Sjel og ånd

Sjæl og Aand.

Gud attraar med nidkjærhet den aand han lot bo i os. Jak. 4, 5. Hvad skal Gud med denne vor aand? Han skal helliggjøre den, det er, utskille den til sig selv, for at levendegjøre den.

Den første Adam blev til en levende sjæl. Denne sjæl blev besmittet og ødelagt ved synd. Da Kristus, den anden Adam kom, tok han frivillig den syndbesmittede sjæl op i sig, idet han blev gjort til synd for os, og han uttømte denne sjæl i døden, Es. 55, 12; Hebr. 2, 14, og han selv blev til en levendegjørende eller livgivende aand. 1 Kor. 15, 45. Det er denne livgivende aand der attraar helt og udelt at komme i besiddelse av vor aand.

Et menneske bestaar av legeme, sjæl og aand. Legemet skal agtes dødt paa grund av synd (Rom. 8, 19), ti det er ved legemet synden har faat utslag), sjælen skal uttømmes i Kristi død (det er, det gamle liv skal dø), men vor aand attraar Gud for at levendegjøre den. Der staar skrevet i 1. Tim. 3, 16, at Kristus blev retfærdiggjort i aand. Og det er netop ogsaa i vor aand at den personlige retfærdighet faar sit sæte. Saaledes har Gud bestemt at vort liv skal være et aandsliv, hvor aand berører Aand. Netop i vor aand har Gud henlagt vort gudsliv, vort haap, vor tro. I Gal. 5, 5 heter det: Ved troen venter vi i aanden paa det som retfærdigheten gir os haap om. Der har vi altsaa forventningen i aanden om det haap som retfærdigheten i aanden gir. Og hvad er det andet, end at vi skal faa igjen i uforkrænkelighet, hvad vi her paa grund av synd har maattet agte dødt. Salige, levende haap i aanden om en tilsvarende herlighets iklædelse som fuldkommen passer til en levendegjort aand!

For at kunne behandle vor aand, maa Gud utskille den fra det, den er bundet i. Saalænge et menneske er bundet i verden, er hele dets aandsliv bundet i kjødet for at tænke og leve efter dets vilje; aanden følger her legemet i dets lyster.

Efterat et menneske har faat syndernes forlatelse, blir det videre ved tro, saa mange av dem som vil tro, korsfæstet med Kristus, det er, kjødet blir korsfæstet med dets lyster og begjæringer.

Nu er kjød og aand skilte. Nu har man seier over kjødets tilbøieligheter og aanden kan nu følge sin nye attraa som er liv og fred. Men endnu skal der et skille til. Dette finder vi i Hebr. 4, 12. Guds ord er levende og kraftig og skarpere end noget tveegget sværd og det trænger igjennem, indtil det kløver sjæl og aand, ledemod og marg, og dømmer over hjertets tanker og raad. Her ser vi klart, at ordets egg skal trænge saa langt ind i vort liv, at det endog skal kløve sjæl og aand. Og her kommer vi til selve livets dypeste proces: At miste sit liv for at finde sit liv. Livet ligger i sjælen og sjælen i blodet. Her skal vi miste det gamle sjælsliv efter den første Adam, for at den anden Adam kan oprette det nye aandsliv i vor aand. Derfor sier Jesus, at den som mister livet, finder livet. Det gamle mister man i døden med Kristus, idet han uttømte sin sjæl; det nye finder man i livet med Kristus, idet han er en livgivende aand for vor aand. Nu forstaar vi hvorfor Gud attraar vor aand endog med nidkjærhet. Hele Guds ledelse med os gaar ut paa at faa levendegjort vor aand, for at vi i ham kan bli en aandskraft med aandelige utsyn, med aandelige maal, med aandelig vekst.

