Bønnens uutsigelige sukk

Bønnens uutsigelige sukke.

Men naar I beder, da være ikke lik hyklerne; ti de syns om at bede i synagogene og paa gatehjørnene for at sees av menneskene, sandelig, de har alt faat sin løn. Men du, naar du beder, da gaa ind i dit kammer og luk døren efter dig, og bed til din Fader som er i løndom, og din Fader som ser paa det som er i løndom, skal betale dig i det aapenbare.

Nøiagtig det samme, hvad der gjælder for vort ytre personlige liv, viser nu Jesus os som norm for vort forhold til Gud. Den samme art av personlig forhold skal altid herske i vort daglige liv. Det vordende menneske skal med sit liv i Gud ikke søke at vække opsigt, heller ikke i nogen retning følge impulser, der ikke strømmer ut fra en ren grund. Men det skal pleie føling med Gud i den største hemmelighet. Det er fortrin av dypeste fortrolighet som hører hjemme i det tillukkede hjertekammer. Hedninger og hyklere faar anse det for hvad de vil, de som er paa vei mot sandheten skal ikke likestille sig med dem.

Eksemplet herfor er bønnen. Bønnen er, naar den er egte og oprindelig, en personlig livsytring med Gud, som i det søkende menneske blir levende og som om kort eller længe kommer til klar bevidsthet. Altets livsmagt slaar sine skapende, drivende og dannende livsbølger paa vor bevidsthets dør og virker hos os oprindelig livsfølelse. Indeslutter vi disse bølger i vort personlige liv, saa vil vi ved dem bli hensat i livssvingninger. En ny art livsbevegelser vaagner op i os, vort oprindelige væsen blir levende, og en ny aand kommer over os. Vi føler os i hans makt og sporer tydelig hans impulser. Naar vi oplever dette, da taler Gud til os, virker i os og fører os. Under alle tildragelser og forhold i livet merker vi ham, naar vi kun først som opmerksomme børn har lært at forstaa den over os raadende faderlige tale.

Men taler Gud til os, saa kan det ikke uteblive, at ogsaa vi vender os til ham. Paa virkning følger gjenvirkning, paa meddelelse en igjen — meddelelse. Slutter han sig til os, saa slutter ogsaa vi os til ham og alt det som bevæger os og opstiger i os flyter tilbake i ham. Hans fortrolighet, som i alle prøvelser blir os meddelt, vækker hos os igjen-fortrolighet til ham, idet vi vet, at alle ting tjener os tilgode, og at han mottar os med sin rike hjælp. Guds ønske om at komme til at gjælde i alt — dette som ogsaa vi merker — vækker ved livets rivninger i os et rop av hjertets længsler paa vore læper.

Det er bøn. Det er ganske oprindelig livsbevægelse, der vender sig uvilkaarlig mot Gud, naar vi merker noget av ham. Naar vi er i ham, saa vil vi vende os til ham. Hans ufattelige bevægelser som vi sporer i hjertets uro, blir i vort indre en usigelig overstrømmen av hemmelighetsfulde dype svar, fra hvilke vi føler en navnløs trang sprudler frem i vort indre. Blir han vor fortrolige, saa vi forstaar hans tale i vort indre, saa vil vi ogsaa uhindret betro ham, hvad der rører sig i vort hjerte. Vi vil opleve hans overstrømmende faderlige magt komme tilsyne i alt det som møter os, og vi vil tale til ham som de kjære smaa barn taler til sin kjærlige fader. Da vil hvert ord fra Faderen i himmelen gjennem Jesus Kristus være os hjemlig og fortrolig, og hans opmuntringer til at bringe alle vore anliggender til ham, vil gjøre os endnu mer fortrolig.

Men er det væsentlig for bønnen at forblive i denne oprindelige impulsive rørelse, der vender sig mot Gud, enten vi bevidst eller ubevidst kjender hans dragelse dertil, da tilhører det vort mest tause og skjulte indre væsen. Ti det er vor sjæls utløsning overfor alt værens levende oprindelse, en intim forteelse uten like i det menneskelige væsens hemmelighetsfulde dyp.

Bøn er menneskets aabenbaring for Gud, hvilket blir besvaret med Guds aabenbarelse i mennesket. Denne vekselvirkning mellem det ufuldkomne og delte i os og det fuldkomne og hele i Gud, ved hvilken den guddommelige livsmagt blir til personlig livskraft i os, beror paa vor inderste værens umiddelbarhet, som gjør os mottagelig for — og finder sit ledende element i vort oprindelige væsen, der i alt hvad der møter os sporer Guds fødende veers virkninger. Derfor kan bønnens gjenlyd kun komme til klare uttryk i uberørt naivitet og uforstyrret oprindelighet.

