Fred med Gud og Guds fred.

Fred med en person forutsætter to personer, nemlig mig selv og den med hvem jeg har fred. Den rike mand kunde til en vis grad ha fred med Lazarus; for han fik jo av de smuler, som faldt fra hans bord. Men Lazarus’ fred hadde han ikke.

En herre har fred med sin tjener og tjeneren fred med sin herre, saa længe hver av dem holder sig paa den plads som det sømmer sig. Saadan fred gir verden; enhver holder sig til sit og ingen træder sin næstes rettigheter for nær. Skulde det hænde, da avbrytes straks freden.

En lignende fred har ogsaa mennesket med Gud. Snart hører vi vidnesbyrd om fred, alt er saa vel; men om ikke ret længe høres, at nu er freden borte, der er kommet en sky mellem ham og Gud, man har ikke vandret som man skulde osv.

Vi trænger derfor noget mer, noget som stikker dypere, noget som kan vare. Dette savn har Jesus lægt, naar han sier: Min fred gir jeg eder, ikke som verden gir, gir jeg eder. Eders hjerte forfærdes ikke og ræddes ikke! Joh. 14, 27.

Gud har døpt os med sin HelligAand til at være ett legeme med Kristus. Hans fred er vor fred, hans retfærdighet vor retfærdighet, hans liv vort liv. Vi er ikke længer to, men een. Ti han er vor fred, han som gjorde de to til ett og nedrev gjærdets skillevæg, fiendskapet. Ef. 2, 14. Vi har nu ikke bare fred med Gud, men Guds fred. Hvor uendelig større er ikke den. Fred med Gud bevarer os; men naar Kristi fred raader i vore hjerter, Kol. 3, 15, gjør den os seirende. Gud har git os en aktiv fred, Guds fred.