Brev til Korintierne

Klemens brev til Korintierne.

Men for at slutte med eksempler fra gammel tid, la os gaa til heltene fra den nærmeste tid.

La os ta for os alle de ædle eksempler fra vor tidsalder.

Paa grund av misundelse og avind var det, at de saare store og retfærdige menighetens piller blev forfulgte og stred til døden.

La os ta for øie de saare gode apostler: Peter, der paa grund av uretfærdig misundelse ikke en eller to gange, men mangfoldige gange utstod svære lidelser, og saaledes gjennem martyrdøden gik ind til det herlighetens sted, som ham tilkom.

Paa grund av misundelse og kiv er det, at Paulus staar for os med taalmodighets kamppris. Syv gange lagt i lænker, jaget i landflygtighet, stenet, vandt han som ordets forkynder i Østerland og Vesterland sin ædle troens navnkundighet, kom til det ytterste vesten og led martyrdøden under vore myndigheter.

Saaledes forlot han verden og gik ind til det hellige sted, som det største forbillede i taalmodighet.

Til disse mænd med deres hellige færd kommer en mængde utvalgte, den ene efter den anden, der paa grund av misundelse utstod mangfoldige skjændigheter og pinsler og staar som skjønne forbilleder iblandt os.

Paa grund av misundelse var det at kvinder blev forfulgte i likhet med Danaiderne og Dirke og maatte lide forfærdelig og ryggesløs mishandling; men i fasthet løp de troens løp til maalet og vandt, skjønt svake av legeme, saa ædel en hæderspris.

Misundelse har fjernet hustruer fra deres mænd og ændret det, som blev talt av vor Fader Adam: «Dette er ben av mine ben og kjød av mit kjød.»

Misundelse og trætte har undergravet store steder og oprevet store folkeslag.

Dette skriver vi ikke, I elskede, blot som formaning til eder, men ogsaa til paamindelse for os selv. Ti vi er paa den samme kampplads, vi har foran os den samme kamp.

«Derfor la os komme bort fra det tomme og forfængelige, som vi pønser paa, og holde os til den priselige og ophøiede rettesnor i det overleverte ord. Og la os se hen til, hvad der er godt, og hvad der er elskelig, og hvad der er velbehageligt i hans øine, som har skapt os.

La os ha fast for øie Kristi blod og forstaa hvor dyrebart det er for Gud, hans fader, eftersom det, utgydt for vor frelses skyld, bragte hele verden omvendelsens naade.

La os gjennemgaa samtlige tidsaldre og lære, at slegt efter slegt har Herren git dem, som vilde omvende sig til ham, leilighet til omvendelse.

Noa præket omvendelse, og de som adlød ham, blev frelste.

Jonas præket for Niniviterne undergang; men da de omvendte sig i anger over sine synder, fik de forsonet Gud, efter at ha bønfaldt ham, og fik frelse, skjønt de end ikke hørte til Guds folk.

Guds naades tjenere har ved den Helligaand talt om omvendelse.

Og Herren selv har talt om omvendelse med ed: «Ti saa sandt jeg lever, sier Herren, jeg vil ikke synderes død saa meget som hans omvendelse.» Og han tilføier et godt ord:

«Omvender eder, Israels hus, fra eders overtrædelser.»

Si til mit folks sønner: «Om eders synder er fra jorden indtil himmelen, og om de er rødere end skarlagen og sortere end sæk, og I vender eder til mig av hele eders hjerte og sier: «Fader!» — da vil jeg høre paa eder som paa et helligt folk.»

Og paa et andet sted sier han saaledes: «Tor eder, og blir rene; borttar ondskapen fra eders sjæle for mine øine.»

«Holder op med eders ondskap, lærer at gjøre godt, søker ret, frelser den, som lider uret, hjælper den faderløse til dom, og skaffer enker ret, og kommer la os gaa i rette med hinanden, sier Herren, og om eders synder er som purpur, vil jeg gjøre dem hvite som sne, og om de er som skarlagen, vil jeg gjøre dem hvite som uld.

Og dersom I er villige og hører paa mig, skal I æte jordens gode ting; men dersom I er uvillige og ikke hører paa mig, skal sverd æte eder.

Ti Herrens mund talte dette.»

Altsaa vil han at alle de han elsker, skal bli delagtige i omvendelse, og derfor har han stillet dette saa sikkert for os, grundet paa hans almægtige vilje.

Derfor lat os lyde hans herlige og priselige vilje, og lat os falde ned for ham som de, der er blevne hans barmhjertighets og godhets bønfaldere og lat os vende os til hans forbarmelse og lade fare denne møie vi gjør os med det, som er daarligt, og denne trætte og misundelse, som bringer død.

Lat os fæste vort blik ved dem, som paa fuldkommen maate har været hans ophøiede herlighets tjenere.

