Utdr. av tale om de rike (Gi Jesus makt i livet)

Utdrag av Basilius’s tale om de rike.

Jesus sa til den rike yngling: «Sælg hvad du har og gi til de fattige.»

Dersom Jesus hadde forelagt dig møiefuld jorddyrkning eller handelens farer eller hvad anden møie der følger med erhverv, da burde du sørge, fordi du vanskelig kunde opfylde budet; men naar han lover at gjøre dig til det evige livs arving ad saa let vei, uten sved og møie, saa glæder du dig ikke ved en saa let frelse; men du gaar bort med sorg og bedrøvelse i din sjæl. Om du ikke har slaat ihjæl eller bedrevet hor eller stjaalet eller sagt falsk vidnesbyrd imot nogen, saa gjør du al din iver i dette unyttig, hvis du ikke elsker din næste som dig selv. Se, budet fra Herren overbeviser dig om, at du er meget langt borte fra den sande kjærlighet. Ti hvis det var sandt som du forsikrer, at du har holdt kjærlighetsbudet fra din ungdom av, hvorfra har du da denne overflod av gods? Rigdom fortæres nemlig ved omsorg for de trængende. Den der elsker sin næste som sig selv, besitter intet mer end sin næste. Men du har jo aapenbart megen formue. Hvorfra har du den? Klarligen derfra, at du har agtet nydelse for dig selv mere dyrebar end lindring for de mange fattige. Hvad du har overflødig i rigdom, det mangler du altsaa i kjærlighet. Ellers maatte du for længe siden ha tænkt paa at avhænde dit gods, om du hadde elsket din næste. Men nu er din eiendom vokset mer sammen med dig end legemets lemmer, og du sørger ved at skilles fra den som om vigtige legemsdele skulde sættes av. Ti om du hadde klædt den nøkne og git den hungrige av dit brød, hadde din dør staat aapen, for enhver fremmed, hadde du været en fader for faderløse og hat medlidenhet med alle skrøpelige, hvilke rigdomme skulde du da nu hat at sørge over? Hvorledes skulde du være bedrøvet ved at gi fra dig resten, om du før hadde været betænkt paa at utdele det til de trængende? Paa torvet er ingen bedrøvet ved at utgi hvad han har for at skaffe sig igjen det han trænger; men du er bedrøvet for at utgi guld og sølv og gods (d. e. la sten og støv gaa) for at erhverve det evige liv.

Men hvad vil du bruke rigdommen til? Klær du dig i dyrebare klær? Visselig, en kjortel paa to alen er tilstrækkelig nok for dig, og naar du derover kaster en kappe, behøver du ikke mer til klær. Eller vil du opbruke rikdommen til din levemaate? Et brød er nok til at fylde buken. Hvorfor sørger du da? Hvad har du tapt? Mon den av rigdommen flytende anseelse?

Den rigdom, der spredes paa den maate Herren formaner til, pleier at vedbli; men naar du ruger over den, skal du ikke beholde den; ti den skal gaa over i andre hander. Han utstrødde, han gav de fattige; hans retfærdighet bliver til evig tid.

Men ikke for klæders eller for fødes skyld er rigdommen attraaet av mange. Det er netop et kunstgrep som Djevelen har opfundet, at han gir de rike utallige anledninger til utgifter, saa at det overflødige og ubrukelige eftertragtes som nødvendige ting, saa intet er dem tilstrækkelig til de paatænkte utgifter. De deler nemlig rigdommen i det der trænges for nærværende og for fremtiden; den ene del bestemmer de for sig selv, den anden for sine børn. Dernæst inddeler de den igjen til utgifter ved forskjellige anledninger. Hør hvilke anordninger de træffer: Disse penger, sier de, skal brukes; disse skal lægges op. Det som er bestemt til bruk skal overstige det nødvendiges grænse; dette skal være til kostbarheter i huset, hint til en glimrende optræden utadtil; dette skal bestride omkostninger paa reiser; dette skal gjøre livet hjemme glimrende og prægtig. Ja, jeg maa forundre mig over at saa meget unyttig kan optænkes.

