Hvem var Michael Molionos?

Hvem var Michael Molinos?

Han blev født i Spanien 21. decbr. 1640 av fornem familie. Grundet private forhold bosatte han sig i Rom 1670. Her blev han en fortrolig ven av pave Innocenz XI. I aaret 1675 utga Molinos et skrift «Guida spirituale», aandelig veiviser, som blev godkjendt av et stort antal av kirkens høieste værdigheter. Neppe var skriftet utkommet, før enhver vilde ha det. Man fandt det naturlig og meget inspirerende skrevet. Det blev oversat til flere sprog. Det førte sine læsere til fuldkommen sindsro. M. vilde lære menneskene en vei bort fra den usikre tilstand mellem salig nydelse og aandelig forlathet og tørhet, saa de i al sin nød og fristelse kunde se Guds nærværelse. Fra alle land kom breve til Molinos. En hel række av kardinaler regnet det for en ære at være hans personlige ven. Paven overlot ham et fint palads og viste ham ellers overalt den største velvilje. Ogsaa det katolske lægfolk, «verdensmennesker», følte sig mægtig draget til ham. Molinos viste dem en kort vei til den rene tro, og derfor vendte folket sig til ham i tusindtal. Overalt i Spanien, Italien og Frankrike blev der dannet smaa bedekredse, som Molinos ved breve stod i forbindelse med. Han blev paa denne maate midtpunktet for en stor aandelig vækkelses bevægelse, der ikke bekjendte sig til nogen kirkelig lære og som heller ikke tragtet efter nogen reformation, men som dog sikkert og stille undergrov hele det kirkelige Roms system, saa dette lydløst truedes med et sammenbrudd.

Det var den gudløse kong Ludvig XIV av Frankrike, som av jesuiterne blev op sat til at trænge paven til at skride ind mot denne farlige mand. 1685 blev Molinos arrestert av inkvisitionen. Selv pavens vendskap kunde ikke redde ham av deres sterke haand. Molinos uttalte ved denne anledning: «Taler vi, saa truer galeierne os, skriver vi, saa vinker os galgen, tier vi, saa har vi ansvar for det. Hvad blir os da tilovers at gjøre?» Inkvisitorene brakte frem over 20 000 anklagebreve under hans domfældelse.

Længe laa Molinos i fængsel, før hans sak blev avgjort. Endelig efter 22 maaneders haardt fængsel blev han bragt ut av fangehullet for at faa inkvisitionens dom. Det var den 3. september 1687. Retsbygningen (en kirke) var overfyldt av mennesker av enhver stand, fra den høieste adel til de ringeste av folket. Oplæsningen av anklageskriftet, der tok ca. 3 timer, skede med høi stemme. Molinos møtte op i sin prestedragt med et saa glad og freidig ansikt, at hans fiender sa, at han lignet en som var paa vei til sin brud. Han saa paa de omstaaende stille og frimodig, og hilste alle som hilste ham. Hverken i ansikt eller i bevægelser hadde han det ringeste tegn av frygt eller skam. Heller ikke under oplæsningen av det lange anklageskrift. Ogsaa naar det blev ropt «til baalet!» forandret han ikke ansiktsuttryk, heller ikke vekslet han farve. Ogsaa hans fienders brever antyder, at medens undersøkelser paagik i hans anliggender, var han altid fast og urokkelig.

Hans dom lød paa evig indestængsel i det kloster, som allerede indtil nu hadde tjent ham som fængsel. Hans vei ut av kirken gik nu tilbake til fængslet. Dette forlot han ikke indtil sin død 10 aar senere — 28. december 1697. For verden var og blev han en død mand. Da man førte ham fra dommerstedet, og han med stor tilfredshet betraadte sin celle, sa han adjø til den munk som fulgte ham med følgende ord: «Overgit til Gud, min Fader! Vi vil se hverandre igjen paa dommens dag, og paa den tid vil det bli kjendt paa hvilken side sandheten er, om paa eders — eller min!»

Hans lik blev begravet i fængslet, og over graven blev sat en indskrift: Haereticus! «En kjætter.»

Dette var Michael Molinos! Hvem kan ikke faa ham kjær? Hvem vil ikke lære at kjende hemmeligheten til hans urokkelige fasthet, som han utviste, da han blev forgudet som den frommeste mand i Rom, eller da han som kjætter og hykler blev likesaa meget foraktet, som han tidligere var tilbedet.

Md. Guion blev av sine motstandere beskyldt for at staa i forbindelse med Molinos og hans lære, hvilket hun selv bestemt nekter.

Aandens undervisning er ikke forskjellig. Kristi lære er den samme hos gudfrygtige mennesker av alle tidsaldre, fra hvilket land de end maatte komme. Læren om det indre liv er aldrig blit taalt, da det ryster religiøs overfladiskhet i sine grundvolde og truer det med sammenbrudd.