Nådegaven til å hjelpe

Naadegaven til at hjælpe.

I. Deres stilling og arbeide.

I Paulus’s breve træffer vi ofte paa navnene Akvilas og Priskilla, og han omtaler dette egtepar som sine «medarbeidere i Kristus.» Deres liv og virke er værd at undersøkes. De var arbeidsfolk, drev samme haandverk som Paulus. Tidligere hadde de bodd i Rom, men var blit forvist av Claudius Cæsar. Ap. gj. 18, 2. Som flygtninge kom de til Korint og møtte der Paulus. Det var fra først av et slikt møte, som hver dag finder sted mellem arbeidsfeller, men følgerne var betydningsfulde for tid og evighet.

Du som beklager dig over din stilling eller er misfornøiet med livets omvekslinger og prøver, vet du ikke at netop disse omvekslinger er guddommelige metoder, hvorved Gud gjennemfører sine planer om at bruke dig til velsignelse og nytte? Netop dette nødtvungne opbrud fra Rom bragte Akvilas i forbindelse med Paulus og derved ind i Kristus og hans tjeneste. Og det var mens de utførte sine daglige pligter, at de kom i berøring med apostelen og fik kaldet fra Gud. Og slik møter han ogsaa os. Knur ikke over dit arbeide, men hellige det. Prøv ikke for sterkt paa at løpe fra det, men som apostelen saa fint har uttrykt det: «Hver bli i det kald, hvori han blev kaldt.» Gjør mest mulig ut av dine tilfældige anledninger. Se paa hver arbeidsfælle du møter som en mulig Akvilas eller Apollos. Se Guds haand i de forholde du staar i, søk fremfor alt at forstaa Guds hensigt med dem og hvordan du kan utnytte dem for ham, og du skal se at hver del av dit liv kan bli hellig og guddommelig og det simpleste arbeide en herlig tjeneste for ham.

II. Deres omvendelse.

Vi hører ikke om enkeltheterne, men bare om resultaterne — vi finder dem i herlig arbeide for Kristus. Paulus hadde en vidunderlig evne til at faa sine omgivelser omvendt. En synder kunde ikke længe være sammen med ham uten at komme til Frelseren. Sæt ham i fængsel i Fillippi, og vi hører fængselsvogteren rope: «Hvad skal jeg gjøre for at bli frelst?» Stil ham som et skuespil for Agrippa og selve kongen utbryter: «Du overtaler mig næsten til at bli en kristen?» Sæt ham paa et skib i Middelhavet og Gud gir ham alle dem der er ombord med ham. Bind ham mellem to soldater i prætoriet i Rom og snart gjenlyder cellerne av lovprisning til Gud. La ham gaa ind som teltmaker i Akvilas butik og snart efter arbeider de sammen i evangeliet. Gud gi os alle at kunne gi menneskene et slikt indtryk av Kristus, at de ikke kan være sammen med os uten at gi sine hjerter til Gud. Akvilas blev omvendt gjennem at vise Paulus gjestfrihet og velvilje. De gav ham kanske nogle dages arbeide og et værelse i sit hus, men de fik til gjengjæld mesterens rike kjærlighet.

III. Deres første tjeneste.

Deres første kristelige arbeide var uten tvil med Paulus i Korint. Der brøt ut en herlig vækkelse straks efter Paulus’s ankomst og mange av jøderne og grækerne kom til troen. Saa nyttige blev de for apostelen, og saa kjære, at da han forlot Korint efter at ha arbeidet der halvandet aar, tok han dem med til Efesus. Det var her de møtte Apollos og blev ledet ind i sit første selvstændige arbeide for Kristus. De sat en dag og hørte paa ham som en fremmed i en jødisk synagoge (Ap. gj. 18, 24—28). De hørte hans lærdom og veltalenhet, men merket ogsaa hans ufuldkomne kundskap om sandheten. Men de gjendrev og kritiserte ikke, de tok ham til sig og ledet ham ind i det dypere og mere aandelige lys de selv hadde mottat. Og snart efter hører vi hvordan Gud bruker Apollos, saa Paulus omtaler hans arbeide i skriften: «Jeg har plantet, Apollos vandet, Gud gir veksten.» Og andre steder viser at han blev en av de nyttigste av apostlene.

Her har vi en meget herlig tjeneste. Akvilas og Priskilla blev ikke selv store lærere, men de ledet Apollos ind i lyset. Hvor mangen bekjendt Herrens tjener har ikke naaet sine dypeste erfaringer gjennem indflydelse fra en beskeden Akvilas eller en hellig Priskilla. Her er en tjeneste for enhver. Hvad gjør du i dit hus, i din korrespondance, i dit venskap for de mennesker, som du kan lede nærmere Kristus? Er der nogen du kan bede for og lede ind i et arbeide for Gud, som ikke du kan utføre?

