Lys over Antikrist

Lys over antikrist.

Det gamle væsens idealer.

Retfærdighet, sandhet og kjærlighet er ting som menneskene søker, men ut fra sit gamle, egenretfærdige og egennyttige væsen, mens den retfærdighet og kjærlighet som blir en sand Kristi efterfølger tildel, kommer som en gave ved det gamle væsens undergang. Ut fra det gamle væsen søker menneskene de høie dyder, men da det paa den maate aldrig kan bli Kristi dyder blir det kun falske.

Det er det menneskelige sind som bestemmer menneskets vei, og likesom den retfærdiges sti blir ham til belønning, saaledes vil den uretfærdiges vei falde tilbake over hans eget hode.

Eftersom tiden gaar vil ikke menneskenes væsen forandres, men deres idealer vil ta andre former end før. Mens idealerne før var hvad man nu vil kalde raa, gaar de nu over til at bli skjønne, og de smykker sig med kjærlighetens og retfærdighetens navn. Det er disse idealer av et ophøiet menneskeliv og menneskesamfund som i denne sidste tid vil danne en mægtig kilde til menneskelig enhet og sammenslutning; men ophavet er djævelen. Sin synd og sine lyster tar menneskene med sig ind i sine ophøiede idealer og iklædt disse idealer blir synd ikke længer synd og lovbrudd, men kun nydelser.

Følg den menneskelige fredsbevægelse ut fra det gamle væsen i mennesket. Hvorfor fred? Jo, for at de i uforstyrret ro kan sanke sig skatter og rigdomme i denne verden og nyte livet. Og jo mere av denne verdens rigdomme desto mere har man leilighet til at nyte livet i alle dets utartninger og desto mer menneskelig skjønhet kan man hylle sin synd ind i. Til dette vil menneskene ha fred. De vil heller synde end lide.

Det er betegnende hvad Daniel sier om den sidste tid: «Og ugudelige skulle handle ugudelig, og ingen ugudelig skal forstaa det, men de forstandige skulde forstaa det,» Dan. 12, 10. Hvorfor forstaar den ugudelige ikke sin ugudelighet i den sidste tid? Før visste da en mand om at han handlet ugudelig; men nu iklædes det ugudelige moderne tanker, og hvad som før stod som ugudelighet og synd blir nu moderne idealer som føres ut i det praktiske liv. Se ogsaa Aab. 22, 11. Saaledes kan den ugudelige handle ugudelig og ikke forstaa det. Her har vi frafaldet. Frafaldet fra den Helligaands overbevisning om synd.

Satan lar gjerne menneskene øve barmhjertighet og kjærlighet, bare de ikke blir overbevist om synd og offeret for synd. Den tid vi gaar imøte vil bli en tolerancens og humanitetens tid, da alle idealer skal sættes ut i praksis. Som en ledende socialist sa: «Nu er ikke længer det synd, som man før kaldte synd, og naar sonofferet er borte, da er vor tid inde.» Naar man med sin synd og sine begjærligheter hæver sig op i en ny, moderne og idealistisk tankegang, hvor erkjendelsen av synd mangler, da har man fundet en ny moral, som en sa var høiere end den moral, Kristus kom med. Her er vor tids frihet. Paa denne maate avskaffer man synd og offeret for synd. Man avskaffer lov for synd og her møter vi lovløshetens hemmelighet. Og hvad er her større frihet end lovløshet!

Denne tid.

Likesom lys over raahet vil øke kravet om det menneskene synes er ædelt, saaledes vil lys over den nuværende krigs vanvittige myrderier fremme folkenes ønsker om fred. Her flyter menneskenes tanker sammen i det ene ideal. Her kommer de mægtige nationale og internationale sammenslutninger til at smelte sammen i det ene brændepunkt. Her vil socialister og fredsforeninger, ja ogsaa religiøse sammenslutninger stemme overens.

Efter denne krig, som neppe er en folkenes krig, men mere en staternes krig, vil disse idealer skyte en voldsom fart, og deres krav vil faa vegt ved sin mængde tilhængere. Endog nu, mens krigen raser, er idealerne saa sterke, at de krigsførende magter paaberoper sig sin fredsvenlighet og sin barmhjertighet og godhet mot fiender, saarede og fangne.

Det er mægtige kræfter som er i bevægelse for at løfte slegten op i en høiere sfære, men uten Kristus. Civilisation og kultur er det som har fanget menneskene.

Det er underligt at se, hvorledes menneskene idag, bevisst og ubevisst skuer efter kræfter som kan føre dem frem til maalet for deres tanker. Taler man med dem om disse ting og spør dem, hvordan dette skal gjennemføres, da ser vi, at de fleste skuer ut efter en personlighet og sier: Vi trænger en mand, en personlighet med kraft, som kan ta de ledende traade i sin haand. Og hvem er denne forventede person uten Antikrist. Det er denne mand verden nu venter paa og modnes for. Likesom man i tiden før Kristi komme til verden sterkt ventet Messias, saaledes vil der i tiden før antikrists komme være en sterk venten efter ham. Kristus venter menneskene ikke paa. Han er kommet som en frelser der vil ta bolig i deres indre og forandre dem efter sit væsen; men likesom den synd mennesket begaar er utenfor legemer, saaledes forventer man en person, en som ikke griper ind i deres gamle væsen; men en som utenfor dem kan være en kraft til at realisere deres tanker.