Lat os ta for os Enok.

Han blev i lydighet funden retfærdig, og han blev tat bort herfra, og ikke fandt nogen at han var død.

Abraham, han som blev kaldt «vennen», blev funden tro, fordi han var lydig mot Guds ord.

Av lydighet gik denne mand ut fra sit land og fra sin slegt og fra sin faders hus, for at arve Guds forjættelser, mot at gi slip paa ubetydelig land, en svak slegt, et ringe hus, ti han sier til ham: «Gaa ut fra dit land og fra din slegt og fra din faders hus til det land, som jeg vil gi dig, og jeg vil gjøre dig til et stort folk, og jeg vil velsigne dig, og jeg vil gjøre dit navn stort, og du skal være velsignet, og jeg vil velsigne dem, som velsigner dig, og jeg vil forbande dem, som forbander dig, og i dig skal velsignes alle jordens stammer.» Og atter sa Gud til ham, dengang han var blit skilt fra Lot: «Opløft dine øine og se fra det sted, hvor du nu er, mot norden og sønden og østen og havet.

Ti hele det land, som du ser — vil jeg gi dig og din avkom til evindelig tid, og jeg vil gjøre din avkom som jordens støv.»

«Dersom nogen kan tælle jordens støv, skal han ogsaa tælle din avkom.» Og atter staar der: «Gud førte Abraham ut og sa til ham: Se op paa himlen og tæl stjernerne, om du kan tælle dem.

Saa skal din avkom være.»

Men Abraham trodde Gud, og det blev regnet ham til retfærdighet. Paa grund av tro og gjestevenlighet blev en søn skjænket ham i hans alderdom, og av lydighet bragte han ham som offer til Gud paa et av bjergene som han viste ham.

Paa grund av gjestevenlighet og gudfrygtighet blev Lot reddet ut av Sodoma, dengang da hele den egn fik sin dom ved ild og svovl.

Og Herren gjorde vitterlig, at han ikke svigter dem, som haaper paa ham, men at han paa den anden side overgir til straf og pine dem, som bøier av fra hans vei.

Lots hustru kom ut sammen med ham, men anderledes sindet og ikke i enighet.

Derfor blev hun sat til et tegn, paa den maate at hun blev til en saltstøtte, for at enhver skal vite, at de tvesindede og de, som tviler paa Guds kraft, blir sat til dom og til tegn for alle slegter.

Paa grund av tro og gjestevenlighet var det, at skjøgen Rahab blev frelst.

Da nemlig Josva, Nuns søn, hadde utsendt speidere til Jeriko, fik landets konge kundskap om, at de var komne for at utspionere hans land, og han sendte mænd ut, som skulde gripe dem, for at de, efter at være grepne, kunde bli dræpt.

Den gjæstevenlige Rahab, som hadde latt dem ta ind hos sig, førte dem da ovenpaa og skjulte dem under linstænglerne.

De fra kongen indfant sig og sa: «Det var hos dig, de tok ind, de, som utspeider vort land.»

«Før dem ut; ti saa er kongens befaling.»

Men hun svarte: «Vistnok tok de ind til mig, de, som I søker efter; men de gik igjen straks og er underveis.»

Dermed pekte hun for dem i forskjellige retninger.

Og hun sa til mændene: «Jeg vet forvist, at Herren Eders Gud overgir eder denne by; ti frygt og rædsel for eder har faldt over indvaanerne her. Naar det da sker, at I indtar den, saa lat mig og min fars hus bli frelst.» Og de sa til hende: «Det skal bli saaledes, som du har talt med os.

Derfor naar du skjønner, at vi kommer, da skal du samle alle dine under dit tak, saa skal de bli frelste; ti hver den som træffes utenfor huset, skal dø.»

Og endvidere paala de hende et tegn, som hun skulde gi, at hun nemlig skulde la hænge ut fra huset en rød snor.

Derved gav de tilkjende, at ved Herrens blod skal der være gjenløsning for alle, nemlig for dem, som tror og haaper paa Gud.

Ser I, elskede, vi finder hos kvinden ikke bare tro, men ogsaa profeti.

La os derfor, brødre, fatte et ydmygt sind og avlægge alt praleri og al opblæsthet og uforstand og vrede, og la os gjøre det, som staar skrevet.

Den Helligaand sier nemlig: «Den vise roser sig ikke av sin visdom og heller ikke den sterke av sin styrke og heller ikke den rike av sin rigdom; men den, som roser sig, rose sig i Herren, paa det at han maa søke ham og gjøre ret og retfærdighet».

Fremforalt la os komme ihu den Herre Jesu ord, som han talte, for at lære os mildhet og langmodighet. Saaledes nemlig sa han: «Vær barmhjertige, for at Eder kan vederfares barmhjertighet; forlater, for at I kan faa forlatelse.

