Brev til Trellianerne

Ignatius’ brev til Trellianerne.

Ignatius’ som ogsaa kaldes Theophorus, til den av Gud, Jesu Kristi fader, elskede hellige menighet, som er i Trelles i Lilleasien, den utvalgte og Gud værdige, som har fred i kjødet og aanden formedelst Jesu Kristi lidelse, hans, som er vort haab i opstandelsen til ham. Den hilser jeg i dens helhet paa apostolisk vis og ønsker den alt godt.

Jeg har erfaret, at I har et ulastelig og uforstyrrelig sind i lidelse, ikke ved øvelse, men av naturen, saaledes som Polybius, eders menighets ældste, har tilkjendegit mig, han som efter Guds vilje kom til Smyrna og glædet sig med mig, den bundne i Jesus Kristus, saaledes at jeg i ham saa eders hele menighet. Idet jeg altsaa gjennem ham har erfaret den Gud velbehagelige vilje, priste jeg Gud, idet jeg befandt eder at være, som jeg mente, Guds efterfølgere. Ti naar I underordner eder under menighetens ældste, likesom under Jesus Kristus, synes I mig at leve ikke efter mennesker, men efter Jesus Kristus, som døde for vor skyld, for at I ved at tro paa hans død skal undfly døden.

Det er altsaa nødvendig, at I, som I gjør, intet foretar eder uten menighetens ældste. Men underordner eder ogsaa under brødrene, likesom under Jesu Kristi, vort haabs apostler. Maatte vi befindes at være ulastelige for ham!

Men ogsaa de, der betjener Jesu Kristi hemmeligheter (brødsbrytelsen), bør i alle maater tilfredsstille alle; ti de betjener ikke mat og drikke, men er Guds menighets tjenere, og bør altsaa vogte sig for klager som for ilden.

Likeledes bør alle ære menighetstjenerne likesom Jesus Kristus, og menighetens ældste, der er et billede av Faderen, og brødrene, som et Guds raad og en forening av apostle. Uten dem har ordet menighet ingen betydning, og jeg er overbevist om at ogsaa I er av samme mening. Ti i eders menighets ældste fik jeg og har endnu hos mig et mønsterbillede av eders kjærlighet. Allerede hans holdning er en stor lærdom, og hans venlighet en magt; endog de ugudelige, mener jeg, maa agte ham. Av kjærlighet til eder undlater jeg at skrive alvorligere, skjønt jeg kunde det; jeg har ikke saa store tanker om mig, at jeg, der er fordømt, befaler eder som en apostel.

Jeg har megen kundskap i Gud; men jeg hæver mig ikke over mit virkelige maal, for at jeg ikke skal fortapes ved praleri. Ti nu bør jeg snarere frygte og ikke agte paa dem, som opblæser mig; ti de, som taler til mig med rosende ord, hudstryker mig; ti jeg vilde heller lide, men jeg vet ikke om jeg er værdig. Ti min iver ses vel ikke av mange, men betar mig desto mere; jeg trænger derfor til ro, hvorved denne verdens fyrste taper sin magt.

Mon jeg ikke kan skrive om himmelske ting? Men jeg frygter for at gjøre eder uforstandige skade, og for — tilgi mig — at I ikke kan rumme det, men vil kvæles. Ti ogsaa jeg kan, skjønt jeg er bunden, ikke begripe det himmelske og englenes rangordninger og de himmelske herskeres forsamlinger, det synlige og det usynlige; uagtet dette er jeg endnu en lærling, ti meget staar endnu tilbake for os, for at vi ikke skal ta feil av Gud.

Jeg formaner eder altsaa — dog ikke jeg, men Jesu Kristi kjærlighet — til at bruke ene og alene den kristelige næring og avholde eder fra fremmed plantning, som er vildfarelser. De iblander lærdomme, som er troen uværdige, om Jesus Kristus, likesom de, der rækker en dræpende gift i vinhonning, som den ukyndige med glæde tar, døden i fordærvelig lyst.