At disse ting kan ske snart ser vi ogsaa av tiden. Satan er en mester i at indeksersere folket saa de handler i lydighet mot hans tanker. Han faar f. eks. hele verden i løpet av en maaned til at vende sig om efter en moderne hat. Midt i sine rop om frihet er menneskene blit lydige slaver der med lyst følger sin herres vink. Hvad skal ikke satan formaa med dette lydige folk. Han inddeler dem i organisationer, hvor det enkelte individs mening forsvinder i den hele organisations tanker. De mener alle et og de tænker ens. For eksempel socialismen. Nu forstaar vi, hvorledes satan i utrolig kort tid kan handle gjennem menneskene.

Vi ser, at først danner han deres sind efter de idealer han sætter op, og derefter, naar deres indre er dannet, saa gjennemfører han de ydre begivenheter. Ti alle de ydre begivenheter er jo en følge av hvordan menneskenes væsen er. Dette ser vi av f. eks. socialismen. De tilber et billede. I Aabenbaringen er dyrets billede omtalt, det som menneskene tilbad. Tal med en socialist og du vil finde, han tilber et billede; ti han har altid staaende for sit indre blik billedet av de fremtidige tilstande, billedet av en fremtidsstat hvor alt er delt likt, hvor der en fred og ro. Dette billede er han grepet av, og beundrer han slik at hele hans attraa er at faa andre til ogsaa at tilbe og beundre det.

Det fremtidige.

Jakob sier: «Vær da taalmodige, brødre, indtil Herren kommer». Jak. 5, 7. Dette sier han like efter omtalen av disse verdens ting i de sidste dage. Som en Kristi efterfølger gaar man ikke med paa nogen av verdens mange paafund, ti vi forventer Kristus fra himlen med sine hellige og da skal han oprette sit fredsrike her nede for tusen aar. At støtte verdens tanker og ideer om fred er at støtte antikrists aand. «Vær taalmodige og bi paa Herren», lyder det til os.

Naar den av verden forventede person kommer, antikrist, da skal han være som et centrum, en aapenbarelse av folkets tanker. Det blir ingen raa person, men tvertimot en begavet, ærgjerrig personlighet, der tilsynelatende ikke er ærgjerrig, ti han fremmer og danner kronen paa hvad der allerede er vokset frem.

Læs Aab. 13. kap. som fremstiller fremkomsten av disse ting. I Aab. 14, 9 fremkommer Guds advarsel mot at følge dyret og tilbede dets billede og i 16. kapitel ser vi plagerne komme over alt det som menneskene har bygget op.

Naar der i Aab. 13, 3 staar tale om at al jorden undret sig og fulgte efter dyret, da kan vi straks vite, at der er noget som er populært. Og de skal si: Hvem er lik dyret og hvem kan stride mot det? Der fandt de alle sine ophøiede tanker realisert, og de beundret sin magt og spurte hvem der kunde stride mot dyret. Derfor oplot de i sin storhet sin mund til spot, og de begyndte at føre krig mot de hellige. Ti disse gik ikke ind paa deres tanker og vilde ikke anerkjende, hvad de hadde faat istand. Og det er rimelig, at de vil føre kamp mot de hellige; ti naar de har faat istand sine idealistiske tanker, naar fred, barmhjertighet og kjærlighet raar, skulde da ikke de troende være de første til at anerkjende dette? Men da det hele er lagt utenom Kristus, gaar de hellige derfor ikke med. Og de blir anset som oprørere mot dem.

Det fredsrike som mennesket skal faa istand skal bli godt styret, ti den som bryter freden og dræper nogen med sværd, han blir dræpt med sværd, og dersom nogen fører i fangenskap, han skal i fangenskap. V. 10. Det blir øie for øie og tand for tand. Alle maa bøie sig under magten. Derfor vil der midt i freden bli en voldsom trængselstid for alle som ikke vil underkaste sig. Se v. 15, 16 og 17. Midt i freden et rædselsherredømme!

Men som mennesket bygget Babels taarn der skulde naa like til himlen, saaledes bygger menneskene her sit rike, og dets regent, antikrist, staar imot og ophøier sig over alt som kaldes Gud eller helligdom, saa han sætter sig i Guds tempel og gir sig selv ut for at være Gud.

Men da er ogsaa hans tid snart ute. Ti likesom Gud forstyrret Babels taarn, saaledes skal han ogsaa forstyrre dette menneskeværk. Han skal vise dem, at der ikke er fred for den ugudelige. Derfor utsendes syv Guds engler med syv Guds vredeskaaler og tømmer dem ut over jorden.

Det blir haardt for menneskene at se sit bygværk falde. De skal endog tygge sine tunger av pine. Men alteret skal rope: Ja, Herre Gud, du almægtige, sande og retfærdige er dine domme.» 16, 7.

Det er de sande og retfærdige domme som skal ha det endelige ord. Salig er den som lar Guds domme allerede nu begynde fra Guds hus.

Hvad menneskene drømte om skal ikke lykkes for dem. Pest og krig og alle forfærdelige ting skal naa dem. Og antikrists regimente skal ikke bli langt, Kristus skal komme med sine hellige, han skal seire over dyret og den falske profet, som hadde ropt fred, fred hvor der dog ingen fred var, og de blir kastet i ildsjøen. Hvorfor kaldes antikrist fortapelsens søn? Jo, han ophøiet sig mest. Den som ophøier og hovmoder sig mest, han danner kronen paa alt som heter fortapelse, ti han vil styrte længst ned.

Vi har tat disse ting med for at vi skal lære at skille aanderne i denne indbrytende nye tid, da begivenheterne vil rulle op Guds planer med mennesket.