IV. Deres velvilje mot Paulus.

Dette var noget Paulus bevaret i sin erindring. «Mine medhjælpere i Kristus» «som har vovet sit eget liv for mit,» «som ikke alene jeg takker, men ogsaa alle menigheterne av hedningerne.» Det er stort at være en god medhjælper, at være villig til at bære andres byrder og gaa op i deres arbeide, lykkelig ved bare at kunne hjælpe, skjønt menneskene aldrig faar vite det. I apostelens liste over naadegaverne i menigheten, blir «hjælpen» nævnt før naadegaven til at «styre». Ved at be og gi og opmuntre — og paa mange andre maater — kan vi ligne Akvilas og Priskilla. Der skal naade til at glæde sig over en andens arbeide og uttømme sit liv som en liten elv i en stor flod. Men Gud vet, hvor hver draape er kommet fra, og paa gjengjældelsens store dag skal mange «hjælpere» faa den største løn. Kjære ven, hjælper du? Og naar høsten kommer, skal da den som saar og den som høster glæde sig sammen?

V. Deres tjeneste i menigheten.

«Den som fornedrer sig selv, skal ophøies.» Akvilas og Priskillas tjeneste blev utvidet, indtil deres hjem blev menighetens tilholdssted og utgangspunkt for en av de største bevægelser i den første kristenhet. Vi ser at det var der menigheten i Korint blev næret og pleiet. Det var der Apollos blev ført ind i lyset. Det var der menigheten i Efesus begyndte, da Paulus hadde latt dem bli igjen der, uten tvil for at forberede hans senere herlige tjeneste paa dette sted.

Kjære ven, hvad er dit hus for Guds menighet? Hvor ofte blir hans folk budt velkommen for Kristi skyld? Hvor mange sjæle har fundet sit fødested i dit hus mens engle har sunget over synderen som omvendte sig? Husene var menighetens eneste hjem gjennem mange aarhundreder. Hvis der var færre forsamlingshuse idag, vilde der kanske være flere menigheter i husene. Menigheten i huset gir os en tanke om den kristne forsamlings sande aand. Den skulde være en familie og et hjem meget mere end den ofte er det, og den skulde karakteriseres ved en sand husstands kjærlighet og enhet. Den er ofte mere som en forening eller en kirkegaard. De første kristne gjorde sine møter til glade familiesammenkomster, idet de tjente Herren med glæde, og brøt brødet fra hus til hus.

Der er én forsamling vi alle kan ha i menigheten i vort hus og det er vor egen familie. Hvordan er det, elskede, med din lille flok? Brænder alterilden stadig og fylder den søte røkelse rummene? Er presten i helligdommen, lyset i den gyldne lampe, og kjærlighetens og opofrelsens aand i tjeneste ved alteret? Gud hellige vort hjemliv, og gjøre vore huse til en liten menighet og familien til et forbillede paa himmelen.

Lærdomme.

1) Hvor instruktivt dette eksempel viser os den nytte vi kan gjøre os av almindelige dagligdagse ting. Hvor meget Gud er istand til at gjøre ut av vor forretning og vore sammentræf i det daglige liv. Maa Herren hellige vort kald saa at ingen kan komme i berøring med os endog i forretningslivet uten at bli bragt nærmere Gud.

2) De forandringer, som forekommer i vort liv er guddommelige anledninger til tjeneste. Akvilas og Priskilla tok det som anledninger til at vidne og arbeide for Herren. Paa hvert nyt sted de kom efterlot de en menighet, som deres hus hadde været fødested for. Gud gi os naade til at repræsentere ham hvor vi gaar og til at erkjende enhver situation han bringer os i som en dør til tjeneste. Mesteren sa til sine disciple, at naar de blev bragt frem for konger og domstole «skulde det falde ut til et godt vidnesbyrd for dem. Naar vi er i ham, skal vi finde alle tider og steder hellige, og alle ting bindingsverk i hans plan med os alle.

3) Hvilket godt eksempel paa personlig arbeide. De holdt kanske aldrig en præken, men de hadde tre menigheter tilslut, og de førte til Kristus en, som kanske har plantet tusen menigheter. Gud hjælpe os til at være trofaste i den personlige tjeneste eftersom vi møter menneskene én for én.

4) Hjemmets tjeneste. De hadde kanske et meget beskedent hjem; ofte blev det brudt op. Men det var Herrens hus, aapent for hans arbeide og hans barn.

5) Kvindens tjeneste. Priskillas tjeneste maa ikke glemmes. Den var helt kvindelig. Den var aldrig utenom hendes mands tjeneste. Hun blev altid nævnt sammen med ham, men hun var ikke bare et siffer. Tvertimot kan vi slutte av den maate apostelen omtaler dette skjønne par paa, at hun blev den sterkeste natur av de to. I begyndelsen omtaler han dem som Akvilas og Priskilla, men mot slutten er det Priskilla og Akvilas og den hellige og trofaste kvinde kommer i fronten. «Gi hende» og enhver ædel kvinde «av hendes hænders frugt, og la hendes gjerninger prise hende i portene.»

La ingen mand hindre kvindens tjeneste inden de sande grænser. Gud har æret den og vil gjøre det mere og mere. «Ynde er bedragelig, og skjønhet er forfængelig; en kvinde, som frygter Herren hun skal prises.»

Fra engelsk.