Stevnereferat: Påske 1919 - Sarpsborg

Vidnesbyrd

Den som æter mit kjød og drikker mit blod har evig liv, og jeg skal opreise ham paa den yderste dag; ti mit kjød er i sandhet mat og mit blod er i sandhet drikke. Den som æter mit kjød og drikker mit blod han blir i mig og jeg i ham.

Det er en sandhet som lyder slik, at kjødet gavner intet. Det er aanden som gjør levende. Kjødet har faat sin dom allerede fra evighet av.

I verden haapes der paa lindring. Alt det denne verdens viise kan optænke gjøres for at læke det skadede Babel; men den kan ikke lækes. Har det lykkedes for nogen at faa kalket en væg, saa er der andre som slaar revner. Dette kan man se i alle livets forholde. Vi kan se det i verden og vi kan se det i Guds menighet, at al den tjeneste som gjøres i kjødet, det er kjød. Alt hvad Du sier, og alt hvad du gjør vil være død og kjød, dersom din aand ikke er løsrevet fra kjødet. Den tale du presterer i kjødet vil ikke gavne hverken dig selv eller andre; ti det er aanden som gjør levende. Men dersom du gaar tilgrunde i dig selv, da lever du, og hvad du da taler og gjør i aanden vil være aand og liv. Det kan ikke være liv i noget menneske uten at døden er virksom i alt som heter kjød.

Man kan se paa disse store mænd som har levet i verden. Verden sluker deres bøker. Det er ikke aand og liv. Men de har levet og virket i kjødet og alt hvad de har gjort er derfor gavnløst, og jeg vil si, om de overhodet kommer til at spørges efter dem paa hin dag, saa blir det, fordi de fandt naade som fortapte syndere. Men deres arbeide vil ingen værdi ha og deres herlighet hører med til det første menneske, det naturlige — jordiske.

Men den som eter hans kjød og drikker hans blod har evig liv. Der hvor sandheten blir annammet kommer der liv og uforgjængelighet for dagen, og man faar løn for alt hvad man sier og gjør. Men de som ikke vil motta sandheten kan ikke bli levendegjort. Den eneste vei til at forstaa dette paa, er at æte den sandhet som er i Jesus Kristus og fordøie den som den er, og du vil faa et liv som ikke er av denne verden. Et liv som denne verdens herrer ikke kjender. Det kan ikke tales om engang; ti dette livs visdom taler vi om bare blandt de fuldkomne, sier Paulus; de som har faat sine sandser opøvet til at skille mellem godt og ondt.

Det er ingen som har noget at rose sig av; ti der er intet i os selv som bringer os til at leve i Jesus Kristus, det er ikke noget av vort eget som kan forbedres; men det er livet som skal sættes til. Det er vort liv som hengis i døden om vi skal findes i ham; og naar vi er moden som et kornbaand d. v. s. naar vi har fuldkommet løpet og Gud har faat gjort med os hvad han fra evighet hadde tænkt, da skal vi faa lægge vandringsstaven ned.

Det skal vise sig paa hin dag om din tale, dit arbeide og alt hvad du har gjort har været i kjødet eller aanden. Om din gjerning da har været gjort i aanden, da skal du ha gavn av dit liv. Bare sandheten i Jesus er gavnlig, ikke andet. Det er trøstefuldt at vite at vi har faat kjærlighet til denne sandhet som var i ham og kan ta imot det som er rett og sandt.

Naar et menneske i kjødet kommer i berøring med Guds lys, saa opstaar der dom. Alt hvad som dømmer blir som ild over Sodoma. Den som har det slik som Loth hadde det, han som dag og nat led pine i sin retfærdige sjæl over de onde gjerninger han saa og hørte, den flytter ut fra Sodoma. Ja den mand som har det slik han flytter straks ut. Det er aanden som gjør levende; men alt forutsætter at der først maa foregaa en død, foruten kan der ikke finde nogen levendegjørelse sted, og jeg skal si dig at det blir lidelse, naar sandheten faar træffe dig paa dine svake punkter; ti først og fremst rammer den dig der. Just der hvor man har et saart punkt, der pleier sandheten med engang at ramme. Alt som er sandt kommer til at gaa ut over dit liv. Du maa betale det dyrt, og derfor er det retfærdig av Gud at gjøre det slik, at vi faar sandheten som liv igjen. Vi faar del i sandheten, og vi blir satt istand til at bære den saa vi ikke opblæses; ti den som faar lys fra Gud faar det paa bekostning av selvlivets død.

Ved sandheten i Kristus gjøres vi urokkelige, saa vi kan si som det staar i en sang: Gik alle djævle frem paa rad, og søkte mig at kue, i Kristi kraft jeg rolig sat og saa de intet duet.

Tror du noget kan rokke en slik mand? Tror du at Zion rokkes? Den mand som blir i Kristus Jesus, han blir et stykke av Zions bjerg, og med et slikt kald er vi kaldt, ikke noget mindre. Derfor er frelsen saa stor; ti vi er kaldt til at bli delagtig i Guddommen, derfor har vi samfund og kan gi vore liv for hverandre. Det bud har vi faat av Gud at vi skal elske hverandre, derfor har vi ogsaa opnaaet samfund i aanden.