Naar nu et menneske faar Aandens daab, har det dermed faat magt til at sætte til sit gamle sjæliske liv, idet Kristi død blir virksom i det gamle liv som saaledes uttømmes, som han uttømte det. Ti Kristus uttømte ikke sit liv for at jeg skulde slippe, men for at jeg skulde vandre netop denne vei efter ham, om den var aldrig saa trang. Og netop fordi man ikke av sit eget liv kan miste sit liv, har Gud git os sin aand for at vi i dens kraft skal magte at sætte livet til. Naar aandens sværdhugg rammer og kløver, da har vi faat magt til at la det ske, magt til ikke at unddra os. Den som er døpt i den Helligaand, men ikke beytter denne kraft efter Aandens mening, nemlig at sætte livet til, for ham er Aandens daab her forgjæves, da den kun blir tat som en nydelse for den forenede sjæl og aand. I det gamle sjælsliv sitter det gamle «jeg», der nok gjerne vil dækkes med naade; men det maa dø for at Guds retfærdighet kan trænge ind i aanden.

Den som lar Guds ord, som er aandens sværd, kløve sjæl og aand, han vil videre erfare Guds Aands specielle drift i sin aand. Denne drift vil her foregaa uten at det sjæliske element deltar. Aandens arbeide med vor aand foregaar først ved at den kaster lys for vor fot og lys paa vor sti — foran os; for det andet lægger den ned i vor aand en skyvende eller drivende kraft til at gaa ind i det lys, den sandhet, de herligheter den kaster for vor aand. Derved drives vor aand fremover, idet Guds Aand altid paany kaster videre lys. Et profetisk indre aandens lys over vore veie. Og Guds Aand lyser saa længe paa det mørke sted, helt indtil morgenstjernen gaar op i vort hjerte, det er, indtil det lys og den sandhet vi har skuet blir vort liv, altsaa kommer ind i vor aand og forvandler den efter hvad vi har set. Ved den drivende kraft mot Aandens herlige aabenbarelse for vor aand kjendes vor fattigdom i aanden ved synet av disse ting. Og fattigdommen i vor aand og rigdommen i Guds Aand møtes, og vi mættes i vor aand til stadighet med Guds retfærdighet. Saaledes faar vi en drivende kraft i vor aand og den vil altid merkes baade i ord og handling.

Som Guds Aand nu behandler os, idet dens drivende kraft fører os fremad mot fuldendelsen, saaledes vil vi igjen behandle hver menneskeaand som trænger vor tjeneste. Da arbeider vi med andre saaledes som Guds Aand arbeider med os, nemlig at kaste lys for deres føtter og paa deres stier, for at de kan ta skridtet altid videre ind paa Guds veie, ind i Guds hemmeligheter. Fordi man selv blir drevet paa denne maate, derfor ligger denne Guds drivende kraft i vor menneskeaand, som nu kaster lyset for dem den tjener. Den som nu hører vil kjende baade lys og kraft til at vandre ind i dette lys.

Er vor aand derimot endnu bundet i det sjæliske, da er vor attraa selv at nyte vor tilværelse, vor tilstand, vore seire, og det man selv attraar vil man ogsaa tale om som det høieste. Ti enhver roser hvad han har lyst til. Da hans aandsliv er bundet i hans gamle sjælsliv og av den grund er der ingen drivende kraft fremover i ham, da kan han ikke kaste lys for andres føtter, men han ynder helst at tale om sig selv midt i alle sine velsignelser og nydelser, fortælle om hvor herlig «jeg» har det. Og ofte er der et kapløp mellem disse for at fremstille sin egen nydelse som den største, for derved at gjælde størst aandelig. For dem er der en stadig tilbakemarsj i aanden til sin tilstand, men hos dem der løses fra det sjæliske er der en stadig fremmarsj efter det som ligger foran, og der er en stadig hunger hos dem efter mer som Gud maa mætte dem med. Derved finder vi at bakgrunden for den enes tale er hans sjæliske tilstand, mens bakgrunden for den andens tale er Guds Aand. Den første sætter sin tilstand og sine erfaringer op som en lærdomsform og søker at passe ind Guds ord efter dette. Den anden som er løst har Guds Aand som bakgrund for sine lærdomme, idet det er Guds Aand som lyser op i hans aand, uten at gaa veien om det gamle sjæliske liv.