Jo mer bønnen er en personlig bevidst tilbakevirkning paa de guddommelige livsbølger, som trænger ind paa os fra alle sider, jo mer den blir en uvilkaarlig bevægelse av vore inderste fornemmelser, desto mer levende, sand og objektiv er den. Derfor er bønnen i det skjulte beskyttelse og borgen for dens renhet. Dette gjælder forøvrig for alt hvad der blir os klart og betydningsfuldt over eget og andres liv, maaske i endnu høiere grad for at kunne leve i den personlige føling med Gud.

Derfor sier Jesus til det vordende menneske: Naar I søker Guds ansigt, da bli i det skjulte. Enhver forstyrrelse av det umiddelbare bryter vor kontakt med Gud. Blir naivitetens beskyttende hylster revet istykker, da dør hjertets urlyd. Overalt er indgripen i de inderste livsorganer dødelig. Saaledes ogsaa her. Alt tankespil og stemning i hvilken vore følelser ikke kan finde utløsning direkte og knapt, alle medfølgende reflektioner, følelser, dom og sideblikke, lammer bønnens nerver. Vi maa aldeles gaa op i vore hjerters bevægelser. Det kan vi kun, naar alle hensyn, som kan forstyrre os, blir avskaaret. Derfor maa vi indelukke os for alt, naar vi vil meddele os til Gud.

Eftersom nu bønnen kun kan være ren i det skjulte, saa avhænger ogsaa bønhørelse derav. Gud ser ogsaa her paa det skjulte, eftersom vor føling med ham lever og røres i de forborgne, dype og oprindelige fornemmelser. Finder Gud her levende gjenlyd, saa vil han bønhøre. Da vil bønnen utløse den kraft og klarhet, der stammer fra det evige, og fylde dens betydning og bærevidde, den som vi maa opleve for at kunne maale. Ti det er den virkelige livsbevægelse, en elementær naturforteelse i det rikere, høiere liv, der gjør Guds livsmagt og kræfter ved de indre love virksomme og mobile for menneskets personlige liv.

Derfor, bli for alt i verden med din bøn i det skjulte og værn om dens kydskhet. Prisgi dig ikke i din guddommelige grepenhet og i dine følelsers dypeste, opadstigende utløsning, hverken for dig selv eller andre.

Dette er den mest indtrængende formaning Jesus gir det længtende og søkende menneske paa veien. Og han gjør det ikke uten grund. Ti denne maate at be paa er usedvanlig. Den stillestaaende religiøse masse beder anderledes. For den er Guds aapenbarelse ikke personlig oplevelse. De kjender ham ikke ved oprindelig fornemmelse, men ved teoretisk meddelelse — uten at deres sjæle sitrer under hans umiddelbare livssvingninger. Hvorledes kunde de ellers forbli at være stillestaaende? Det blotte begrep «Gud» rører ikke op, men beroliger. Derfor er de med al sin tro kun gjennemtrængt av religionen, men ikke av Gud. Men som Guds aapenbarelse er for os, saa er vor aapenbaring for ham. Som vor tro er, det er ogsaa vor bøn. Derfor er deres bøn en religiøs handling, gudstjeneste, kultur, pleie av samvær med Gud, intet liv, men ydelse. Ti den er ikke født ut av livet med Gud, men ved oplysninger om ham og hans forhold til os. Den er frembaaret ved opfordringer og ved overveiede og beregnede motiver. Det er fromhet og nødhjælp. Derfor er den i sin kjerne raatten og maa naturnødvendig utarte. Det næste blir at friste Gud og overtro. Dog, Jesus gaar ikke ind her. Han har kun utartningen for øie, hvilken indtræder, naar bønnen ophører at være bøn, men kun tjener som middel for det som ligger utenfor. Naar man uttræder av det skjulte og ikke længer er alene med sin Gud; naar man derved føler og betragter sig selv, istedetfor ganske at forglemme sig i ham; naar man ikke maa bede, men vil bede; naar man beder for tilhørere eller om at vinde Gud for sig; naar man har bihensigter og følger bivirkninger. Ogsaa her nøier Jesus sig med at advare mot at anvende bønnen for selv at bli stilt tilskue. Men dette blir en følge av tapt naivitet. Utartningen, der indtræder, naar bønnen blir forstyrret i sin umiddelbarhet og fortrolighet, er like saa mangesidig som den menneskelige natur. Ti blir den engang berøvet sin beskyttelse, saa er den ganske vilkaarlig prisgit det menneskelige instinkt.