Se SB 1909.04.15. – JOS brev til Aksel Smith

Rom. 7 og Rom. 8

I «Miss.» no 20 uttaler B. Hjelle følgende: «Med en fordomsfri betragtning av ordet og en tilsvarende virkelig erfaring av at være frigjort fra loven og synden, vil man finde at Paulus her beskriver sin og alle troendes tilstand den tid de befandt sig under loven, som ulykkelige trælle. Thi at være frigjort fra loven og dog være i Rom. 7 er en umulighet.»

Paulus spør nok med rette: Eller vet I ikke, brødre – jeg taler jo til slike som kjender loven – at loven hersker over mennesket, saa længe det lever?

Apostelen taler til dem, som kjender loven. Man kan vel neppe si, at de mennesker, der lever under loven, kjender loven. Jeg tror det ikke. For at kjende lovens virkelige gjerning maa man nok ha kjæmpet sig gjennom den og kommet til lovens ende – Kristus. Vil man tale med nogen som kjender aaret 1908, saa faar man tale med saadanne, der har gjennemlevet dette aar og er kommet ind i 1909.

Selvfølgelig slutter vi da herav, at Paulus talte til frigjorte sjele, som var fyldte med Guds Aand.

At Paulus virkelig gjør det, ser vi av Rom. 7, v. 4.: Derfor mine brødre, døde ogsaa I fra loven ved Kristi legeme o.s.v. Saa læser vi videre i v. 6.: Men nu er vi løste fra loven, idet vi er døde fra det som vi var fangne under, saa vi tjener i Aandens nye væsen og ikke i bokstavens gamle væsen.

Tænk nu:

1) Vi, Paulus og romerne og alle i Rom. 7, er løste fra loven.

2) Vi er døde fra det som vi var fangne under.

3) Vi tjener i Aandens nye væsen og ikke i bokstavens gamle væsen.

Hvorledes stemmer nu alt dette med, at det var saa aldeles umulig at være frigjort fra loven og samtidig være i Rom. 7.?

Vers 14 og 15 synes maaske at hensætte os under loven: Thi vi (som ifølge vers 6 tjener i Aandens nye væsen) vet, at loven er aandelig; jeg derimot er kjødelig, solgt under synden; thi hvad jeg gjør, vet jeg ikke; thi jeg gjør ikke det som jeg vil; men det som jeg hater, det gjør jeg.

Tag nu en hel dag til disposition. Bestem dig for at gjøre idel godt denne dag. Mon du om aften kommer stormende ind – jublende over alle dine gode gjerninger? Jeg tror det ikke. Tvert om tror jeg nok du vil bite dig i læberne og si: Det gik aldeles ikke som jeg vilde.

Men gik det ikke som du vilde, da gjorde du jo det, som du ikke vilde, og vi hilser hverandre atter i Rom. 7 og læser sammen v. 17.:

Men nu er det ikke mere jeg som gjør det, men synden som bor i mig.

Det var da merkelig; nu først forstaar vi vor fordervethet i bund og grund. Vi forsøkte en hel dag med de aller bedste forsætter at gjøre godt, og endda gjorde vi det, som vi hatet, og da maa det ikke længer være min skyld, at det gik saa galt; men synden, som bor i mig, min fordærvede natur.

Slik holder Paulus paa at resonere sig gjennom hele kapitlet indtil han utbryter:

Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?

Hvad er nu dette dødens legeme? Jo det er ret og slet vort legeme, hvori syndens og dødens lov har sit sæde. Vore legemer blir ældre med aarene. Haaret graaner og falder av, tenderne gaar i stykker, ansigtet folder sig, ryggen blir krum og benene daarlige; kjeppen maa frem og det hele peker mot graven. Hvad er det da, som er friet fra syndens og dødens lov, spørger du. Jo, det er vor aand, vor menneskelige aand, som den anden Adam, der er blit til en levendegjørende aand, levendegjør. 2det Kor. 4, 16. Derfor taper vi ikke modet, men om og vort utvortes menneske gaar tilgrunde, saa fornyes dog det indvortes dag for dag.

Da nu det hele er saaledes ordnet av Gud, og man ikke kan stride mot hans vilje, saa takker Paulus Gud for, at han faar tjene Guds lov med sit sind og syndens lov med sit kjød.

Vi er jo ikke fuldt færdige, fordi vi har faat Guds aand. Det er jo bare begyndelsen; thi det er denne aand, som skal veilede os til hele sandheten. Alle formaninger var overflødige om vi var fuldkomne.

Men, der er ingen fordømmelse mere for os, som er i Kristus Jesus, Rom. 8, 1. Trods det, saa har vi dog kjødet med over i Rom. 8; thi dersom I lever efter kjødet (dette dødens legeme, hvori synden bor) da skal I dø, Rom. 8, 1-3.

Det kan maaske nu være sagt nok for denne gang om dette emne; men jeg følte, at noget maatte siges mot denne falske lærdom, som gjør et saa stort skille mellom Rom. 7 og Rom. 8. Thi helt siden Gud gav mig sin gode Hellig-Aand, har den lære bydd mig imot; og jeg kjender fuldt op av mennesker, som har sagt sig at være kommet over fra Rom. 7. til Rom. 8., men som dog har endt i synder av nær sagt alle slags.

Lad os derfor føre en bekjendelse, der kan passe til livet; thi at være frigjort efter «læren» er en ting; men at være frigjort fra synden i sit praktiske liv noget helt andet.

Horten, 19. mai 1909