Kun nogle faa ord i farten i anledning av din sidste artikel i «Missionæren». Du skriver bl.a. «- - - - -; og smaa Aander gjør disse ting til splittende hovedlærdomme, osv».

Det ser her ut, som om du har været litt ivrig for at træffe sømmen paa hode; men naar du tænker dig om noget nøiere, saa vet du jo saa inderlig vel, at en liten Aand og en stor Aand hverken kan gjøre fra eller til for at de er som de er. En stor (høi av vækst) mand kan ikke roses og en liten mand lastes; thi det var at gaa irette med Gud som skapte ham. Dessuten, ved at nævne navnet «Aand» saa tar man forstanden og det bevidste ansvarlige væsen bort; og en Aand som saadan kan hverken lastes eller anklages.

I verden taler man om store Aander om mennesker, der ser stort paa tingen, som man forfængelig kalder det; og saa kalder man de mennesker for smaa Aander, der er sneversynte osv.; men ikke saa i Guds rike.

En Aand er en konstant og kan selv ikke gjøre for enten den er stor eller liten. Aandernes Fader har dannet den slik og hermed er intet at gjøre.

Jeg fandt det paakrævet at si litt om dette, og du forstaar det saa vel selv, naar du faar høre det.

En skrivelse (Aandelig) vil altid ha et eller andet dødt punkt, hvor man ikke har vaaket tilstrækkelig; dette har jeg grepet mig selv i mer end en gang. Port Arthur hadde sine døde linjer og Japanerne søkte klogelig at dirigere sine fartøier op i disse.

Igaar mottok jeg brev fra str. Palme og et cirkulære-brev fra dig. Dette cirkulære-brev var aldeles udmerket og omhandlet en hel del av det vi talte sammen om i Kr.sand. I dag skal jeg være ombord, saa det tør hænde, at jeg skriver til str. Palme iaften. Hun har kundskap nok; nu faar hun begynde at prakticere. Der kan komme mark (tænker her paa jødernes manna) i kundskapen ogsaa; dersom man ikke realiserer kundskapen i det praktiske liv. Noget i den smak vil jeg maaske skrive til hende. Nu har du faat mange brever. Hils br. Anthony og hustru.

Din broder