Troens lydighet

Troens lydighet.

Han, som efter hellighets aand er godtgjort at være Guds vældige søn ved opstandelsen fra de døde, Jesus Kristus vor Herre, ved hvem vi fik naade og apostelembede for at virke troens lydighet blandt alle hedningefolkene til hans navns ære. Rom. 1, 4 og 5.

Før troen kom hadde vi en tro — en lovisk tro, der var saa sterk, at den magtet at holde os i varetægt under loven til den tro kom, som skulde aabenbares. Gal. 3, 23. Den loviske tro kan ikke kaldes Kristi tro; men en menneskelig tro paa Kristus. Derfor er den heller ikke den endelige tro, men kun en foreløbig, der sammen med samvittigheten og aandens overbevisning virker som en lovisk tugtemester til Kristus. Komne til ham og gjort til ett med ham vil Kristi tro bli virksom ved gjerninger, hvilke fremkommer som en frugt av troens lydighet, til hvis drift kraft utgaar fra aandernes Fader. I Guds rike kommer alt an paa lydighet. Faldet kom formedels ulydighet; men opreisningen sker ved lydighet. Kristi tro er legemets — menighetens — lov, uten hvilken ingen helliggjørelse kan finde sted; ti ved denne tro venter vi i aanden paa det som retfærdigheten gir os haab om. Gal. 5, 5. Vi ser her, at det er retfærdigheten som gir haab; men umulig kan man være retfærdig uten ved troens lydighet. Ti den retfærdige: Ved tro skal han leve.

Under loven findes ingen naade, eftersom der utenfor legemet ikke findes noget offer. I er skilt fra Kristus, I som vil retfærdiggjøres ved loven; I er faldt ut av naaden. Gal. 5, 4. I legemet derimot gives der os baade naade og sandhet. Og det kan Gud gi netop der, fordi legemet er ofret. Alt hvad der tilhører liv og gudfrygtighet er skjænket os i Kristus Jesus. Vi faar der naade ved ham, for at Guds langmodighet skal bli virksom, indtil vor delagtighet i Kristi offer indtræder og aabenbarer for os Guds rigdom paa langmodighet og naade.

Ved troen forenes vi baade med Kristi person og med naaden, og fra den tid av gjælder hverken omskjærelse eller forhud noget, men bare tro, virksom ved kjærlighet.

Det er somoftest at man selv gjør sig forestillinger om, hvad man skal tro og ikke tro. Denne tro har intet med Kristi tro at bestille. Kristi tro aabenbares os i vor menneskelige aand og bevissthet og vil altid peke i retning av større gudfrygtighet, mer hengivelse, større omsorg og større ofre efter kjødet. Kristi tro har sine røtter i Gud selv og kan ikke fattes av vor forstand, skjønt den er i fuld harmoni med Guds forstand og hans hellighetsplaner med os. Kun i tillid til, at Gud vil vort bedste kan vi ved Guds naade handle efter den tro, der aabenbares os — uten at se utgangen og resultaterne, som kun Gud har forbeholdt sig selv til vor herlighets aabenbarelser med Kristus paa hin dag, da vi alle skal fremstilles for Kristi domstol og faa løn efter hvad der er skedd ved legemet, enten godt eller ondt.

Over alt herlig ligger der et dække, og det er ikke behagelig for det ydre menneske blindt at følge troens vei; men ved praksis overraskes vi gang paa gang ved at finde Guds herligheter forsvarlig gjemt under de dækker, der av mennesker ingen anseelse har. Ved øvelse i at grave efter Guds skjulte skatte under disse dækker, kommer man med tiden saa langt bort fra det religiøst store og anseede, at man kun blir betragtet som en saadan skrøpelig tingest, der vistnok har nogen særmeninger for sig selv, men som aldrig vil kunne naa op til at glimre fra de meget eftertragtede religiøse høider. Ved Guds naade er det fremdeles vor agt at holde os til det lave, til det som ingen anseelse har, og i tro vet vi, at vi der skal i Guds kraft undergrave de grundvolde hvorpaa de religiøse høider hviler, og fryde os med en uendelig glæde, naar vi ser det ramle, hvortil det forfængelige religiøse menneske satte sin lid og sin ære.

Efter Guds love og vilje gaar veien nedad — opad. Kristi tro er vor leder gjennem livet, og den som har Kristi tro maa nødvendigvis ogsaa ha Kristi gjerninger, og har man Kristi gjerninger og tro, maa man nødvendigvis ogsaa ha Kristi liv.

Vi kan umulig tro noget, uten der blir talt noget, eftersom troen kommer ved hørelsen. Vor talsmand, den Helligaand, er altid virksom — inde og ute, under arbeide og i hvile, hvad den overbeviser om og taler i sjælens indre og i samvittigheten har vi at tro og lyde. Dette kaldes i bibelen: Troens lydighet, for hvis skyld Paulus var kaldt til hedningernes apostel. Uten troens lydighet sker ingen vekst — ingen fremgang og ingen frugter. Vistnok kan man være en trofast vanegjænger paa et eller andet lokale og tilsynelatende glæde sig nu og da; men nogen retlinjet, maalbevisst mand og kvinde blir man ikke, før man har lært at vandre i den dype hemmelighet: Troens lydighet.