Frigjørelse fra loven

Frigjørelse fra loven.

Den almindelige forkyndelse i de frie forsamlinger landet rundt er «frigjørelse fra loven».

En troende søster sa om en fri prædikant: «Han er ikke kommet længer end til at forkynde frigjørelse fra loven.»

Den bemerkning var sand. Og det sørgelige er, at man forkynder frigjørelse fra loven, men

ikke fra synden.

Denne forkyndelse bærer allerede rundt om i landet sine forfærdelige frugter.

I Rom. 7, 2 og 3, staar: «Den gifte kvinde er jo ved loven bunden til sin mand saalænge han lever. Men dersom manden dør er hun løst fra loven om manden. Derfor skal hun kaldes en horkvinde, om hun, mens manden lever, ægter en anden mand, men dersom manden dør er hun fri fra loven, saa hun ikke blir en horkvinde om hun ægter en anden mand.»

Paulus taler her om noget som aandelig talt kaldes

horkvinde.

Kan man finde saadanne i vore dage? Ja, likesaa sikkert som de eksisterte paa Paulus’s tid findes de nu. Paulus fremstiller ingen fantasifostre. Om du er saa blind at du ikke ser dem, er de der dog allikevel.

Hvorledes fremstaar disse horkvinder?

Tænk dig en person kommer til en gift kvinde og forkynder frigjørelse fra ægteskapsloven, saa hun gaar hen og ægter en anden mand, trods den første mand lever. Denne kvinde er ikke lovlig frigjort fra sin første mand: men hun har simpelthen brutt loven og paa den maate frigjort sig fra den. Var manden død derimot, da var kvinden virkelig fri og kunde ægte en anden. Ti loven binder ikke en kvinde til et lik. Naar manden dør saa falder derfor loven om manden bort av sig selv.

Kvinden er min personlighet.

Manden er kjødet med dets iboende lyster (eller synd).

Disse to danner mennesket.

Manden er herre. Derfor maa dette menneske følge kjødets lyster.

Naar dette menneske kommer under lovens indflydelse med dens forbud og krav, da kan dette menneske ikke naa frem til retfærdighet om det stræver aldrig saa meget derefter og, trods det ser at budet er hellig, og godt. Er det ikke saa naar det sier: Du skal ikke stjæle, du skal ikke bedrive hor. Jo visselig. Det er gode bud; men budet er magtesløst formedels manden eller kjødet med dets lyster. Men nu lærer man at kjende hvor hæslig manden er. Eller som Paulus sier: «Jeg kjendte ikke synden (manden, kjødet) uten ved loven. Rom. 7, 7. Ti begjærligheten kjendte jeg ikke dersom ikke loven hadde sagt: Du skal ikke begjære». Loven gir mig altsaa et grundig kjendskap til manden (eller synden).

Samtidig som vi vet at forbud ægger til synd, saa maa vi slaa fast at ikke selve loven driver til synd. Ti da vilde den selv være synd. Som ogsaa Paulus sier: «Er loven synd? Langt derifra!»

Men den kom for at synden skulde bli kjendt. Og eftersom nu dette kjendskap vokser og man ser kjødets (mandens) elendighet, da vokser samtidig hatet til manden; loven virker vrede, ikke mot selve loven som ethvert normalt menneske maa forstaa er god, men vrede mot manden (synden, kjødet). Og idet hatet mot manden vokser, kommer længselen efter frigjørelsen fra ham.

«Jeg holder ikke ut længer,» roper man. «Jeg maa bli løst og fri.»

Fra loven eller fra manden? Fra manden, fra kjødet med dets lyster, fra synden altsaa!

Frigjort fra synden,

lærer Paulus, Rom. 6, 18.

Ja, da maa manden dø! Dø med Kristus paa korset. Saaledes blir loven min tugtemester til Kristus, Gal. 3, 24, for at vi skal bli retfærdiggjort av tro. Derfor: De som hører Kristus Jesus til har korsfæstet kjødet med dets lyster og begjæringer. Gal. 5, 24. De har altsaa korsfæstet manden — og da er de fri og har ægtet en anden — Kristus og hører ham til. Saaledes staar det i Rom. 7, 4. Derfor mine brødre døde ogsaa I fra loven ved Kristi legeme (korsfæstet med ham) for at I skulde høre en anden til, nemlig han som er opstanden fra de døde.

Og loven?

Naar manden dør er kvinden ogsaa løst fra loven (ægteskapsloven) om manden. Hun er ganske naturlig fri den.

«Vi er løste fra loven», sier Paulus, «idet vi er døde fra det vi var fangne under (nemlig under manden) og nu tjener vi i aandens nye væsen og ikke i bokstavens (lovens) gamle væsen». Rom. 7, 6.

Det samme sier han til galaterne: «Jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud.» Gal. 2, 19.