Der er utallige vogne, nogle til at føre reisegodset, andre til de reisende selv, bedekket med erts og sølv. Hester er der i mængde; deres slegtregister utledes fra ædle forfædre likesom menneskenes. Nogle er bestemt til at føre disse overdaadige rikmænd rundt om i byen, andre paa jagt; atter andre er bestemt for reiser. Tømmer, buggjorde, halsprydelser, alt er av sølv, alt er besatt med guld. Purpurtepper smykker hestene som brudgomme. Av muldyr er der mange med forskjellige farger; deres kudsker følger efter hverandre, nogle løper foran, andre følger efter. De øvrige tjeneres tal er uendelig, forat de tilstrækkelig kan faa vise al sin pragt. Opsynsmænd, forvaltere, gartnere, tjenere i alslags kunstfærdighet, baade den som er opfundet til nydelse og bløtagtighet. Kokker, bakere, mundskjænker, jægere, billedhuggere, malere, bygningsmænd for alslags vellevnet. Man har hjorde av kameler, dels til at bære byrder, dels paa græsgangene; man har flokker av hester, hornkvæg, faar og svin samt vogtere til alt dette. Marker avkaster tilstrækkelig føde for alt sammen, ja forøker endog rigdommen ved sin avkastning. Man har badehuse i byen og badehuse paa landet. Man har huse straalende av alle slags marmor; et er av sten fra Frygien, et andet av lakoniske eller thesaliske stenheller; nogle huse er til at yde varme om vinteren, andre til at være kjølige om sommeren. Gulvet er av mosaik i forskjellige farver; taket er overtrukket med guld. Der hvor væggene ikke er belagte med plater er de smykket med malte blomster.

Men naar man endnu har overflødig rigdom, skjønt man anvender den paa utallige kanter, saa stikker man den i jorden og opbevarer den paa hemmelige steder. Ti det er jo uvist, om ikke fremtiden kunde overraske os med en uventet trang til et eller andet. Da du ikke med tusindfold kløgt kunde faa ende paa rigdommen, da skjulte du den i jorden. Saalænge guldet var i bjergverkene, rotet man i jorden efter det; men nu, naar det ligger i dagen, lar man det atter forsvinde i jorden. Et rædsomt avsind. Bakefter tænker jeg det hænder dig, at du med din rigdom ogsaa nedgraver dit hjerte. Ti hvor din skat er, der er ogsaa dit hjerte. Jeg kjender mange som faster, beder, sukker, er fremme overalt, hvor der ikke kræves utlæg, men som ikke vil gi en skilling til dem der er i nød. Hvad gavn har disse av sine øvrige dyder? De mottages ikke i himmerikes rike; ti der staar skrevet: «Det er lettere at en kamel gaar igjennem et naaløie, end at en rik kommer ind i himmerikes rike.»

Man sier: Hvorledes skal vi leve, naar vi skiller os fra alt, hvilken skikkelse faar livet, naar enhver sælger, naar alle avhænder? Spørg ikke mig om meningen med Herrens befalinger. Lovgiveren forstaar endog at bringe det umulige i samklang med loven. Men dit hjerte skal prøves likesom paa en vegtskaal, om det helder til det sande liv eller til den nærværende nydelse. De fornuftig tænkende bør vite at rigdommens bruk er til forvaltning, ikke til nydelse; og naar dette fratages dem, bør de glæde sig som de, der har git fra sig hvad der tilhører andre, og ikke sørge som de, der har tapt, hvad der er deres eget.

Hvorfor bedrøves din sjæl, naar du hører dette ord: «Sælg hvad du har?» Hinsides kan det jo ingen nytte gjøre, men her vil du kunne ha gavn av det, naar du meddeler den trængende og gjør vel, hvor du vender dig.

Naar du gir ut penger og kjøper en hest, da bedrøves du ikke; men naar du skal la det forkrænkelige fare og faa himmerikes rike igjen, da graater du og avviser den der beder dig og negter at gi, idet du op tænker tusinde paaskud til andre utgifter.