Som I gjør, saa skal der gjøres med eder. Som I gir, skal Eder gives.

Som I dømmer, skal I dømmes.

Som I viser godhet, saa skal der vises godhet mot Eder. Hvad maal I maaler med, med det skal Eder maales.» Ved dette bud og disse forskrifter skal vi befæste os, forat vi kan vandre lydige mot hans høihellige ord i ydmyghet.

Ti det hellige ord sier: «Hvem skal jeg se til uten til den stille og sagtmodige, som bæver for mit ord.»

Retfærdighet og hellighet byder os da, brødre, at være lydige mot Gud heller end at følge dem, som under oprørsk færd har stillet sig i spidsen for en avskyelig misundelse.

Ikke blot en ringe skade, som let kan træffe enhver, men meget mer en svær fare fører vi over os, naar vi dumdristig gir os saadanne mennesker i vold, som hidser til trætte og oprør, forat de kan faa gjort os fremmede for det, som er ret.

La os vise godhet mot hverandre, alt efter hans medlidenhet og venlighet, som har skapt os.

Og atter staar der: «Jeg saa den ugudelige bli overvættes høi og hæve sig iveiret som Libanons cedere.

Og jeg gik der forbi, og se han var ikke mere, og jeg søkte efter hans sted og fandt det ikke.

Ta vare paa uskyldighet, ha oprigtighet for øie; ti der er utvei for en fredsommelig mand. Derfor la os slutte os til dem, som i gudfrygtighet holder fred og ikke til dem, som hykler at ville fred. Ti der staar etsteds: «Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er langt borte fra mig.» Og atter: «Med sin mund velsignet de; men med sit hjerte forbandet de.» Og atter staar der: «De elsket ham med sin mund; og med sin tunge løi de for ham; men deres hjerte var ikke oprigtig for ham, og ikke var de trofaste i hans pagt.» Derfor «la de svikefulde læber vorde stumme». «Herren utrydde alle de svikefulde læber, den tunge, som taler store ord, dem, som sier: Vor tunge vil vi ophøie, vore læber er hos os, hvo er Herre over os? Paa grund av de fattiges elendighet og paa grund av de trængendes suk vil jeg nu reise mig, sier Herren. Jeg vil skaffe frelse, jeg vil handle aapent med ham». Ti Kristus er hos de ydmyge og ikke hos dem, som ophøier sig selv over hans hjord. Guds majestæts scepter, den Herre Jesus Kristus, kom ikke med larm av store ord eller av selvophøielse, skjønt han dertil hadde magten, men i ydmyghet overensstemmende med det, den Helligaand har talt om ham.

Ti han sier: «Herre, hvo trodde vort budskap, og for hvem er Herrens arm aapenbaret? Vi forkyndte foran hans ansigt, — som et barn var han, som et rotskud i tørstig jord. Ikke har han utseende og ikke herlighet, og vi saa ham, og han hadde ikke utseende og ikke skjønhet; men hans utseende var foragtelig og stod tilbake for menneskenes utseende.

Som et menneske, der lever under piskeslag og møie og er vel kjendt med at bære sygdom — eftersom hans ansigt er vendt bort — blev han foragtet og ikke regnet for noget.

Denne han bærer vore synder og lider smerte for os, og vi regnet ham som en, der lever under møie og piskeslag og lidelse.

Men han blev saaret for vore synders skyld og led for vore overtrædelsers skyld.

Til fred for os laa tugtelse paa ham.

Ved hans saar fik vi lægedom.

Vi fór alle vild som faar. Menneskene fór vild, hver paa sin vei.

Og Herren ga ham hen for vore synder, og han oplader ikke sin mund, fordi han mishandles. Som et faar føres han hen til slagterbænken, og som et lam, der er stumt foran dem, som klipper det, saaledes oplater han ikke sin mund.

I fornedrelsen blev hans dom borttat.

Hvem vil kunne oplyse os om hans slegt; ti hans liv borttas fra jorden.

Paa grund av mit folks overtrædelser er han kommet til døden.

Og jeg vil gi de onde for hans grav og de rike for hans død, fordi han ikke gjorde overtrædelse, og der blev ikke fundet svik i hans mund.

Og det er Herrens vilje at rense ham fra hans saar.

Naar I gir offer for synder, skal eders sjæle se avkom, som lever længe.

Og det er Herrens vilje at ta ham bort fra hans sjæls møie, vise ham lys, danne ham ved forstaaelse og retfærdiggjøre en retfærdig, som tjente mange vel.

Og deres synder skal han bære.

