Staa djævelen imod!

Alt tyder paa, at hvis vi ikke staar djævelen imod faste i troen, saa han flyr fra os, men lægger øret til hans prat, vil de onde aander bringe mennesket i fortvilelse og tilslut ta herredømmet over baade vort sind og vor tale.

Matt. 8, 28. I Gardarenernes bygd mødte Jesus to besatte, som kom ud af gravene, meget vilde, saa ingen var istand til at komme frem den vei. Og de onde aander bad ham og sa: Dersom du driver os ud, da gi os lov til at fare i svinehjorden. Og han sa til dem: Far afsted!

Jesus havde her kun med de onde aander at bestille, personerne, som besad disse aander, havde intet at si; de var overvundne og maatte la sig regjere.

Mark. 1, 23. Og der var i deres synagoge en mand med en uren aand, og han ropte og sa: Hva har vi med dig at gjøre, Jesus fra Nazaret? Du er kommet for at ødelægge os, jeg ved hvem du er, du Guds hellige! Og Jesus truet den og sa: Ti og far ud af ham! Og den urene aand slet i ham og skrek med høi røst og for ud af ham.

Denne mand havde ved en eller anden leilighed ladt sig overvinde af den onde aand, hvorfor manden selv nu ikke længer var at faa i tale. Det var kun den onde aand, som førte ordet.

Ap. Gj. 19, 13. Men ogsaa nogle af de jødiske aandemanere, som for omkring, tok sig fore at nævne den Herre Jesu navn over dem, som havde de onde aander, og sa: Jeg maner eder ved Jesus som Paulus forkynder. Det var nogle sønner af Skevas, en jødisk yppersteprest, syv i tallet, som gjorde dette. Men den onde aand svaret dem: Jesus kjender jeg, og Paulus ved jeg om men I, hvem er I? Og manden, som den onde aand var i, sprang ind paa dem og vandt paa dem begge to og overmandede dem, saa at de maatte fly nøkne og saarede ud af huset.

Vi ser her, at manden, som aanden var i, sprang ind paa dem. Den onde aand var vred og benyttet manden som sit viljeløse redskab for at ta hevn paa Skevas sønner.

Nu til dags ser man saa sjelden nogen virkelig besat, hvori de onde aander taler og raader, og hvor mennesket er sat ud af betraktning. Men det kommer vel deraf, at man i vore dage kalder slike folk gale – fra forstanden –; hvorfor de naturligvis blir sat under forvaring paa en eller anden sindssygeanstalt.

De mennesker, som er besat af urene aander, har i en eller anden prøve stirret sig blind i en enkelt retning, hvorfra de ingen udvei har fundet. Istedetfor da at overlade det hele til Gud, har de tabt herredømmet over situationen og likevegten over sig selv. Der har sked et «glip» for bevidstheden, og man er blit som et skib uden ror, fuldt ud under kommando af den aand, som magtet at bringe vedkommende ud af fatning.

Det har hændt, at personer, der virkelig er oprigtige, i uendelig tankeløshed har kastet fra sig selvkontrollen i den formening, at de da skulde være mere tilgjængelige for Guds Aand og dens virkninger. Men tvert imod alle forudsætninger har onde aander benyttet denne gunstige leilighed til at slippe ind og har endog formaad at bringe saadanne mennesker til at begaa de frygteligste ugjerninger.

Guds Aand henvender sig altid til vor bevidsthed – vor forstand –. Den trænger sig aldrig ind paa folk, som er i en ubevist tilstand. Tvert om søger Guds Aand altid at overbevise os, saa vi med fuld bevidsthet kan slippe det daarligere og gribe det bedre, hvilket jo er baade sundt og nøktert.

Efterdi vi da, saalænge vi er tilhuse i dette usle lerkar, er udsat for alle mulige farer, saa lad os vogte os for at fortvile i de trængsler, som kan falde paa os som mennesker; men heller overlade alt til ham, som dømmer retfærdig.

Vær derfor Gud undergivne; men staa djævelen imod, og han skal fly fra eder. Jak. 4, 7.