Kristi menighet og Herrens folk

Kristi menighet og Herrens folk.

Giv agt paa mig, mit folk! Vend øret til mig, du min menighet! Ti lov skal utgaa fra mig, og min ret vil jeg fastsætte til et lys for folkeslag. Es. 51, 4.

Herrens folk skal gi agt paa ham; men menigheten skal vende øret til ham. Læg merke til forskjellen. Ti lov skal utgaa fra ham, nemlig til hans folk; men i menigheten vil han fastsætte sin ret til et lys for folkeslag. Menigheten er hans legeme, dele av ham selv; men Herrens folk, der lever ved den lov som utgaar fra ham tilhører ikke legemet som legeme, men vel som eiendom. Du skal kalde hans navn Jesus, ti han skal frelse sit folk fra deres synder. Dette er min pakt med dem, at jeg borttager deres synder. Rom. 11, 27.

Menigheten er ikke blot git en pakt til borttagelse av synden, som er utenfor legemet, en pakt til kjødets renhet; den er git en pakt til borttagelse endog av synden i kjødet — en pakt til fjernelse og frelse fra syndelegemet, d. e. syndens rot. Rom. 6, 6. Herrens folk frelses fra kjødets besmittelse og urenhet; menigheten derimot frelses endog fra aandens besmittelse og urenhet. Herrens folk frelses ved Jesu død; menigheten frelses ved hans liv. Rom. 5, 10. Herrens folk har faat tilgivelse for synden; menigheten er døpt med en aand til at være ett legeme. Herrens folk er frelst fra Egypten og Farao; menigheten er frelst fra ørkenen og trældommen. Den er kommet over Jordan og ind i landet.

Herrens folk ser op til Jesus paa korset, som israel saa op til kobberslangen; menigheten er korsfæstet med ham. Menigheten hører og ledes ved hørselen, Herrens folk ved lov utenfra. Menigheten har loven i sig selv, den er kjød av hans kjød og ben av hans ben. Den er bruden. Ef. 5, 30.

Det forhold vi personlig indtar til Kristus avgjør, hvorvidt vi er av hans folk eller av menigheten. En og samme mand kan være far til en, bror til en anden, ven av en tredje, herre for en fjerde osv. Saaledes ogsaa med Kristus. Er han din egtefælle, eller er han din ven? Er han din herre, og du hans lovlydige træl? Eller er du hans frigivne, saa hans love er din lyst?

Det er vanskelig baade at tale og skrive klart om dette forhold, saa der er anledninger i hundredevis til at forvrænge, hvad der skrives om disse ting; men sikkert er det, at der er forskjel — om man bare kunde klare at gjøre forskjel.

Menigheten har foran sig en vei, en ny og levende gjennem forhænget, hans kjød. Herrens folk har foran sig Jesus som syndoffer. Menigheten er avtvettet paa legemet med rent vand og renses videre paa de indre veie — inden legemet — fra den nedarvede synd i kjødet. Herrens folk gjør telttjeneste og renses fra den iboende synds frugter uten derfor at faa tilintetgjort syndelegemet.

At indbilde sig at man er av bruden er en ting, at være det noget helt andet. Bruden følger Lammet hvor det gaar; gjennem ild og vand, gjennem lidelser og trængsler. Aandens daab er en sand nydelse; men ilddaaben, hvem og hvormange taaler den? Aanden gir naade til at taale ilden. Ildens daab er retfærdighetens daab; mens Aandens daab kan sies at være en naadens daab. Derfor kan Aandens daab komme i en akt, i ett nu; mens derimot ilden virker som en proces. Ilden virker som lidelsessamfund og borttærer syndelegemet, den nedarvede synd i kjødet.

Brudens beredelse foregaar indenfor legemet. Derfor er den skjult, og man kan ikke peke, se her eller se der. Det kommer an paa personlig lydighet og skjulte ofre. Det gaar ikke an at lage en synlig menighet av bruden, saa man kan si: se her er den. Den som følger Lammet, hvor det gaar findes indimellem over alt. Om man søker at samle dem under den rette lærdoms form, saa viser det sig, at man ogsaa der har flere slags folk. Kun ganske faa følger sin brudgom. Det skal vise sig paa hin dag, at mange bedrar sig selv ved at tro sig at ha den rette lære og at staa i den rette menighet. Paa den dag vil der spørges efter livet; hvorledes har du og jeg levet? Ti livet er menneskets lys. Ikke læresætninger overlevert av andre. Lærdomsformen er god som pekepind; men livet som fylder formen er noget ganske andet værdifuldt. Paa hin dag vil der ikke spørges efter formen, men efter livet i formen.

Om denne frelse har profeterne gransket og ransaket, de, der har spaaet om den naade, som skulde bli eder tildel idet de ransaket til hvilken eller hvordan en tid Kristi aand som var i dem henviste, da han forut vidnet om Kristi lidelser og derpaa følgende herlighet. 1. Pet. 10 og 11.

Læg merke til «om denne frelse». Det var ikke syndernes forlatelse; ti den kunde de faa i den gamle pakt. Men det var en frelse hvortil der trængtes naade, en frelse som endnu ikke var aabenbart. Naaden hersker ved retfærdighet. Rom. 5, 21. Kristus hadde endnu ikke banet vei gjennem sit kjød, derfor kunde han ikke sende naade til at andre gik en vei, han selv ikke hadde gaat. Men saasnart Kristus hadde gaat veien, sendte Faderen den Hellig-Aand, som var os lovet. Vi fik da naade og kraft til at følge Lammet paa de indre veie, vi fik naade til at taale samfundet med ham i hans lidelser, og vi fik naade til at taale samfundet med ham ved døden i hans kjøds legeme. Kol. 1, 22. Alt dette for at vi skulde kunne fremstilles hellige, ulastelige og ustraffelige for hans aasyn.

Dette er menighetens frelse ved hans liv, efterat en død har fundet sted fra overtrædelserne under den første pakt. For denne pakt er Jesus blit midler og yppersteprest. Bak dette forhæng ligger arven; de helliges arvedel i lyset. Bak forhænget opholder bruden sig; derfor er hun skjult. Vil man finde hende, saa ser man bare et forhæng.