Derfor skal han faa mange i arv, og de sterkes bytte skal han dele, fordi hans sjæl blev hengit i døden, og han blev regnet blandt overtrædere. Og han bar manges synder, og for deres synders skyld blev han git hen. Og atter sier han selv: «Men jeg er en orm og ikke et menneske, menneskenes spot og et folks foragt.»

Alle de, som saa mig, spottet mig, talte med læberne, rystet paa hodet: «Han haabet paa Herren; han fri ham, han frelse ham, eftersom han jo har lyst til ham.» I ser, elskede mænd, hvad det er for et forbillede som er git os.

Ti dersom Herren ydmyget sig saaledes, hvad skulde da ikke vi gjøre, vi som ved ham er komne under hans naades aag.

La os ta til efterligning hine, der gik omkring i gjeteskind og faareskind og forkyndte Kristi komme. Vi mener profeterne, Elias og Elisa tilligemed Esekiel, og foruten disse ogsaa alle dem, der har faat anerkjendende vidnesbyrd.

Et saare anerkjendende vidnesbyrd har Abraham faat, ja, han er blit kaldt «Guds ven», og dog sier han med blikket fæstet paa Guds herlighet saa ydmygt: «Men jeg er jord og aske.» Fremdeles staar der om Job skrevet saaledes: «Men Job var retfærdig, ulastelig, sand, gudfrygtig og holdt sig fra alt ondt.» Men han anklager sig selv og sier: «Ingen er ren for smuds, end ikke, om hans liv blot varer en dag.» Moses blev kaldt «tro i hele hans hus», og det var av ham, Gud lot sig betjene, da han dømte Ægypten med plagerne og pinslerne, som kom over dets indvaanere. Men heller ikke han, høit forherliget som han blev, brugte store ord om sig selv; tvertimot, da han fik aapenbaringen ved tornebusken, sa han: «Hvem er jeg at du sender mig? Jeg er jo en mand med svak røst og langsom tunge?» Og atter sier han: «Men jeg er damp av en lerpotte.»

Fremdeles, hvad skal vi sige om David, med det vidnesbyrd, som han har? Han, til hvem Gud sa: «Jeg fandt en mand efter mit hjerte, David, Isais søn.»

Med evig barmhjertighet salvet jeg ham. Men ogsaa han sier til Gud: «Forbarm dig over mig, Gud, efter din store barmhjertighet; efter dine forbarmelsers mangfoldighet utslet min overtrædelse. To mig mere fra mine overtrædelser, og rens mig fra min synd. Ti jeg erkjender min overtrædelse, og min synd staar altid for mig.

Mot dig alene har jeg syndet, og det som er ondt for dine øine, har jeg gjort; paa det at du skal bli retfærdiggjort i dine ord og vinde, naar du har sak.

Ti se i overtrædelse blev jeg undfangen, og i synder gik min moder frugtsommelig med mig. Ti se du elsket sandhet; det hemmelige og skjulte i din visdom kundgjorde du mig.

Du skal besprænge mig med isop, og jeg blir ren; du skal to mig, og jeg skal bli mere hvit end sne; du skal la mig høre fryd og glæde. Mine fornedrede ben skal juble.

Vend dit ansigt fra mine synder og utslet alle mine overtrædelser.

Skap et rent hjerte i mig, Gud forny en oprigtig aand i mit indre.

Bortkast mig ikke fra dit ansigt, og ta ikke din Helligaand fra mig.

Giv mig igjen din frelses fryd, og befæst mig ved en fyrstelig aand. Saa vil jeg lære overtrædere dine veie, og ugudelige skal vende om til dig. Utfri mig fra blodskyld, Gud min frelsers Gud. Saa skal min tunge juble over din retfærdighet.

Herre, oplad min mund, saa skal mine læber forkynde din pris.

Ti hadde det været slagtoffer, du vilde ha, da hadde jeg bragt det.

Ikke er det brændoffer, som skal vinde dit velbehag. Offer for Gud er en sønderknust aand; et sønderknust og nedbøiet hjerte vil Gud ikke foragte.»

Den ydmyghet derfor og den følelse av egen ringhet, som gjennem deres lydighet træder os imøte hos disse mange store og saa anerkjendte mænd, har gjort bedre mennesker ikke blot av os, men ogsaa av slegterne før os, ja overhodet av dem, som annammet hans ord i frygt og sandhet.

Eftersom det da er bleven os forundt at se tilbake paa saa mange store, herlige handlinger, saa la os atter rette vort løp mot det fredens maal, som fra begyndelsen av er os stillet, og la os ha fast for øie den hele verdens Fader og skaber og slutte os nøie til hans herlige og overvættes fredsgaver og fredsvelgjerninger.

La os se ham med hjertet og skue med sjælens øine ind i hans langmodige vilje.

La os merke os, hvor fredsæl han er i sit forhold til hele sin skapning.