Tak for dit brevkort fra Lyngør. Igaar var br. Anthony her. Vi hadde samtale om mangt og meget, og især gjorde han mange spørsmaal i Rom. 7. Han spurte bl. a. om, hvordan Paulus kunde si, at budet blev ham til død og senere igjen si, at ikke budet blev ham til død, men synden. Dette ser jo noget broket ut, men jeg tror nok, at han blev nogenlunde tilfredsstillet med svaret. Thi jeg forklarte ham, at 1) budet, 2) synden og 3) jeg, var tre forskjellige ting. Da 3) jeg og 2) synden, var forenet virket 1) budet, indtil jeg merket og forstod, at jeg slæpte paa en byrde (synden), som aldrig kunde naa op til lovens krav. Budet virket nu saa længe paa mig, saa al slags begjærlighet kom frem for min bevidshet. Budet gjorde det slik, at jeg fik skue al min elendighet og følgen blev nu at jeg lagde ned mit mandat. Budet var git til liv, men befandtes at være mig til død. Men just da jeg døde blev jeg levende og i harmoni med budet. Saa vi ser at budet blev mig til liv, virkelig liv, men d.v.s. bak døden (selvopgivelsen). Men alt dette skede for syndens skyld, at den skulde bli aapenbaret som synd. Altsaa 1) blev synden ham til død ved det, som er godt, 2) nemlig budet.

D.v. atter si: Før var jeg forenet med synden, men nu er jeg forenet med budet.

Dernæst kunde han ikke begripe v. 20, at nu gjør ikke jeg det mere, men synden, som bor i mig. Dette kom han dog til fuld klarhet over og frydet sig derover. Han var forøvrig en skarp tænker. Men du vet, at det gaar an at være «skarp tænker, men træg til at fatte». Jeg vil ikke anvende dette paa br. Anthony, men nævner det kun til eftertanke i denne forbindelse.

Vi kom forøvrig meget godt ut av det, han var ikke nøie om at blotte sig selv. Han kom kl. 11 ½ og reiste 6t 23 om emd. Merkelig nok sa han, at han ikke forstod, hvad jeg skrev. Likesaa fortalte han, at det sidste brev jeg skrev om «legemet» og «mennesket» ikke blev forstaat. Just dette lille brev indeholdt mange dyrebare sandheter; men han sa, at det var meget sammentrængt og mange tanker paa hverandre.

Jeg tror, at vi ikke kan tale om disse dypere ting til folk i sin almindelighet, men kun lede dem fra det standpunkt, hvor de staar. Jeg sa ogsaa til br. Anthony, at ikke alt Guds folk var Jesu discipler, men kun de, som tok korset op. Dette var han enig i. Han var nu bestemt paa at ta korset op, sa han. Han hadde en stor tillid til dig, og følte sig altid dømt, naar han var sammen med dig, sa han. Dette var ikke saa behagelig, men det maatte til, sa han.

Kun denne lille «rapport» om vort samvær. Hils alle hjemme samt Ludvik, naar du træffer ham. Haaper vi træffes, naar din vestlandsreise er endt. Det er altid saa godt at tale med dig om Kristi hemmeligheter. Br. Anthony er et godt objekt, om han bare kunde fordrage korset.

Hjertelig hilset fra os alle her