Vogt eder altsaa for saadanne. Og dette vil ske, naar I ikke er opblæste og ikke lar eder adskille fra Jesu Kristi Gud og menighetens ældste og apostlenes forskrifter. Den, som er indenfor alteret, er ren, d. e. den, som foretar sig noget uten menighetens ældste, brødrene og menighetstjenerne, er ikke ren i samvittigheten. Ikke som om jeg viste, at noget saadant findes hos eder, men jeg advarer eder forut som mine elskede, fordi jeg forutser djævelens list. Antag altsaa sagtmodig beskedenhet og opbyg eder i troen, som er Herrens kjød, og i kjærlighet, som er Jesu Kristi blod. Ingen av eder ha noget imot sin næste. Gi ikke de vantro anledning til at dadle eder, paa det at ikke Guds menighet skal bespottes formedelst nogen faa uforstandige. Ti «ve den, for hvis skyld mit navn bespottes hos nogle.»

Vær altsaa døve naar nogen tiltaler eder uten Jesus Kristus, ham, som var av Davids slægt og i sandhet født av Maria, som aat og drak og i sandhet blev forfulgt under Pontius Pilatus, i sandhet blev korsfæstet og døde i de himmelskes og jordiskes paasyn, som ogsaa blev opreist fra de døde, idet hans Fader opreiste ham, og i likhet med hvem hans Fader skal opvække os, som tror paa ham, i Kristus Jesus, utenfor hvem vi ikke har det sande liv.

Men dersom, som nogle ugudelige, d. e. vantroende, sier, hans død kun var et skin — de er selv kun et skin —, hvorfor er jeg da bunden? hvorfor ønsker jeg at kjæmpe med vilde dyr? Saa dør jeg altsaa forgjæves; lyver jeg da ikke mot Herren?

Fly altsaa de onde snylteplanter, som bærer dødbringende frugt, der bringer den, som smaker den, en øieblikkelig død. Ti disse er ikke Faderens plantninger; hvis de var det, vilde de vise sig som grene paa korset, og deres frugt vilde være uforgjængelig, ved hvilken han, da I er hans lemmer, indbyder eder i sin lidelse. Ti hodet kan ikke fødes uten lemmer, da Gud selv lover enhet, som han selv er.

Jeg hilser eder fra Smyrna tillikemed de Guds menigheter, som er hos mig, som i alle maater har vederkvæget mig baade i kjødet og i aanden. Mine lænker formaner eder, hvilke jeg bærer for Jesu Kristi skyld, ønskende at bli delagtig i Gud. Bevar ellers endrægtighet og hold ved i gjensidig bøn. Ti det sømmer eder, baade hver for sig og i særdeleshet menighetens tjenere, at vederkvæge menighetens ældste til Jesu Kristi faders og apostlenes ære.

Jeg beder eder at høre mig i kjærlighet, paa det jeg ikke skal bli eder til vidnesbyrd ved det, jeg har skrevet. Bed ogsaa for mig, som trænger til eders kjærlighet i Guds barmhjertighet, at jeg maa bli værdig til at opnaa den lod, med hvilken jeg krones, paa det jeg ikke maa findes forkastelig.

Smyrnæernes og Efesernes kjærlighet hilser eder. Ihukom i eders bønner menigheten i Syrien, hvis medlem jeg ikke er værdig til at kaldes, da jeg er den ringeste av dem. Lev vel i Jesus Kristus, lydige mot menighetens ældste som mot Guds bud, likeledes mot menighetstjenerne. Og elsk hverandre, den ene den anden, i udelt hjerte. Min aand ofres for eders skyld, ikke alene nu, men ogsaa, naar jeg blir delagtig i Gud; ti endnu er jeg i fare. Men Faderen er trofast i Jesus Kristus til at opfylde min og eders bøn. Maa I befindes ustraffelige i ham!