Bruden

Bruden.

Jesus holdt det ikke for et rov at være Gud lik. Før han betraadte vor jord, lekte han altid for Guds aasyn og hadde sin lyst til menneskenes børn. Vistnok var der hinsides i evigheten myriader av engler og mangt og meget skjønt, som vi ikke her kan ha nogen anelse om; men intet av dette kunde tilfredsstille Jesu hjerte. Hans lyst stod til menneskenes børn.

Da Gud hadde skapt alle ting og befundet det saare godt, dannede han det første menneske, Adam, som han satte ind i Edens have for at vokte den. Man skulde tro, at Adam maatte føle sig vel tilfreds her, men det gjorde han ikke, og det forstod Gud bedre end Adam. Derfor sa Gud Herren: Det er ikke godt, at mennesket er ene; jeg vil gjøre ham en medhjælp, som er hans like. 1. Moseb. 2, 18. Og Gud lot en dyp søvn falde paa mennesket, tok ut et av hans ribben og dannet derav en kvinde og ledet hende til Adam, v. 22. Da sa mennesket: Denne er endelig ben av mine ben og kjød av mit kjød.

Adam hadde følt dette savn længe, derfor utbryter han: denne er endelig ben av mine ben o. s. v.

Just saadan forholder det sig ogsaa med den anden Adam, Kristus, han længter efter sin dyrekjøpte brud. Og denne maa tages blandt menneskenes børn. For at vinde hende forlot han sin himmelske herlighet og gik der ned, hvor denne hans elskede opholdt sig. Det var imidlertid ikke nok, at han kom herned; han maatte endog iføre sig kjød og blod og bli os lik i alle ting for igjennem forhænget, det er hans kjød, at lægge den vei, hvorpaa hans brud skulde vandre for at kunne komme til ham fra forkrænkeligheten ind i det uforkrænkelige og evige. Kristus utviste troskap, da han vandrede hernede, og nu vil han, at bruden skal være likesaa tro i sit kjøds dage. Paa denne maate blir man ett kjød med Kristus. Denne hemmelighet er stor, men jeg tænker hermed paa Kristus og menigheten, Ef. 5, 32. Manden skal forlate far og mor og holde sig til sin hustru og disse to skulde være ett kjød. Ikke bare faa av Kristi Aand, men drives av Aanden derhen, at legemet blir for Gud som et levende og Gud velbehagelig offer. Enhet i kjødet.

Vi er født ovenfra med uforkrænkelig sæd ved Guds ord, som lever og blir evindelig; vi næres og vokser ved det samme ord. Først er vi barn, derefter vokser vi frem til en ren jomfru for Kristus. Denne rene jomfru er for Kristus, hvad Eva var for Adam. Kun er forholdet himmelsk, mens vore første forældre var jordiske. Der findes unge piker uten tal, d. v. s. saadanne som ikke har vokset op til den modne alder; men til ingen av disse kan Kristus beile. Kristi brud er den modne kvinde ut fra hvis natur den guddommelige elskov bryter frem. Hun er syk av kjærlighet. Styrker mig med druekaker og kvæger mig med æpler, utbryter hun.

I brudetilstanden tænker man hverken paa gaver eller paa mange fete retter. Tanken og omsorgen for sig selv er borte. Bare brudgommen! Min egen vingaard har jeg ikke voktet; men fortæl mig dog, du, som min sjæl elsker: Hvor vogter du hjorden? Hvor lar du den hvile om middagen? Hun aapner sig ikke for hvemsomhelst, hun er en forseglet kilde, et tillukket væld. Hun foretrækker heller at lide i kjødet end at aabenbare andre end brudgommen sine hemmeligheter. Hun er hvad hun er: Idealet av alt hvad der kan opnaaes av et menneskebarn, der ved Guds naade blir delagtig i guddommelig natur.