Se SB 1908.11.08. – JOS brev til Aksel Smith

«Sans og Usans»

Da der i den senere Tid er indtruffet Tilfælder av Sindssygdom for hvilket Tungetalen angives som Aarsak, turde det være paakrævet at sige noget i denne Sak.

Man skal ikke være for snar til at gi Tungetalen Skylden for, at nogen har mistet sin Forstand; thi Aarsagen bunder nok i noget helt andet. Paulus, der jo av alle ansees for at være meget forstandig, hvilket han ogsaa var, talte mere i Tunger end alle, 1ste Kor. 14, 18; men ikke nok hermed, han ønsket, at alle talte i Tunger, 1ste Kor. 14, 5. Vi kan være forvisset om, at Paulus ikke hermed ønsket, at alle skulde miste Forstanden, da han jo sent og tidlig formanet til at være forstandig; og selv Korintierne, der talte meget i Tunger, tiltaler han som forstandige. 1ste Kor. 10, 15. Altsaa er der Forskjel paa at have Tungemaalsgaven og at være fra Forstanden. Tingen er nok heller den, at Forstanden hviler rigtig godt ut, naar man taler i Tunger; thi det er Aanden som beder, Forstanden er uten Frugt (Uten Anstrængelse), 1ste Kor. 14, 14.

Naar Folk alligevel har mistet sin Forstand under denne «Bevægelse», som man kalder det, saa faar vi se os litt nøiere om efter Aarsaken og ikke bare overfladisk og uten Samvittighet for Guds Verk, gripe fat i det første og bedste, der lyder noget rart i Ørene – i dette Tilfælde Tungetalen. Man har ingen Ret til at tilsmudse Guds herlige Gave paa den Maate.

Feilen stikker nok heller heri, at man holder Møter i smaa, trange rum til langt paa Nat – Aften efter Aften; at den ene søker at overgaa den anden i at ryste, falde om paa Gulvet, hengi sig i henrykkelser m.m.m. for derved at indbilde baade sig selv og andre, at man er mere end almindelig aandelig, og over al Maate fyldt av Aanden. Man har overseet Formaningen om at vaake og være ædru, 1ste Tes. 5, 6., og saadant lader sig ikke ustraffet.

Det er tilgivelig, at nogen kan falde omkuld, første Gang han faar Aanden, hvilket jo Saulus av Tarsus gjorde, Ap. Gj. 9, 4; men naar man Møte efter Møte driver paa med at falde om paa Gulvet og ryste og banke og sætter igang store Sensations Numre for enten at fremkalde Aanden eller for at vise, hvor fyldt man er av Aanden, da forundrer det mig ikke i mindste Maate, at man kan miste Forstanden.

En stor Feil under denne «Bevægelse» er, at man har lagt altformegen Vegt paa Følelserne. Man har benyttet det ene Møte efter det andet til at bringe Følelserne paa Toppen, og for at hjælpe til at faa dem hurtig op, har man fundet paa det mest utrolige, som kun aandelig Beruselse kan bringe det til. Men for alt dette skal naturligvis Tungetalen bære Skylden. Undervisning, Formaning og sund Granskning av Skrifterne har man foragtet, derfor kommer ogsaa disse sørgelige Resultater. Det var Paulus av hjertet magtpaaliggende, at de, som hadde faat Guds Aand, ogsaa maatte faa Visdom og Aabenbarelser i Guds Kundskap, Ef. 1, 15 og flg. og Kol. 2, 1 og flg.; men kan man sige, at Trang efter Guds Kundskap har præget denne «Bevægelse»? Nei, man har tragtet efter Tungemaalsgaven, hvilket jo er bra nok, og dernæst efter at ryste og banke og meget andet som ikke her bør nævnes, for at ha fuldt op av andre Tegn paa, at man er noget ekstra – og fremfor alle andre Mennesker fyldt av Aanden.

Jeg traf forleden Dag i en av Smaabyerne etpar ældre Folk og en yngre Mand, som alle sat og rystet paa hver sin Stol, naar de talte sammen om Gud. Den ældre Mand fortalte mig, at han saa alle andre, der var fyldt av Aanden, hadde saa mange snurrige Fakter for sig, saa hadde ogsaa han bedet om at faa et saadant tegn, og det hadde han nu faat, saa nu kunde han da ryste sammen med de andre, han ogsaa.

Man gir Br. Barratt Skylden for alt dette Uvæsen; men likesaa litt som Luther kan lastes for, at de fleste Lutheranere lever ugudelig, og at en Masse av dem sitter indenfor Sindsykeanstalternes Vægger idag, kan Barratt lastes for, at en hel Hop Mennesker bærer sig uforstandig ad. Barratt er nærmest Evangelist og har sin store Gjerning som saadan og kan selvfølgelig ikke være ansvarlig for alt som kan hende; dog tror jeg, at det vilde være til stort Gavn, om han i «Byposten» advaret mot Utskeielser, som han selv saa og hørte.

Naar jeg skriver om denne Sak, saa er det ikke som Motstander av Guds Verk; thi jeg takker Gud for baade Tungemaalsgaven og den profetiske Gave, som ogsaa er blit mig tildel; men det er ikke ret at tilsmudse Naadegaverne; man skal agte dem høit; thi Gud har git dem til Menigheten, 1. Kor. 12, 10 og 28. Lad Foragten ramme det, som bør foragtes, nemlig det man selv finder paa.

Horten, 4. november 1908