ham nu samfundets høire haand, og den nyfrelste føler sig løftet og drømmer om, at denne lykke skal vare ved. Han har, naar en tid er gaat, endog utsigt til at bli stemt paa, naar ny bestyrelse skal vælges; ti flere har alt lagt merke til, at der hos ham er talenter, der ikke bør graves ned i jorden. Hvilken ære, — faa være med i bestyrelsen! Men det fortrolige samfund med Gud er og blir borte; ti han har latt sig overvinde og ta tilfange av mennesker, som selv er bedrat av Satan.

Vil han nu fra denne stilling kjæmpe sig ut igjen til fuld frihet, blir han holdt for at være revolutionær, et uregjerlig medlem der ikke er saa ydmyg som han skulde være og som derfor maa tilrettevises av de ældste. Falder han saa efter tilrettevisningen atter hen i avmagt, sies han at være blit “snild;” men skulde trangen til sandhet endnu være saa sterk hos ham, at han fremdeles opponerer, kan han ikke længer styres inden deres samfund, og de samme spidser, der for nogen tid siden rakte ham samfundets høire haand, griper nu til det middel Frelseren i sit profet-syn saa og forutsa: De utelukker ham av synagogen. Joh. 16, 2. Han har traadt paa deres høider og fældt dom i deres aller-helligste.

Vil du, nyfrelste sjæl, bli bevaret, saa lær dig at tænke selv. Lar du andre tænke for dig, vil du komme til at betale det dyrt. La os gaa ut til ham utenfor leiren, bærende hans vanære, Hebr. 13, 13; ti i leiren kjæler de bundne for sine baand og ser en fiende i hver og en som vil løse dem. Men det menneske, som forvilder sig fra klogskaps vei, skal hvile i dødningers forsamling. Ord. 21, 16. Hvile i dødningers forsamling, en farlig hvile! Sky denne hvile, du nyfrelste sjæl, og beflit dig paa at komme ind til Guds hvile, der erholdes ved tro. Hebr. 4, 11.

Der er ett legeme (d. v. s: menighet) og een Aand, likesom I er kaldt med ett haab i eders kald; een Herre, een tro, een daab, een Gud alles Fader. Ef. 4, 4, 5 og 6. La os lægge vinn paa i disse ting at bevare Aandens enhet. V. 3. Vi er døpt med een Aand til at være ett legeme — een menighet. Nogen anden menighet er ikke indstiftet av Gud. Der er kun een daab, een begravelse med Kristus; men dette er den gode samvittighets pagt det ansvarlige menneske gjør med sin Gud, at han vil vandre et nyt levnet og bevare en god samvittighet. Naar vi det gjør, saa vandrer vi i lyset og da har vi samfund med hverandre, og Kristi blod renser os fra al synd. Noget andet samfund i det ene legeme, den ene menighet, trænges ikke.

Maa Gud i sin naade faa lede de nyfrelste i fuld frihet ind i en dypere hvile og en fuldere forstaaelse; ti til frihet er I kaldt, brødre, misbruk bare ikke friheten til en anledning for kjødet.