Menigheten

Menigheten.

Lutheranerne opstykker landet i sogn, sætter i hvert sogn en prest. Folkene i sognet kaldes menighet, hvad enten de er tyve, røvere, horkale eller mordere. Skriften sier, at slike ikke skal arve Guds rike. Gal. 5, 19—21.

Lægfolket danner menigheter i massevis paa omvendelse til Gud. Er de engang kommet ind i en menighet, saa forblir de der gjerne længe efterat alle kjendemerker paa Gudslivet har forlatt mennesket. Bare gudfrygtighetens skin er tilstede, saa er det ikke saa nøie om man fornegter dens kraft. 2. Tim. 3, 1—5.

Kristus er menighetens hode, Ef. 5, 23, og menigheten er hans legeme. Menigheten underordner sig under Kristus. Ef. 5, 24.

Likesom Kristus er levende, saa maa ogsaa menigheten være levende. Alle ordrer utgaar fra hodet til hvert enkelt lem. Menigheten er altsaa en levende organisme. Den som er aandelig død kan ikke tilhøre menigheten, likesaalitt som et dødt øie eller et hvilketsomhelst andet dødt lem kan vedbli at staa i forbindelse med det øvrige legeme.

Korintierne var gjort rike i Kristus paa alt, paa al lære og al kundskap, likesom Kristi vidnesbyrd var blit rotfæstet i dem, saa der ikke fattedes dem nogen naadegave. 1. Kor. 1, 4—7. Men allikevel kunde apostelen ikke tale til dem som til aandelige, men som til kjødelige, som til smaa børn i Kristus. 1. Kor. 3, 1 og flg. Beviset paa at de var kjødelige var dette, at en sa han tilhørte Paulus, en anden sa sig at tilhøre Apollos. Paulus plantet og Apollos vandet; den som plantet var intet, og den som vandet var intet; men Gud som gav vekst.

Akkurat samme historien op igjen i vore dage. En holder sig til pastor N. N., en anden til prædikant N. N. og en tredje til forstander N. N. Er man ikke da kjødelig? Man vælger sig lærere i hopetal, eftersom det klør i ørene. 2. Tim. 4, 3.

Man skriver sig ind i menigheten og skriver sig ut av menigheten som av en avholdsforening. Mon den som er lem paa Kristi legeme kan rive sig løs for saa en tid derefter at sætte sig paa plass igjen? Eller kan man hugge av et ben den ene maaned og saa en anden maaned sætte det paa plass igjen? Det er noget saadant man tænker sig at gjøre, naar man løper ind og ut av en menighet, eller hvad værre er, man tænker ikke.

Saavidt jeg kan skjønne driver lederne adskillig pengespekulation i alt dette virvar. Sender Gud en vækkelse, saa tilegner et enkelt parti sig vækkelsen som sin. Om denne vækkelse hopper og danser man som Israel om guldkalven — længe efter vækkelsens ophør. Der skrives og tales og agiteres, og beviset paa at just vort parti er det rette, som Gud vedkjender sig, er dette, at vækkelsen kom til os og er vor. Paa denne vækkelse kan man saa lage menigheter og tjene penger.

Herren la hver dag dem som lot sig frelse til menigheten. Det staar intet om, at man maatte indlægge ansøkning til Peter, Jacob og Johannes om at bli optat i menigheten. Hadde Herren lagt til menigheten, saa tror jeg apostlerne tok sig ivare for at motta ansøkninger om optagelse. Men i vore dage skammer man sig ikke for at motta andragender om optagelse i menigheten, og man skammer sig ikke for at indvilge slike andragender. Det staar nu bare igjen at man maa betale en viss sum penger for at bli optat. Hvem vet hvor det hele ender, naar styrelsen er saa slet.

Tilhører vi Kristus, da tilhører vi menigheten enten de vil ha os ind i sin menighet eller ikke. Menigheten er kjøpt med Kristi blod — uten andragender fra vor side til mennesker, som selv trænger frelse.

Meningen med menighetslivet er dette, at Jesus i menigheten skal faa dannet os og faa fremstillet sin menighet uten plet eller rynke. Ef. 5, 27. Den enkelte skal der faa sin aandelige utdannelse derved, at de forskjellige naadegaver kommer i virksomhet. Man har ikke ret til at utelukke den av menigheten, hvis tjeneste det er at holde det rent. Pengespekulationer og egeninteresse gaar som oftest av med seiren, og det hænder som skrevet staar: I skal utelukkes av synagogerne, og I skal hates av alle mennesker for mit navns skyld. Det blir da intet andet tilbake end at gaa til ham utenfor leiren bærende hans vanære. For det blir nær sagt altid saa, at den som vil renhet og gudsfrygt, han blir vanæret som haard og umedgjørlig. Han gjør dem faa ved sin nidkjærhet, som Esaias, og det taales ikke. Masserne har pengerne, derfor bort med profeten, bort med sandheten, la os faa mynten — for ikke at si de 30 sølvpenge.

Hvad er det saa at gjøre? Skal vi ikke skrive os ind i nogen menighet? Nei! Vi er døpt med en Aand til at være et legeme, det er menigheten. Kol. 1, 24. 1. Kor. 12, 13.

Har Gud skrevet os ind i livsens bok, saa bør vi ikke la mennesker skrive os ind med pen og blæk i sin bok. Er du ikke indskrevet i livsens bok, og har Herren ikke lagt dig til menigheten, saa blir du ingenlunde lagt til menigheten derved, at du lar dig indskrive i en eller anden menighet her paa jorden.

Hvor to eller tre er forsamlet i Herrens navn, der er menigheten, og der vil Herren være midt iblandt os. Men den time kommer, og er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i Aand og sandhet; ti det er saadanne tilbedere Faderen vil ha. Joh. 4, 23. En samling av saadanne tilbedere danner menigheten, og blandt dem har han satt apostler, hyrder, evangelister og lærere. Der findes naadegaver til at tale med tunger, tyde tunger, profetere, helbrede, hjælpe, styre osv.

Bli ikke mennesketræl; ti du er dyrt kjøpt.