Hvad vil du svare dommeren, du som beklæder murene, men ikke klær et menneske? Du som pynter hestene, men ikke ser paa din pjaltede broder? Du som lar kornet raatne, men ikke gir de hungrige føde? Du som nedgraver guldet og foragter de betrængte? Har du en hustru, som elsker rigdom, da fordobles sygdommen; ti hun tilskynder til yppighet, hun forøker vellystigheten, hun sætter fart i de unyttige begjærligheter; hun tænker paa kostelige stene, perler, smaragder og hyacinther. Guld lar hun dels forarbeide av guldsmeden, dels indvæve i tøier. Ved allehaande smakløshet forværrer hun sygdommen; ti denne iver er ikke bare forbigaaende; baade nætter og dage har man bekymringer i denne sak. Tusinde smigrere kommer deres begjærligheter til hjælp; de henter kunstfarvere, guldsmede, salvelavere, vævere og broderimestere. Hun gir ikke manden noget pusterum mellem hver av sine befalinger. Ingen rigdom forslaar til at tilfredsstille en kvindes begjærligheter selv om den fløt i strømme; ti utenlandsk salve forlanges av dem som olje fra torvet; likesaa blomster fra havet, purpur og silke rikeligere end faarenes uld. Dyrebare stene indfattes i guld, det ene bruker de til pandebaand, det andet til nakkeprydelse; noget anbringes i deres belte, noget binder deres hænder og føtter. Ti de guldelskende lar sig gjerne binde om haandleddene, naar kun baandet er av guld.

Naar skal da du faa sørge for din sjæl, du som tjener en kvindes begjærligheter. Likesom gamle skibe gaar under i storm og uveir, saaledes ogsaa egtemændenes svake sjæle ved hustruernes onde sindelag. Da nu rikdommen brukes til alt dette av mand og kvinde, idet de overgaar hverandre i at optænke forfængelighet, saa er det rimelig, at den ikke faar anledning til at smutte ut til de fattige.

Om du hører dette ord: «Sælg hvad du har og gi de fattige,» forat du kan faa reisepenger til den evige nydelse, da gaar du bedrøvet bort; men om du hører disse ord: Gi penger til yppige kvinder, gi til stenskjærere, snekkere, mosaikarbeidere, malere, saa glæder du dig, som om du hadde faat noget, der var dyrere end penger.

Naar jeg gaar forbi en mands hus, der smakløst prunker med sildig erhvervet rigdom, og jeg ser det utstyrt med allehaande blomster, da vet jeg, at denne mand ikke har erhvervet sig noget kosteligere end det jeg ser. Han smykker og pryder det livløse; men hans sjæl savner prydelse.

Sig mig, hvad særlig nytte er der i sølvbænke og sølvborde, elfenbens senge og elfenbens stole, saa rigdommen for disse tings skyld ikke skal naa frem til de fattige, endskjønt de staar i tusindvis ved dørene og lar allehaande ynkelige røster høre? Men du negter at gi, idet du sier, at det er umulig at opfylde deres bønner. Og du sværger med din tunge, hvad din haand gjendriver; ti din tause haand forraader din løgnagtighet ved stenen som funkler i din fingerring. Hvormange kunde ikke en av disse ringe løse fra gjæld? Hvormange falleferdige huse kunde den ikke gjenopbygge? En av dine klædeskister kunde klæde et helt frysende folk; men du blir ved at sende de fattige bort med uforrettet sak uten at frygte dommerens retfærdige gjengjældelse. Du har ikke vist barmhjertighet, dig skal heller ikke vises barmhjertighet. Du aapnet ikke dit hus, du skal utelukkes av riket; du gav ikke brød, du skal ikke faa det evige liv.

Du sier, at du er fattig; deri er jeg enig med dig; ti fattig er den som trænger til meget. Ved at forøke rigdommen nærer de sin lidenskap og opnaar ved sin iver det motsatte av, hvad de tilsigtet. Ti alt hvad de har glæder dem ikke saa meget, at det magter at bortta sorgen over det de tror sig at mangle. Saaledes fortæres deres sjæl altid i bekymring og stræben efter at faa mer.

(Forts.)