Efter at troen er kommet er vi ikke længer under tugtemesteren. Gal. 3, 25.

Men førend troen kom blev vi holdt indestængte i varetægt under loven til den tro som skulde aabendbares. V. 23.

La os forstaa at vi ikke var fangne av loven saa vi sat som i en varetægtsarrest, som i straf; men vi var fangne av manden (synden) og loven holdt os i sin beskyttende varetægt for at ikke synden helt skulde ødelægge os.

Og ikke alene holdt den os i sin gode varetægt; men den optugtet (opdrog) os til troen paa Kristus.

Den falske frigjørelse

derimot frigjør fra loven, men ikke fra manden.

Førend loven har gjort sin gjerning i sjælen kommer f.eksp. en prædikant og forkynder frigjørelse fra loven. Sjælen gaar ind derpaa, mottar denne forkyndelse som et troens ord og tilegner sig i sit sind frigjørelsen fra loven. Og nu sker det grufulde. Man er løst fra loven, ikke derved at manden er død, nei han lever endnu med sine lyster, men ved at motta en vildfarende tro og et falskt lys.

Og i denne tilstand vil man saa ægte en anden, nemlig Kristus.

Men Paulus sier: «Derfor skal hun kaldes en horkvinde om hun, mens manden lever, ægter en anden mand.» Her ser vi hvorledes den aandelige horkvinde fremstaar.

Nu er der masser av prædikanter og andre som landet rundt forkynder denne frigjørelse fra loven.

Bibelen derimot vidner om frigjørelse fra synd! Alle de hellige har forkyndt frigjørelse fra synd. De har været enig med loven i at synd er overvættes syndig. Rom. 7, 13. Og at synd skal vise sig at være synd, (samme vers).

Den falske frigjørelse sætter loven ind i syndens sted.

Dette ligger saa nær til, og det er ikke at undres paa det sker idag; og Paulus for hvem Satans anslag ikke er ubekjendte, roper derfor ut:

«Er loven synd?

Langt derifra!» svarer han.

«Er loven mot Guds løfter», roper han til galaterne.

Langt derifra; svarer han igjen. Men nu frygter mange for loven værre end for synden. Hvorfor? Ransak, søk klarhet.

Forklaringen ligger enkelt deri at loven uavladelig er efter dem baade fordi de har brutt loven ved at si sig løs fra den og i endnu høiere grad fordi manden i dem lever. Derfor skriker de: Vogt eder for loven, kom ikke under loven, la os ikke bli lovtræller! De frygter mer loven end synden likesom forbryteren mer frygter konstabelen end den synd han har begaat.

Derfor sa vel ogsaa en meget ledende fri prædikant til mig forleden dag: «Slut med at erkjende synd!» Nei aldrig! Vi er enig med loven, med Faderen, Sønnen og Aanden og alle himlens engle, at synd bør vise sig som synd. Og vi vil kalde synd for synd og motarbeide den enten den viser sig i de frie eller i andre forsamling.

Likesom jeg uten frygt kan række haanden til en konstabel som er efter en forbryter, likesaa vel kan jeg række haanden til loven og lykønske den med at den altid er paa rette plads; men likesaa litt som jeg er bunden til konstabelen, likesaa litt er jeg bunden til loven, naar jeg er død for synd.

I mit hjerte er jeg enig med baade konstabelen og loven. Den frihet priser vi! Vi er aldeles enig med loven. Den er til for overtrædere. Den er som politimanden blandt de troende. Men den er ikke sat for at ødelægge sjælen, men for at dømme synd og føre frem til troen paa Kristus.

De som stadig lever paa kant med politiet, de folk kjender vi. Og der er troende der lever et saa daarlig liv, at de er i stadig skræk for loven. Og det sier vi ikke noget om.

Naar man derimot er virkelig frigjort fra synd, da træder i Guds rike retfærdighetens lov i aanden — en langt høiere lov — istedet. Guds rike bestaar i retfærdighet, fred og glæde i den Hellig-Aand. Denne retfærdighetens lov blir skrevet i vore hjerter. Da forstaar vi retfærdighet og lever den ut og har fred og glæde i den Hellig-Aand, og vi lar gjerne loven patruljere som tugtemester over al kjødelighet og synd. Ti hvor manden (kjødet) er paafærde, der er ogsaa loven efter ham, og den nøier sig ikke før den faar manden korsfæstet med Kristus med alle hans lyster og begjæringer.

Den falske frihet som forkyndes landet over gjør folk lovløse. Og den som har sagt sig løs fra alt det som heter lov, har dermed stengt sig ute fra al visdom. Derfor er den falske frigjørelsespræken som en farsot blandt de troende landet over. Man skulde tro at det var for lovens skyld, at Gud sendte sin søn, og fordømte loven og ikke synden. Overtrædere fordømmer oftere loven end synden.