Denne proces ved adskillelse av sjæl og aand foregaar kun hos de sjæle som i sandhet er gaat ind paa korsets vei, det er saadanne som opgir alt for at vinde prisen. Der er mange som har faat Aandens daab, men som endnu staar fast i sit gamle sjæliske selvliv. Og de ønsker ikke at gaa videre, fordi de er helt rike og mætte hvor de nu staar. Men naar de ikke gaar videre ind i Kristi rigdomme og i Kristi mening, da gaar det som oftest tilbake. Ikke alene er aanden bundet i det sjæliske, men den knytter endog forbindelser i kjødet igjen. Og denne forbindelse til kjødet ytrer sig som enhver vil vite, i avind, kiv, stridigheter, trætter, baktalelser osv. Ved at se efter de troendes liv, vil vi finde mange som engang begyndte i aanden, men nu er gaat helt ned i kjødet. Dette vil være aabenbart for ethvert klartseende øie.

Men den som vil frem mot fuldendelsen av sin aand, han opgir sit liv, og lar sin aand drives av Guds Aand altid dypere indover i Guds uransakelige rigdomme.

Jesus overgav sit legeme til sine fiender, sin sjæl til døden og sin aand til Gud. «Fader, i dine hænder overgir jeg min aand.»

Naar vi gaar ind i denne proces, at la sjæl og aand skilles, i Kristi lidelsers samfund, da vil aanden ta kontrollen over vort legeme. Likesom legemet før hadde sin drivende kraft fra det gamle sjæliske liv, saa blir dette nu sat tilside, og aanden tar legemet i sin tjeneste. Se Rom. 12, 1. Derfor blir fremstillelsen av legemet som offer til tjeneste en aandelig gudsdyrkelse; ti tjenesten og offeret bestemmes i vor aand. De gjerninger vi nu gjør ved dette forkrænkelige legeme, det blir det fine lin (Aab. 19, 8) til det nye legeme. Det som er skedd ved legemet, skal tillægges legemet. Det sker i forkrænkelighet, det tillægges i uforkrænkelighet. Ved visdom, sandhet og kjærlighet i vor levendegjorte aand kan vi frembringe de høieste værdier i gjerninger ved vort legeme, og derved høste de kosteligste rigdomme i den tilkommende verden. Den fine lin er de helliges retfærdige gjerninger. Men de retfærdige gjerningers rot er i den retfærdige aand.

Jo mer vor aand blir utskilt, desto mer levendegjort kan den bli; den utskilte aand har nu frit vokserum, saa den stadig kan fyldes og fornyes, som skrevet staar: Fornyes i eders sinds aand. Efes. 4, 23.

Sinds aand. I verden ligger et menneskes sindelag i de ytre ting, men nu er det hævet forbi baade det kjødelige og det sjæliske og ens sind er nu vendt til det høieste aandelige, til Guds evige visdom. Dersom man er sjælisk i sin gudsdyrkelse, vil ens hele sindelag være at nyte sin kristendom, tale om sine velsignelser og gaver, osv. Men naar sindet er hævet helt op i aanden, da staar hele ens sind til Kristi herligheter. Det er denne sinds aand som skal fornyes, og det sker ved en stadig ifyldelse av Guds aand. Derved blir vort sind og vor aand mer og mer guddommelig.

Paulus skriver: Men han selv, fredens Gud, hellige eder helt igjennem, og gid eders aand og sjæl og legeme maa bevares fuldkomne, ulastelige, i vor Herre Jesu Kristi tilkommelse, 1. Tess. 5, 23.

Hvis ikke vor aand, sjæl og legeme bevares ulastelige for vor samvittighet under denne livets proces, er dette et bevis for at kjødet har faat overhaand, og at vi har gjort noget som har sat dom i samvittigheten. Det er kun ved at baade legeme, sjæl og aand bevares fra synd, at man blir delagtig i adskillelsen av sjæl og aand. Seieren i vort liv er under dette stadium saa fuldkommen, at endog den sjæl som skal uttømmes, maa være ulastelig for enhver samvittighetsdom.

Dette utviklende aandsliv fører til det høieste maal av aandelig renhet, kraft og seier. Guds energi og handlekraft, Guds retfærdighet og hans mangehaande visdom, en overflod av aandsfryd og kjærlighet fylder her vor aand, der blir som ladet med himmelsk spænstighet og kraft til at lide, taale, bære, utføre al Guds velbehagelige vilje. Og slutproduktet er en overvættes rik indgang i Guds evige rike.