At der fremstaar en masse aandelige horkvinder av denne forkyndelse viser livet tilfulde. Kjendsgjerningerne taler sit tydelige sprok. Man hører snart om den ene og snart om den anden som lever i synder, ikke bare slike synder som gror i de frie forsamlinger som ugræs i akeren, saasom avind, kiv, splid, misundelse og partistridigheter saa knapt to kan bli enige om at slaa den tredje ned; men utugt, usømmelighet, ikke betale sin gjæld, laane og ikke levere tilbake, fly fra arbeide o.s.v. Alt dette viser at manden med alle hans lyster lever.

Men nu kommer det grusomme som er værre end alle disse elendigheter tilsammen.

«Vi skal ikke erkjende synd», sa den fremtrædende prædikant.

Altsaa: Ingen dom over synd, ingen lov for overtrædelse. Ingen tugt vil de ha. Det er lov for dem. Ingen formaning. Det virker ogsaa som lov. «Aanden skal overbevise verden om synd», sa samme prædikant, «men de troende skal han herliggjøre!» Gud give at Aanden ogsaa kunde overbevise disse vildfarende stakler om synd.

Loven sier: Du skal ikke stjæle, bedrive hor, osv. Naar man nu har frigjort sig fra loven, og kjødet i dem driver dem hen i disse synder; ti manden i dem lever, da har de ingen lov som dømmer synd. Og saa citeres som dække: Hvor der ingen lov er, er ingen overtrædelse. Rom. 4, 15.

Saa kan man da mitt i elendigheten og lovløsheten prise Gud for hans store naade og kjærlighet. Den kvinde som egter en anden mand, mens dog den første mand lever, hvad vilde hun tale mest om? Jo, om frihet og kjærlighet. Oversat paa verdslig præk heter det: fri kjærlighet.

Forkynder du sandheten for dem og revser synd, da kaldes dette lovtrældom. «Tal om naaden,» roper de. «Mer naade», Ja, den trænges stadig og Gud er saare langmodig, mer endnoget menneske. Dog skal hans retfærdighet engang aabenbares over dem som ikke søkte den. Vi priser Gud for hans strænghet — fordi han ikke taaler synd.

Det er ikke at undres over at disse sjæle lærer, man ikke skal se paa sig selv. Ti saa de paa sig selv vilde de straks opdage at manden (kjødet med det lyster) levet, og at de levet som en aandelig horkvinde. De tror de kommer under loven hvis de ser paa sig selv. Det er ret; det vil de. Og det vilde ogsaa være rigtig. Ti manden lever, og da er det bedst at gjøre som en angrende overtræder der melder sig for politiet. De hører hjemme under lovens behandling.

De virkelig fri, derimot, ser gjerne paa sig selv, og de glæder sig over at manden (kjødet) er korsfæstet og de agter sig død, og de lever sit nye liv rent og hellig i forbindelse med sin sjæls nye brudgom, Jesus Kristus, hvis vilje nu er blit deres hele lyst. Og om lyset skulde peke paa noget galt i deres liv saa dømmer de dette som synd og blodet renser dem, idet de vandrer i dette lys.

At Kristus ikke vedkjender sig og blir et med dem som er i falsk frihet fremgaar tydelig nok av deres lære.

De henviser altid til det stedfortrædende, (det objective) istedetfor at faa det som er i Kristus gjort til ett med sig. Det kunde være meget at si om disse ting, men vi henviser til de artikler som ivinter stod i «Skjulte Skatte» om «Det Guds menneske.»

Saa hører vi saa ofte uttrykket: Jeg har været gift med Moses i saa og saa mange aar, nu er jeg fri.

Gift med Moses. Eller som de mener; med loven.

Jeg har aldrig hørt at nogen har været gift med loven (ægteskapsloven, cfr. Rom. 7, 2, 3.) istedetfor med manden.

Et forunderlig ægteskap!

Og saa frigjorde de sig da fra denne merkværdige «ægtefælle». Loven som de var gift med maa da ha været en ren koneplager, der stadig skrek: Du maa! Du maa! Du skal! Du skal!

At gamle prædikanter kan forkynde slikt vrøvl er forunderlig, og at folk kan ta imot og tro slikt er likesaa forunderlig.

Nei, jeg tænker nok ægtefællen var manden (kjødet), der gjerne gaar med paa at rope haleluja da den blev kvit den besværlige loven. Og han deler isandhet glæden med den falsk frigjorte kvinde, det har vi isandhet nok eksempler paa.

Hvilken forvirring. Naar man følger Satans intriger, saa kommer man ind i rene labyrinter av forvirrede begreper, hvor den største dumhet gaar for størst visdom.

Naa Gud hjælpe sit folk i disse tider.